…noget om samtykkeloven

Tags

#metoo, Samtykkelov

I går (1. september 2020) blev samtykkeloven vedtaget i Folketinget. Helt kort går den ud på, at man skal have samtykke fra sin sexpartner, før man dyrker sex med vedkommende. Har man ikke samtykke, regnes det for voldtægt.

Det har selvfølgelig allerede været diskuteret længe om en sådan lovgivning vil gøre en reel forskel. Nogle mener ikke, at det vil gøre nogen forskel – for sex uden samtykke har jo altid været ulovligt. Og mange påpeger, at det stadig vil være svært at bevise om samtykke blev givet eller ikke. Det er jeg som sådan ikke uenig i. Der vil altid være folk, der gradbøjer sandheden for egen vindings skyld, og der kan også være helt reelle misforståelser mellem mennesker, der kan mudre opfattelsen af, hvad der skete.

Der, hvor jeg mener, at loven kan have betydning, er primært den præventive funktion, den kan have. Jeg håber og tror, at loven kan få flere til at overveje, om det de har gang i nu også er i orden med deres partner, hvis de ikke har fået et klart og tydeligt ‘go ahead’ fra vedkommende. Og det bliver tydeligere end nogensinde, at det også er voldtægt, når partneren er bevidstløs, sover eller er stangberuset.

Det er lidt det samme med #metoo. Først var der en hel masse (primært mænd – dog ikke alle mænd, naturligvis…) som syntes det var rigtig ærgerligt, at man ikke længere måtte flirte fysisk, pågående og aggressivt med andre, som ikke havde bedt om det. Men så begyndte en nogle af disse mænd trods alt at tænke sig om en gang til før de klappede nogen bagi på diskoteket eller råbte efter nogen på gaden. De havde ikke overvejet før, at sådan noget kunne opleves krænkende, men havde bare tænkt, at det jo skulle opfattes som en kompliment. Der har også været en hel masse grundlæggende ordentlige mænd, som er blevet bevidste om egne og andres små overskridelser af grænser i det daglige. Og det betyder virkelig noget!

Så jeg tænker, at samtykkeloven kan gøre det samme for voldtægt, som #metoo gjorde for de ‘små’ overgreb. Få nogen til at tænke sig om. Færre misforståelser. Hvis man synes, at det er megaærgerligt, at man skal spørge om lov, ja så havde man nok i forvejen et problem, som det er sundt lige at se an.

Samtykkeloven betyder så også, at vi skal være tydeligere, når vi siger ‘ja’ (og ‘nej’ naturligvis). For flirt er ikke et ‘ja’, nedringede bluser er ikke et ‘ja’, et tæt kram er ikke et ‘ja’. Et ‘ja’ er et ‘ja’, et ‘du må gerne’ er et ‘ja’, et ‘tag mig nu’ er et ‘ja ja ja!’.

Vi skal allesammen huske det med samtykke – også kvinder. For samtykke er mellem to mennesker, og det er ikke nok, at den ene siger ‘ja’.

Og hvis der nu er nogen, der stadig ikke helt kan finde ud, hvordan man spotter et ‘ja’, så kan vi altid vende os mod den fantastiske lille video om ‘Tea consent’ 😀

Se filmen her

 

… Noget om at være en skåret kop

Tags

Stress

Jeg har stress. Det vil sige: jeg har ikke stress hele tiden, og jeg har ikke stress LIGE NU, men det er en latent sygdom, som bare venter på de rette forhold til at bryde ud. Der skal efterhånden mindre og mindre til før den slår til. Jeg er en skåret kop. Ikke helt så holdbar som da jeg var fabriksny. Og selvom jeg bliver klinket, så er en klinket kop bare ikke helt så robust som en hel.

Og vi lever ellers i tider, hvor man SKAL være robust. Det står i stillingsannoncerne, og det forventes også på arbejdspladsen, at man tager øget travlhed, flere opgaver, færre penge og færre kolleger i stiv arm. Det er vilkårene og man skal da bare være glad for, at man har et job.

