…noget om Ladywalk og Wonder Woman og den slags

Tags

Jeg gik Ladywalk i år, og også sidste år. Det er sådan et arrangement, hvor damer går en tur på et antal kilometer, ofte med sine kolleger. Man betaler for at være med, og overskuddet går til forskellige gode formål. I år var det Hjerteforeningen og PCO Foreningen, der fik overskuddet. Næsten hvert år jeg har kendt til Ladywalk, har jeg hørt kommentarer fra mænd, som var sure over, at der her var noget de ikke måtte være med til, fordi de ikke var damer.

Da Wonder Woman fik premiere dristede flere biografer verden over sig til at afholde arrangementer, hvor filmen blev vist kun for kvinder. Den kendteste af disse biografer befinder sig i Austin, Texas. Tanken var, at nu var her endelig en superheltefilm hvor superhelten var en kvinde, og et forbillede for mange piger og kvinder, og det gav rigtig god mening, at kvindelige Wonder Woman-fans kunne få lov til se filmen – bare en enkelt forestilling, forstås – i selskab med kun deres eget køn. Det var der også en masse mænd, der blev sure over.

I Århus har man i en årrække haft kvindesvømning. Altså et tidsrum i Gellerupbadet, hvor der kun var adgang for piger og kvinder. Det gav især mulighed for muslimske kvinder at komme i gang med at svømme, men også andre piger og kvinder, som gerne ville i vandet uden at der var mænd til stede, havde glæde af tilbuddet. Det er nu ophørt, for der var rigtig mange (mænd), der ikke syntes, at kvinder sådan måtte bade alene.

Jeg forstår det ikke helt. Kvinder har været udelukket fra en masse mandeting i tidens løb. Vi er så småt ved at få albuet os ind på chefgangen, i Folketinget, kommunalbestyrelsen mm til noget, der næsten, men ikke helt, ligner ligestilling. Men gør vi noget som helst, hvor vi siger ‘her vil vi gerne prøve at gøre noget bare for os selv’, så er der lynhurtigt mænd, der også vil være med.

Nu er det jo sådan, at mænd rigtig gerne må arrangere en velgørenheds-gåtur for mænd. De må også gerne spørge en biograf, om de ikke kan få lov til at få en enkelt biografforestilling, hvor de kan få lov til at være mænd helt alene med andre mænd. Det kan også være, at de vildt gerne vil svømme en gang om ugen uden at blive overbegloet af kvinder – det kan sikkert også lade sig gøre, hvis de ellers kan få lov af deres lokale kommunalbestyrelse.

Ligestilling handler om lige muligheder. Det ene køn må gerne gøre noget for sig, hvis det andet køn har samme muligheder for at gøre det. Hvad fritidsaktiviteter angår er der jo ligefrem tradition for herrehåndbold og damefodbold, fitness hold for kun kvinder og kun mænd mm. En enkelt biografforestilling kun for kvinder, forhindrer jo ikke mænd i at se filmen på alle mulige andre tidspunkter. Det er noget ganske andet at blive udelukket fra en bestyrelse eller en chefpost af den ene grund, at man ikke har en tissemand.

Så, kære mænd, hvis I får ondt i røven over at kvinder gerne vil gå, løbe eller se en film uden jer, så bid det i jer. Vi kender det godt, bare fra områder, hvor det virkelig gør ondt – som steder, hvor der bestemmes ting. Vi vil gerne hænge ud med jer, men bare engang imellem, så er det faktisk rart at være fri for jer. Det kender I sikkert også godt. Lad os blive enige om, at det er ok at brokke sig, når noget er et problem. Det er ikke et problem, når jeg ikke må være med til en enkelt all-men forestilling af den nyeste superheltefilm – den kan jeg se på et andet tidspunkt. Det er kun et problem, hvis jeg aldrig nogensinde må se superheltefilm, fordi jeg er pik-løs. Så ville jeg blive sur!

…noget om at sige undskyld

Tags

,

Vi kender det jo: nogen har gjort os uret, og hvis bare de ville sige ‘undskyld’, så ville vi få det bedre. For hvis de siger undskyld, så har de indset, at de har gjort noget, der var forkert, eller i hvert fald noget, som gjorde os kede af det. Det hjælper at få en undskyldning, fordi vi så føler os forstået og set. Og den, der undskylder, udviser empati.

I år er det 100 år siden den danske stat solgte de tre vestindiske øer: Skt. Croix, Skt. Jan og Skt. Thomas. Det gjorde vi uden at spørge dem, der boede på de tre øer. Vi gjorde ligesom vi havde gjort med deres forfædre: vi solgte dem uden at være interesserede i hvad de mente om den sag. De ville i øvrigt helst være danske, for selvom vi ærligt talt ikke have været særligt søde mod dem og deres forfædre, så var vi alligevel bedre end amerikanerne, som havde (har) et ret skidt ry hvad behandlingen af farvede angår.