Jeg har lært flere vigtige ting de sidste par år: primært, at jeg er sindsygt heldig med mine kolleger! Dem, der er tilbage. De griber, når jeg taber og løfter, når jeg næsten ikke kan mere. Og jeg gør det samme for dem, når det er dem, der bider i græsset. Men det er mig, der er der svage led i den sammenhæng. Ingen tvivl om det. Men to vigtige ting jeg har lært mig selv er: at sige ja tak til tilbudt hjælp (i stedet for standhaftigt at kæmpe videre, selvom jeg ikke kan stå på mine ben) og ikke at skamme mig over det (i stedet for at få megadårlig samvittighed).

For det kan godt være at jeg er en skåret kop, men jeg er stadig pæn og man kan stadig drikke af mig! Altså, jeg er god til mit arbejde og er min løn værd 😊 Jeg skal bare ikke smides på gulvet for tit…

…noget om at rejse (og klima)

Tags

klima, miljø, Rejser

Jeg elsker at rejse! Jeg har pt været i 30-32 lande. Jeg har også en meget lang liste over byer jeg gerne vil se (fx New York og Rom), lande jeg gerne vil besøge (fx Japan og Vietnam), rejsemål, som jeg gerne vil vende tilbage til (anything british). Jeg synes, at det er vigtigt at rejse, faktisk. Det er sundt at se, hvordan andre mennesker lever og tænker og indretter sig. Når man bliver klogere på verden, bliver man klogere på sig selv. Man får smadret – eller bekræftet – fordomme (nogle gange på samme tid). Og man oplever ting, som man ikke vil kunne opleve herhjemme.

Men man kommer ikke ret langt på kort tid uden at flyve… Og netop det at flyve er virkelig dyrt i klimaomkostninger. I sommers var jeg i London og Oxford, og da skænkede jeg det ikke en tanke, at det skulle være skidt at flyve. Jeg har lige bestilt vinterferie sydpå med mine børn, og denne gang er det med lidt dårlig samvittighed. Jeg har prøvet at råde lidt bod på det med samvittigheden ved at donere til myclimate.org, men jeg narrer ikke mig selv til at tro, at det er nok. Jeg ved, at flere at mine facebook-venner muligvis vil slå hånden af mig, fordi jeg foretager sådan en rejse for min fornøjelses skyld – på klimaets bekostning. Jeg håber, at resten bærer over med mig.

Jeg er både klar over min egen ubetydelighed i forhold til udledningen af co2 og endnu mere i forhold til bodshandlingen. Hvor stor en forskel kan JEG gøre? Ikke meget. Men mange bække små, ikke? Jeg trøster mig med, at jeg trods alt ikke har bil, men kører med offentlig transport (på godt og ondt), at jeg køber økologisk så vidt muligt, næsten udelukkende køber genbrugstøj, og hvad man nu ellers kan af små tiltag uden at gå all in. Jeg har ikke ambitioner om at leve klimaneutralt, men igen: lidt har også ret.

Jeg vil ikke gøre mig til dommer over andre, som elsker at rejse. Nogle af mine allernærmeste rejser rigtig meget. Og jeg har i hvert fald givet udrejselængslen videre til det ældste afkom. Jeg vil på ingen måde love aldrig mere at rejse med fly efter denne vinterferie, men jeg lover at tænke mig om. Jeg ville gerne rejse mere med tog, selvom det på nuværende tidspunkt er både tidskrævende og dyrt, fordi politikerne i Europa ikke rigtig prioriterer området. Sønnike er ikke meget for toge, men han kan godt lide cruise skibe, som dog er lidt bedre end flyrejser. Så jeg skal nok komme afsted. Men jeg kommer nok aldrig til Japan… Med mindre nogen opfinder en teleportmaskine – gerne en co2 neutral én.

…noget om #metoo – igen

Tags

#metoo

Jeg kom til at rode mig ud i en diskussion på Politikens Facebookside – igen. Jeg burde jo vide bedre. Man kan ikke diskutere med folk på nettet. Mange er der ikke for at blive klogere, kun for at bræge deres meninger ud. Nå, men jeg kom til at blande mig i en diskussion om #metoo – også igen. Jeg kan ikke engang huske hvad overskriften var, men flere mænd var trætte af #metoo, og kommenterede, at kunne vi ikke lige holde en pause? Påstanden var, at kampagner, der løber for længe, bliver man træt af.

*trækker vejret dybt*

Der var så meget galt i den holdning, at jeg ikke kunne holde mig tilbage, og selvom jeg den dag syntes jeg svarede godt for mig, så blev der ikke lyttet. De mænd, som kom med påstanden, kunne ikke forstå hvad jeg skrev. Heldigvis var der dog både mænd og kvinder, som bakkede op om det jeg sagde. Pointerne var:

1. #metoo er ikke en kampagne. Der skal ikke sælges et budskab eller et produkt. #metoo er et talerør, en platform, hvorfra alle, der har oplevet krænkelser kan få en stemme. #metoo er vigtig, fordi alle krænkede opdagede, at de ikke var alene. At det de havde oplevet ikke var unikt – og samtidig at det ikke var i orden.

2. Så længe mennesker i magtpositioner bruger samme magtposition til at tvinge sig til seksuelle ydelser, er der brug for #metoo. Vi holder mund, når I holder op. Det er simpelt. Og magtpositioner kan være mange: det kan både være chefen og produceren, men det kan også bare være den, der er stærkest eller er i flok. Det er dem, der tror de har ret til andres krop, og hvis venner eller omgivelser ikke stopper dem.

3. Nogen skråler: der er også kvinder, der har misbrugt mænd! Ja, det er korrekt, og det må de heller ikke. #metoo er for begge køn. #metoo giver krænkede af begge køn et talerør mod magtpersoner af begge køn. Det har bare været overvejende mange kvinder, der er krænkede, og overvejende mange mænd, der har krænket. Det betyder ikke, at der ikke sker krænkelser i andre konstellationer. Det er ikke i orden at krænke. Punktum.

4. Nogen mener, at der er en folk, der får ødelagt deres liv og karrierer af falske anklager. Og det er den negative side af #metoo: at nogen udnytter andres ulykkelige situationer til at få hævn eller opmærksomhed eller hvad det nu drejer sig om. Dem, der kommer med falske anklager, er næsten lige så foragtelige, som dem, der krænker. For de er med til at så tvivl om alt det, der virkelig er sket. De er med til, at alt for mange mennesker ikke går til politiet eller offentligheden med deres krænkelser, fordi de er bange for, at de ikke vil blive troet – og ofte heller ikke bliver det. Der er et særlig sted i helvede (hvis man tror på den slags) til mennesker, som udnytter andres ulykke på den måde!

5. Hvornår er det tid til at tilgive krænkerne, så vi alle sammen kan komme videre? spurgte Politiken den 14. september. Jeg synes, at det er svært. Jeg har tilgivet de småting jeg selv har været ude for. Men hvordan har jeg det med fx de skuespillere, som jeg godt kunne lide, og som nu står på den offentlige (men ikke den retslige) anklagebænk? Og hvor går petitessegrænsen, og hvornår er det så længe siden, at vedkommende er blevet klogere, og aldrig vil gøre det igen? Jeg svarede på opslaget nogenlunde sådan her: Jeg tror på det gode i mennesker (ja, jeg er godt klar over, at jeg er naiv). Jeg håber, at de mennesker, som er blevet peget ud som krænkere, har lært noget af det, og aldrig gør det igen. Jeg håber, at retssystemet forfølger dem, som skal retsforfølges, så de får en officiel straf. Og at resten af verden har lært at tænke sig om en ekstra gang, før de krænker andre og misbruger deres magt til at få sex. Og har givet os modet til at sige fra, hvis vi oplever krænkelser på egen krop eller bliver vidne til en krænkelse (jeg ved godt, at det ikke er let).

#metoo skulle gerne have gjort os klogere. Det var hele pointen med det.