I dag tales der meget om undskyldninger. Slavernes efterkommere på de tre øer kunne godt tænke sig, at slaveejernes efterkommere undskylder på deres forfædres vegne. Mange i Danmark lader til at synes, at det jo er så længe siden, det var en anden tid, og det er jo ikke os personligt, der har gjort noget galt, så hvorfor skulle vi undskylde? Og hvis vi undskylder, så skal efterkommerne af de afrikanere, der solgte andre afrikanere i hvert fald også undskylde! Og skal vi så også sige undskyld til England og Irland og jeg ved ikke hvor for at vikingerne plyndrede og dræbte og hvad har vi engang?!

Hør nu her: Nogen er forurettede – og med rette. Deres forfædre blev slæbt over havet, blev brugt som gratis arbejdskraft, blev misbrugt, slået, voldtaget og dræbt uden at nogen løftede et øjenbryn, og det sidder i dem endnu: at de var andenrangsborgere – ja, i mange hundrede år ikke engang borgere. Det er let nok for hvide (mænd) at sige, at der ikke er noget at undskylde for, når vi ikke aner, hvordan det er at være efterkommer efter slaver. Det er ikke noget vi rigtigt kan forstå, for vi er ikke efterkommere efter slaver (så vidt vi ved). Men det er tilladt at bruge fantasien og logikken, og prøve at forestille sig det.

Hvis vi undskylder, så udviser vi sympati og empati. Vi tilkendegiver, at det ikke var i orden, det der skete dengang. Vi viser, at vi sandelig godt kan forstå, at de er vrede og kede af det. Det er den eneste måde vi kan komme videre på. Lægge koloniherre-snobberiet fra os og sige undskyld. Jeg er stor fan af tilgivelsespolitik, og lige nu skylder vi en undskyldning, så vi kan blive tilgivet.

Så undskyld. Min uforbeholdne undskyldning på mine forfædres (især ham, der var landfoged på Skt. Croix) og mit lands vegne. Det var fanme ikke i orden. Det var modbydeligt og umenneskeligt, og de skulle skamme sig! Jeg skammer mig over, at de kunne gøre hvad de gjorde. Jeg vil så gerne række hånden ud og se vores gamle landsmænd i øjnene, og føle at vi hører lidt sammen. At vi har noget fælles historie (som godt nok ikke er for køn, men alligevel). Undskyld! Det manglede da bare!

…noget om at være dansk

Tags

Betyder det noget? At være dansk? Og hvad betyder det overhovedet? Alle taler meget om det for tiden, og nogen synes, at der kun er én bestemt måde at være dansk på, og man er helt forkert, hvis man ikke  er det på præcis den måde. Det er jo noget sludder. Martin Henriksen fra DF synes blandt andet, at man skal gå i kirke for at være rigtig dansk, og der fejler jeg jo allerede. Jeg har været både dansk og ateist hele mit liv.

Jeg føler mig dansk. Jeg er født i Danmark og vokset op her. Dele af min danske slægt kan efter sigende spores tilbage til Gorm den Gamle. En DNA test, som Min Mor for nylig fik lavet, viser at hun er lidt under 50% skandinavisk (det er svært at skille danske, norske og svenske gener fra hinanden), ca 40% engelsk/irsk/skotsk (de er også ret tæt beslægtede med hinanden) og 10% italiensk (det sidste var noget af en overraskelse!). Jeg ved ikke endnu, hvordan Globetrotterens DNA er sammensat, men mon ikke det er den samme ruskomsnusk? Og mon ikke de fleste andre i Danmark er lige så forskelligartet sat sammen?

Er der karakteregenskaber, der er særligt danske? Altså, der er ting jeg forbinder med det at være dansk, men det er ikke noget folk i Danmark har eneret på, og det er sandelig langt fra alle, der kalder sig danskere, der besidder de egenskaber. Faktisk er der en del af de folk, som synes at de er allermest danske på den rigtige måde (DF’ere primært), som ikke besidder dem. Jeg synes, at Danmark er fuld af folk, som er åbne og frisindede, som har lun humor og er virkelig gode til at hygge. Der er også mange, som er lidt smålige, har nok i sig selv og ikke synes, at man skal forbryde sig mod janteloven. Og det får mig til at tænke, at det at være dansker, jo ikke i sig selv er et kvalitetsstempel. Man er ikke bedre, fordi man er dansker (og her mener jeg det ikke på en jantelovsmøde).