 

…noget om #metoo

Tags

#metoo

‘Nå, det var hun længe om at mene noget om!’, kan du måske tænke. Det er fair nok. Jeg har faktisk ment noget om det hele tiden. Der skete bare hele tiden noget. Først blev det hyldet, så udskældt, så blev der råbt – det var meget kaotisk. Og i virkeligheden handler det kun om, at kvinder verden over, som havde oplevet overgreb af seksuel karakter, sagde højt (eller skrev det lige så fredeligt), at det også var sket for dem. Jeg skrev det selv.

Jeg har været heldig: det jeg har oplevet har været småting. Kun en enkelt episode tilsniger sig voldtægtskarakter, men langt de fleste tilfælde har været en overskridelse af mine grænser, som jeg åbenbart ikke har været god nok til at skilte med. Jeg er født ind i en kultur, hvor et forsigtig smil og en drejning af kroppen væk fra hænder er måden at sige ‘nej’ på. Høfligt, ikke? Man skulle jo nødig blive uvenner med nogen. Af og til er det også blevet overhørt under sex, at jeg har sagt fra, men der har det været nemmere bare at vente på, at han blev færdig, end at råbe ‘hey, hør efter! Jeg sagde stop!’. Igen, man skulle jo nødig ødelægge den gode stemning. Urgh!

Såeh: #metoo. Jeg tror de fleste kvinder jeg kender kan sige det samme – og mange kan sige mange ting, der er meget værre. En reaktion jeg ofte hører på #metoo er #notallmen. Altså, forstået sådan, at det jo bestemt ikke er alle mænd, der kan finde på at overskride grænser. Og de mænd jeg kender er for langt de flestes tilfælde rigtig søde og rare mennesker, som ikke kunne gøre en kat fortræd. Men nogle af dem har altså ved lejlighed alligevel overhørt et ‘stop’, eller har haft hænder, hvor de ikke var velkomne. Jeg skal nok blive bedre til at sige ‘nej’ meget tydeligt, så der ikke opstår misforståelser igen.

En anden reaktion er (og den har jeg hørt fra både mænd og kvinder): ‘Arj, må vi så ikke flirte mere?’. Til det kan jeg kun sige: hvis du er i tvivl om det du gør er flirt eller overgreb, så gør du det forkert – og det er næppe flirt. Flirt er en gensidig – overvejende ikke-fysisk – kontakt mellem to mennesker. Det er i smil, øjne, ord, måske sågar hænder, der strejfer hinanden. Det er en gensidig leg med en svag eller stærk seksuel undertone, men det er ikke: at du stikker din tunge ned i halsen på den anden, befamler vedkommendes mås eller skridt eller andre dele af vedkommendes krop. Så er vi ovre i noget seksuelt, og her skal den anden havde givet tydeligt tegn – mundtligt eller fysisk – at det er ok, det du gør. Det er heller ikke: at holde vedkommende fast, presse vedkommende op mod en væg, presse din krop mod den andens. Der kan vi være over i noget magtmisbrug og sågar vold, og her bør det være meget tydeligt, om hun eller han synes at det er ok eller ikke. Hvis vedkommende fx råber op, ser væk, prøver at komme fri eller fryser, så er det IKKE ok, det du har gang i. Det er heller ikke: at råbe efter folk på gaden, forlange at nogen skal yde en eller anden form for seksuel handling for den drink du har købt, eller at give seksuelt betonede komplimenter til folk, som ikke er interesserede. Det er bare klamt og upassende. Tommelfingerreglen er: flirt er gensidig. Er den anden part ikke med på den, så stop.

Jeg tror at #metoo nytter. Jeg tror, at det har skabt opmærksomhed på en skævvridning af samfundet, som mange af os er trætte af. Det er et opgør med en usund kultur – både i Hollywood, men så sandelig også alle andre steder. Hvis man føler sig truet af #metoo, så har man været en del af det problem, som begrebet er opstået ud af. Ja, folk (både kvinder og mænd) skal blive bedre til at sige fra. Men det allerbedste ville være, hvis folk (mænd og kvinder) holder op med at sætte andre i en situation, hvor de bliver nødt til at sige fra. Eller at der i hvert fald bliver lyttet, når de gør det.

Held og lykke, derude.

…noget om burkaer

Tags

Burka

Politikerne snakker meget om én bestemt beklædningsgenstand for tiden: burkaen. Den skal forbydes, mener mange politikere, fordi den undertrykker kvinder. De dækker loven ind under et maskeringsforbud i det offentlige, som gælder skihuer som skjuler ansigtet, KKK-dragter, hættetrøjer, der snøres helt sammen, og altså også: burkaer og niqab’er. Nu er der bare ret stor forskel på de ting. Skihuer, KKK-dragter og sammensnørede hættetrøjer er noget man forbinder med kriminelle, som vil skjule deres identitet, men burkaer og niqab’er er religiøse beklædningsgenstande, som en ganske lille håndfuld muslimske kvinder – måske frivilligt, måske under tvang – bærer.

Nu vil jeg lige gøre klart fra starten af, at jeg er bedøvende ligeglad med hvad folk går i af tøj. Altså, jeg kan godt have en mening om det, men kunne ikke drømme om at fortælle nogen, hvad de skal have på (eller ikke have på). Her undtaget Sønnike, som stadig ligger under for mine gentagne anmodninger om at han skal tage en jakke på, når han går ud, og en gang imellem skifte sine sokker. Men det er trods alt én ting, når forældre fortæller deres mindreårige børn, hvad de skal have på, og når voksne mennesker fortæller andre voksne mennesker, hvad de skal have på. Ingen skal kunne tvinge andre til at gå med niqab eller burka, hvis de ikke ønsker det.

Der hvor jeg ikke kan følge med, er når politikerne vil lave en lov, som kommer til at ramme de undertrykte kvinder, og ikke dem, der undertrykker dem. Jeg kan godt forstå, at man forbyder, at kriminelle kan skjule deres identitet ved at tildække sig. Men jeg kan ikke forstå, at man vil kriminalisere nogen, som man antager tvinges til at gå med en forbudt beklædningsgenstand. Så skal man da hjælpe dem. En kvinde, som bliver undertrykt til at gå med burka, når hun færdes i offentligheden, vil få besked på at blive hjemme af sin undertrykker, hvis burkaen bliver forbudt. Og så har hun ingen måde at få hjælp på. Det er jo helt omvendt!

Jeg er ikke i tvivl om, at man vil forbyde burkaen, fordi den er muslimsk. Fordi den er fremmedartet og mærkelig, og forhindrer os i at se kvinden, der bærer den’s ansigt. Det er latterligt få kvinder i Danmark, der bærer fuld burka (hvor man er helt dækket til). Lidt flere, der bærer niqab (hvor alt, undtagen øjenene er dækket til). Så det er i langt højere grad at politisk signal, end et problem, der løses ved lovgivning. Hvis vi ville have de undertrykte kvinder i tale, så er dette her i hvert fald den helt omvendte vej at gå.

Vi er et moderne samfund i en globaliseret verden. I et moderne samfund må man gå med det tøj man vil. I et moderne samfund hjælper man mennesker, der har brug for hjælp. Dét giver mening for mig!

 

…noget om Ladywalk og Wonder Woman og den slags

Tags

ligestilling

Jeg gik Ladywalk i år, og også sidste år. Det er sådan et arrangement, hvor damer går en tur på et antal kilometer, ofte med sine kolleger. Man betaler for at være med, og overskuddet går til forskellige gode formål. I år var det Hjerteforeningen og PCO Foreningen, der fik overskuddet. Næsten hvert år jeg har kendt til Ladywalk, har jeg hørt kommentarer fra mænd, som var sure over, at der her var noget de ikke måtte være med til, fordi de ikke var damer.

Da Wonder Woman fik premiere dristede flere biografer verden over sig til at afholde arrangementer, hvor filmen blev vist kun for kvinder. Den kendteste af disse biografer befinder sig i Austin, Texas. Tanken var, at nu var her endelig en superheltefilm hvor superhelten var en kvinde, og et forbillede for mange piger og kvinder, og det gav rigtig god mening, at kvindelige Wonder Woman-fans kunne få lov til se filmen – bare en enkelt forestilling, forstås – i selskab med kun deres eget køn. Det var der også en masse mænd, der blev sure over.