Jeg tænker, at man er dansk, hvis man er født i Danmark, eller har boet her længe nok til at synes, at det er her, man helst vil være. Og ‘længe nok’ kan jo opnås på ½ time eller det kan tage 30 år eller mere. Det er ikke ens hudfarve, politiske ståsted, religiøsitet (eller mangel på samme) og hvad har vi, der afgør ens danskhed. Folk flytter til Danmark fra hele verden – og har gjort det i tusindvis af år. Vi har integreret nordmænd, hollændere, tyrkere, dansk vestindere, franske huguonotter og hvad ved jeg siden altid, og vi er stadig Danmark. Vi skal ikke være så bange for forandring.

Det vigtigste vi kan holde fast i, er vores medmenneskelighed. Slipper vi først den, så er vi efter min mening ikke længere danske. Så er vi bare, som Astrid Lindgren ville have sagt det, nogle små lorte. Jeg bliver mindre dansk af lukkede grænser og afvisningen af alle, der ser anderledes ud. Hvis Danmark skal kunne køre rundt i fremtiden, så skal vi bruge flere mennesker. Så lad os lukke mennesker ind, der gerne vil være danske. Og lad os kigge ind i mennesket og se stort på det ydre. Lad os smide det smålige, selvtilstrækkeligheden og janteloven på porten – det kan vi alligevel ikke bruge til noget. Jeg vil hellere være landsmand med folk, der gider Danmark, end med folk, der lukker sig om sig selv. Det er nemlig svært at hygge alene.

…noget om alternative fakta

Tags

,

Alternative fakta er ikke en slags fakta. Det er løgne. Rene og skære løgne. Noget usandt, som nogen har fundet på. Noget som er opstået af fri fantasi, fordi det var sådan nogen godt kunne tænke sig at tingene var.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg af og til benytter mig af alternative fakta, altså løgne. Det er ikke noget jeg er stolt af. Jeg bruger løgne for at pynte på historier, så de bliver sjovere eller mere interessante. Jeg bruger løgne for at undgå at gøre nogen kede af det. Jeg bruger løgne for at bevise en pointe – hvilket jo er helt håbløst, for man kan ikke bevise noget med løgne. Det giver sig selv. Jeg har besluttet at lyve så lidt jeg kan fremover. Jeg kan nok stadig finde på at pynte lidt på en historie, men jeg skal gøre mit ypperligste for at holde mig til sandheden fremover.

Det er nemlig gået op for mig, præcis hvor vigtig sandheden er. Det er især vigtigt, at dem, der har indflydelse på vores liv, ikke lyver for at fremme deres sag. Politikere, journalister og forskere fx må ikke lyve. Det er så vigtigt, at vi kan forholde os til sandheden, og ikke noget nogen har fundet på, fordi det passede i deres kram, når vi skal tage vigtige beslutninger – fx om hvem, der skal bestemme over os eller om vi skal lade vores børn vaccinere (selvfølgelig skal vi det!).

Trump har sin egen virkelighed, og han finder rask væk på alternative fakta – dvs LØGNE – for at få sin vilje, eller for at kunne vise det billede af sig selv, som han helst vil have folk skal se. Hans pressesekretær og rådgivere benytter sig også af løgne for at vise verden, som de (eller han) gerne ville have den så ud. Selv når det uden problemer kan modbevises. Senest da Kellyanne Conway, som er en af hans mere clueless rådgivere, forklarede at Trumps indrejseforbud mod muslimer fra udvalgte lande skete pgra af et terrorangreb (‘The bowling Green massacre’), som ingen havde hørt om, fordi det ikke havde fundet sted.

Det er så vigtigt, at vi kalder tingene ved deres sande navn! Alternative fakta er ikke fakta, men løgne. Ord har magt. Hvis folk begynder at tro, at alternative fakta er en slags fakta, som bare ikke passer helt med andre fakta, så er vi ude på et skråplan.

Så husk det nu: ALTERNATIVE FAKTA = LØGNE!

…noget om Trump

Tags

Jeg er bange. Jeg er bange for, at vi om 10 eller 20 eller 100 år kan se tilbage på denne dag, d. 20. januar 2017, som dagen, hvor det hele startede. Det var her, det vendte til det værre. Det var her, kampen startede: dagen hvor Donald Trump blev svoret ind som USA’s 45. præsident.