I Århus har man i en årrække haft kvindesvømning. Altså et tidsrum i Gellerupbadet, hvor der kun var adgang for piger og kvinder. Det gav især mulighed for muslimske kvinder at komme i gang med at svømme, men også andre piger og kvinder, som gerne ville i vandet uden at der var mænd til stede, havde glæde af tilbuddet. Det er nu ophørt, for der var rigtig mange (mænd), der ikke syntes, at kvinder sådan måtte bade alene.

Jeg forstår det ikke helt. Kvinder har været udelukket fra en masse mandeting i tidens løb. Vi er så småt ved at få albuet os ind på chefgangen, i Folketinget, kommunalbestyrelsen mm til noget, der næsten, men ikke helt, ligner ligestilling. Men gør vi noget som helst, hvor vi siger ‘her vil vi gerne prøve at gøre noget bare for os selv’, så er der lynhurtigt mænd, der også vil være med.

Nu er det jo sådan, at mænd rigtig gerne må arrangere en velgørenheds-gåtur for mænd. De må også gerne spørge en biograf, om de ikke kan få lov til at få en enkelt biografforestilling, hvor de kan få lov til at være mænd helt alene med andre mænd. Det kan også være, at de vildt gerne vil svømme en gang om ugen uden at blive overbegloet af kvinder – det kan sikkert også lade sig gøre, hvis de ellers kan få lov af deres lokale kommunalbestyrelse.

Ligestilling handler om lige muligheder. Det ene køn må gerne gøre noget for sig, hvis det andet køn har samme muligheder for at gøre det. Hvad fritidsaktiviteter angår er der jo ligefrem tradition for herrehåndbold og damefodbold, fitness hold for kun kvinder og kun mænd mm. En enkelt biografforestilling kun for kvinder, forhindrer jo ikke mænd i at se filmen på alle mulige andre tidspunkter. Det er noget ganske andet at blive udelukket fra en bestyrelse eller en chefpost af den ene grund, at man ikke har en tissemand.

Så, kære mænd, hvis I får ondt i røven over at kvinder gerne vil gå, løbe eller se en film uden jer, så bid det i jer. Vi kender det godt, bare fra områder, hvor det virkelig gør ondt – som steder, hvor der bestemmes ting. Vi vil gerne hænge ud med jer, men bare engang imellem, så er det faktisk rart at være fri for jer. Det kender I sikkert også godt. Lad os blive enige om, at det er ok at brokke sig, når noget er et problem. Det er ikke et problem, når jeg ikke må være med til en enkelt all-men forestilling af den nyeste superheltefilm – den kan jeg se på et andet tidspunkt. Det er kun et problem, hvis jeg aldrig nogensinde må se superheltefilm, fordi jeg er pik-løs. Så ville jeg blive sur!

…noget om at sige undskyld

Tags

Dansk Vestindien, Undskyldning

Vi kender det jo: nogen har gjort os uret, og hvis bare de ville sige ‘undskyld’, så ville vi få det bedre. For hvis de siger undskyld, så har de indset, at de har gjort noget, der var forkert, eller i hvert fald noget, som gjorde os kede af det. Det hjælper at få en undskyldning, fordi vi så føler os forstået og set. Og den, der undskylder, udviser empati.

I år er det 100 år siden den danske stat solgte de tre vestindiske øer: Skt. Croix, Skt. Jan og Skt. Thomas. Det gjorde vi uden at spørge dem, der boede på de tre øer. Vi gjorde ligesom vi havde gjort med deres forfædre: vi solgte dem uden at være interesserede i hvad de mente om den sag. De ville i øvrigt helst være danske, for selvom vi ærligt talt ikke have været særligt søde mod dem og deres forfædre, så var vi alligevel bedre end amerikanerne, som havde (har) et ret skidt ry hvad behandlingen af farvede angår.

I dag tales der meget om undskyldninger. Slavernes efterkommere på de tre øer kunne godt tænke sig, at slaveejernes efterkommere undskylder på deres forfædres vegne. Mange i Danmark lader til at synes, at det jo er så længe siden, det var en anden tid, og det er jo ikke os personligt, der har gjort noget galt, så hvorfor skulle vi undskylde? Og hvis vi undskylder, så skal efterkommerne af de afrikanere, der solgte andre afrikanere i hvert fald også undskylde! Og skal vi så også sige undskyld til England og Irland og jeg ved ikke hvor for at vikingerne plyndrede og dræbte og hvad har vi engang?!

Hør nu her: Nogen er forurettede – og med rette. Deres forfædre blev slæbt over havet, blev brugt som gratis arbejdskraft, blev misbrugt, slået, voldtaget og dræbt uden at nogen løftede et øjenbryn, og det sidder i dem endnu: at de var andenrangsborgere – ja, i mange hundrede år ikke engang borgere. Det er let nok for hvide (mænd) at sige, at der ikke er noget at undskylde for, når vi ikke aner, hvordan det er at være efterkommer efter slaver. Det er ikke noget vi rigtigt kan forstå, for vi er ikke efterkommere efter slaver (så vidt vi ved). Men det er tilladt at bruge fantasien og logikken, og prøve at forestille sig det.

Hvis vi undskylder, så udviser vi sympati og empati. Vi tilkendegiver, at det ikke var i orden, det der skete dengang. Vi viser, at vi sandelig godt kan forstå, at de er vrede og kede af det. Det er den eneste måde vi kan komme videre på. Lægge koloniherre-snobberiet fra os og sige undskyld. Jeg er stor fan af tilgivelsespolitik, og lige nu skylder vi en undskyldning, så vi kan blive tilgivet.

Så undskyld. Min uforbeholdne undskyldning på mine forfædres (især ham, der var landfoged på Skt. Croix) og mit lands vegne. Det var fanme ikke i orden. Det var modbydeligt og umenneskeligt, og de skulle skamme sig! Jeg skammer mig over, at de kunne gøre hvad de gjorde. Jeg vil så gerne række hånden ud og se vores gamle landsmænd i øjnene, og føle at vi hører lidt sammen. At vi har noget fælles historie (som godt nok ikke er for køn, men alligevel). Undskyld! Det manglede da bare!

…noget om at være dansk

Tags

danskhed

Betyder det noget? At være dansk? Og hvad betyder det overhovedet? Alle taler meget om det for tiden, og nogen synes, at der kun er én bestemt måde at være dansk på, og man er helt forkert, hvis man ikke  er det på præcis den måde. Det er jo noget sludder. Martin Henriksen fra DF synes blandt andet, at man skal gå i kirke for at være rigtig dansk, og der fejler jeg jo allerede. Jeg har været både dansk og ateist hele mit liv.

Jeg føler mig dansk. Jeg er født i Danmark og vokset op her. Dele af min danske slægt kan efter sigende spores tilbage til Gorm den Gamle. En DNA test, som Min Mor for nylig fik lavet, viser at hun er lidt under 50% skandinavisk (det er svært at skille danske, norske og svenske gener fra hinanden), ca 40% engelsk/irsk/skotsk (de er også ret tæt beslægtede med hinanden) og 10% italiensk (det sidste var noget af en overraskelse!). Jeg ved ikke endnu, hvordan Globetrotterens DNA er sammensat, men mon ikke det er den samme ruskomsnusk? Og mon ikke de fleste andre i Danmark er lige så forskelligartet sat sammen?

Er der karakteregenskaber, der er særligt danske? Altså, der er ting jeg forbinder med det at være dansk, men det er ikke noget folk i Danmark har eneret på, og det er sandelig langt fra alle, der kalder sig danskere, der besidder de egenskaber. Faktisk er der en del af de folk, som synes at de er allermest danske på den rigtige måde (DF’ere primært), som ikke besidder dem. Jeg synes, at Danmark er fuld af folk, som er åbne og frisindede, som har lun humor og er virkelig gode til at hygge. Der er også mange, som er lidt smålige, har nok i sig selv og ikke synes, at man skal forbryde sig mod janteloven. Og det får mig til at tænke, at det at være dansker, jo ikke i sig selv er et kvalitetsstempel. Man er ikke bedre, fordi man er dansker (og her mener jeg det ikke på en jantelovsmøde).