Som så mange andre troede jeg, at det var en joke, da han stillede op. Jeg var forbløffet, da republikanerne valgte ham som deres kandidat. Jeg tænkte, at det ikke ville være nogen sag for Hillary Clinton at tvære ham af brættet. Men man skal ikke underkende mennesker, som kan stemme, eller valgsystemer, der gør, at selvom man får lige knap 3 millioner flere stemmer end sin modkandidat, så kan man stadig tabe det amerikanske valg. Jeg må indrømme, at jeg helt op indtil i går, da han blev svoret ind, håbede på, at noget ville vise sig. At der ville dukke endelige og uomtvistelige beviser op om, at han var uegnet som præsident – beviser som ville overbevise selv republikanerne – så han ikke kunne tiltræde posten.

Ikke at vicepræsident Pence virker mere tiltalende.

Jeg prøver ikke at lave mig farve af medierne på samme måde som hans fans synes at gøre. Jeg prøver på ikke at tro på ting, som ikke er sande eller underbyggede. Men jeg ser klare beviser for, at han er misogyn – hans mening om, at når man er en stjerne, selv en gammel, klam stjerne som ham, så kan man rage på kvinder lige så meget som man vil, er dokumenteret. Han er imod abort, han er imod offentlig sygesikring – eller i hvert fald den offentlige sygesikring, som Obama satte i søen. Han er imod muslimer – alle muslimer ligegyldig om de er fredelige eller ej. Han er imod indvandrere, skønt hans egen kone er indvandrer. Han har udtalt, at han støtter LBGTQ rettigheder, men han har samtidig udtalt, at han fx vil prøve at omstøde homoseksuelles rettigheder til at blive gift, og han er i det hele taget noget tvetydig i sin støtte. Han er imod kultureliten (nok mest fordi de er imod ham), men ikke imod den elite han selv føler sig en del af. Han giver den som den jævne mand, selvom han er født millionær og har tabt flere penge i forretninger end de fleste amerikanere nogensinde har eget tilsammen. Han har brugt den undskyldning til ikke at betale skat i over 10 år! Han lovede sine tilhængere, at han ville luge ud i den korruption, der findes i Washington, men fylder sit kabinet med rige, hvide, gamle forretningsfolk, som har egne personlige agendaer i forhold til de poster de skal varetage, og han omgiver sig med rådgivere, som han er i familie med. Meget tyder i øvrigt på, at hvis han ikke er i lommen på verdens farligste mand, Putin, så beundrer han ham i hvert fald umådeholdent. Det er mildest talt foruroligende alt sammen.

Og Trump på twitter… Arj, men altså… Jeg ville ønske, at nogen ville tage den twitter account fra ham, inden han starter en verdenskrig. Jeg synes, at de tweets han laver viser en meget tydeligt billede af en mand, som nemt bliver fornærmet, men selv gerne fornærmer. Han mangler selvindsigt og selvironi, mangler humor i det hele taget. Han er aggressiv og uvidende, og han kan ikke fatte sig i korthed. Det er virkelig svært for ham at holde sig inden for de 140 tegn, man har til rådighed i et tweet. Men jeg tænker, at det er mediet, han føler sig bedst til rette i: man kan hidse sig op, fyre en svada eller en fancy oneliner af uden at behøve at bakke det op med beviser. Jeg tror ikke, at han selv kan se, hvor meget han bliver til grin på Twitter. Jeg ville grine, hvis det ikke var fordi jeg synes at der er så sørgeligt, at det er en af jordens mest magtfulde mænd, der sidder der og skaber sig.

Men hvad så? Hvad gør vi nu? Skal vi bare sidde her og græde snot? Kan der komme noget godt ud af situationen? Jeg har svært ved at forestille mig, at Trump vil overraske med noget godt, men jeg tænker, at situationen ikke er helt håbløs. Den har fået de amerikanske demokrater op af deres komfortable lænestol. De vil tage sig sammen nu og vil nok fremover virke mindre elitære og mere folkelige – der var helt sikkert en befolkningsgruppe, som de havde overset og undervurderet, som de vil lytte til nu. Jeg tænker, at medierne – både i USA, men også herhjemme – vil tage sig sammen også, eller jeg håber det meget i hvert fald. Der er kommet fokus på, hvordan det går, når medierne uden kommentar viderebringer løgne eller uunderbyggede påstande. Hvad der sker, når de hovedløst taler en mand efter munden uden at sætte spørgsmålstegn ved det han siger. Jeg tror, at EU vil rejse sig og påtage sig en rolle som vestens – måske verdens? – beskytter, når nu vi ikke længere kan regne med at USA vil påtage sig den rolle. Det kan så være godt eller skidt – jeg håber meget, at det vil blive godt. Jeg har aldrig været nogen EU fan, men alene vil Danmark få svært ved at klare sig mod Rusland fx. Jeg tror, at vi må stå sammen nu mere end nogensinde.