Jeg tænker, at man er dansk, hvis man er født i Danmark, eller har boet her længe nok til at synes, at det er her, man helst vil være. Og ‘længe nok’ kan jo opnås på ½ time eller det kan tage 30 år eller mere. Det er ikke ens hudfarve, politiske ståsted, religiøsitet (eller mangel på samme) og hvad har vi, der afgør ens danskhed. Folk flytter til Danmark fra hele verden – og har gjort det i tusindvis af år. Vi har integreret nordmænd, hollændere, tyrkere, dansk vestindere, franske huguonotter og hvad ved jeg siden altid, og vi er stadig Danmark. Vi skal ikke være så bange for forandring.

Det vigtigste vi kan holde fast i, er vores medmenneskelighed. Slipper vi først den, så er vi efter min mening ikke længere danske. Så er vi bare, som Astrid Lindgren ville have sagt det, nogle små lorte. Jeg bliver mindre dansk af lukkede grænser og afvisningen af alle, der ser anderledes ud. Hvis Danmark skal kunne køre rundt i fremtiden, så skal vi bruge flere mennesker. Så lad os lukke mennesker ind, der gerne vil være danske. Og lad os kigge ind i mennesket og se stort på det ydre. Lad os smide det smålige, selvtilstrækkeligheden og janteloven på porten – det kan vi alligevel ikke bruge til noget. Jeg vil hellere være landsmand med folk, der gider Danmark, end med folk, der lukker sig om sig selv. Det er nemlig svært at hygge alene.

…noget om alternative fakta

Tags

Løgne, Trump

Alternative fakta er ikke en slags fakta. Det er løgne. Rene og skære løgne. Noget usandt, som nogen har fundet på. Noget som er opstået af fri fantasi, fordi det var sådan nogen godt kunne tænke sig at tingene var.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg af og til benytter mig af alternative fakta, altså løgne. Det er ikke noget jeg er stolt af. Jeg bruger løgne for at pynte på historier, så de bliver sjovere eller mere interessante. Jeg bruger løgne for at undgå at gøre nogen kede af det. Jeg bruger løgne for at bevise en pointe – hvilket jo er helt håbløst, for man kan ikke bevise noget med løgne. Det giver sig selv. Jeg har besluttet at lyve så lidt jeg kan fremover. Jeg kan nok stadig finde på at pynte lidt på en historie, men jeg skal gøre mit ypperligste for at holde mig til sandheden fremover.

Det er nemlig gået op for mig, præcis hvor vigtig sandheden er. Det er især vigtigt, at dem, der har indflydelse på vores liv, ikke lyver for at fremme deres sag. Politikere, journalister og forskere fx må ikke lyve. Det er så vigtigt, at vi kan forholde os til sandheden, og ikke noget nogen har fundet på, fordi det passede i deres kram, når vi skal tage vigtige beslutninger – fx om hvem, der skal bestemme over os eller om vi skal lade vores børn vaccinere (selvfølgelig skal vi det!).

Trump har sin egen virkelighed, og han finder rask væk på alternative fakta – dvs LØGNE – for at få sin vilje, eller for at kunne vise det billede af sig selv, som han helst vil have folk skal se. Hans pressesekretær og rådgivere benytter sig også af løgne for at vise verden, som de (eller han) gerne ville have den så ud. Selv når det uden problemer kan modbevises. Senest da Kellyanne Conway, som er en af hans mere clueless rådgivere, forklarede at Trumps indrejseforbud mod muslimer fra udvalgte lande skete pgra af et terrorangreb (‘The bowling Green massacre’), som ingen havde hørt om, fordi det ikke havde fundet sted.

Det er så vigtigt, at vi kalder tingene ved deres sande navn! Alternative fakta er ikke fakta, men løgne. Ord har magt. Hvis folk begynder at tro, at alternative fakta er en slags fakta, som bare ikke passer helt med andre fakta, så er vi ude på et skråplan.

Så husk det nu: ALTERNATIVE FAKTA = LØGNE!