Jeg ved ikke, hvad det hele ender med. Jeg håber, at vi efter et styrtdyk ned i hadet og frustrationerne vil rejse os i bedste Mandela stil og vende had til venlighed, frustrationer til nysgerrighed over for anderledes tænkende, diskrimination til forståelse og omfavnelse af forskelligheder. Du må gerne kalde mig naiv, men hvis man ikke håber, så kan man falde hen i opgivelse, og det værste vi kan gøre nu er at give op!

tolkien-on-power

I dag deltager jeg i Women’s March – for hvis man tier, så samtykker man. Og jeg har ikke tænkt mig at være stille.

…noget om demokrati

Tags

,

Jeg har altid været overbevist om, at demokrati var den eneste fornuftige styreform. Folket vælger repræsentanter til at lave love og tage beslutninger på alles vegne. Det lyder smukt. Ja, det ER smukt. Alle har en stemme. Folket vælger – folket har talt.

churchill-quoteProblemet er, at folket kan være virkelig dumme. Når de tror på løgne og ignorerer sandheder. Når de bliver forført af demagoger. Når de vil have dem, der minder mindst om politikere, fordi de er virkelig trætte af de politikere, der er. Når de bliver dumstædige, og enten bliver hjemme, eller sætter krydset ved nogen, der er politisk ukorrekte, fordi dét er en kvalitet de ønsker i den øverste politiske ledelse i et land…

Ja, ja, det er også et problem, når der ikke ER nogle ordentlige politikere at vælge imellem… Det er set før.

Jeg føler mig som sådan en elitist, når jeg tænker, at nogen simpelthen er for dumme til at stemme. Fordi de stemmer anderledes end jeg ville. Fordi de synes at det fx er ok at være racist eller imod homoseksuelle. Når de er ligeglade med klimaet og offentlig støtte til dem, der har brug for det. Når de synes, at vi skal holde op med at hjælpe folk på flugt. Når de vil have, at vi lukker os om os selv, og synes at vi skal vende tilbage til en tid, hvor vi var snævertsynede og dummere end i dag. Jeg synes, at vi skal udvikle os, blive bedre, gøre verden mere åben og accepterende, omfavne forskelligheder og rækker hænder ud for at hjælpe, ikke for at slå. Ja, ok, jeg er lidt naiv, men jeg har virkelig svært ved at vikle min hjerne rundt om det faktum, at mine fremtidsdrømme kan være så markant anderledes end andre folks. Vi vil da ikke i virkeligheden tilbage til en mere indskrænket tid?

Jeg fatter stadig ikke, at DF fik så mange stemmer ved sidste valg. Jeg fatter ikke at briterne stemte for Brexit. Og sidste skud på stammen: Trump. Helt ærligt… Trump?! Vi (elitischurchill-quote-2ter) troede alle sammen at det var en joke, da manden stillede op! Han er jo komplet uegnet! Men valgt blev han. Man tror lidt, at det er løgn. At folk virkelig kan være så dumme. Men det kan de. Og de kan også stemme, fordi… demokrati.

Men seriøst, hvad er alternativet til demokrati? Der vil vi heller ikke hen. Vi gider ikke kongedømmer, diktaturer, teokratier og alle de andre måder, hvor få eller én bestemmer over os alle sammen. Vi bliver nødt til at acceptere, at når folket stemmer, så stemmer de også nogle gange virkelig dumt.

Så hvad kan man gøre? Vi skal bruge ordentlige kandidater, som har overblik og empati, og som arbejder for at alle borgere i landet får det godt (i modsætning til kandidater, som er korrupte, arrogante eller imod bestemte befolkningsgrupper). Vi skal bruge en objektiv og neutral presse, der kan gennemskue løgne og præsentere fakta. Vi skal have en omgangstone, som er respektfuld og ordentlig (ja, jeg er en gammel tante – jeg må gerne promovere god opførsel). Vi skal fokusere på samarbejde, ikke på splittelse. Vi skal blive bedre til ikke at tale om ‘dem’ og ‘os’. Vi skal ned fra vores elitære heste (altså, det er os, der er elitære, ikke hestene), og lære at forstå alle dem, som stemmer så dumt. Måske er der ting vi er blinde for, fordi vi er veluddannede, eller har været heldige med livet eller ikke føler os truede af nogen. Mennesker, der har det godt, har overskud til at hjælpe andre. Mennesker, der er pressede, slår ud eller sparker ned.

Verden er et mærkeligt sted, og jeg er bekymret for fremtiden. Men jeg har også håb. Man må aldrig opgive håbet. Og demokrati giver mulighed for, at vi kan ombestemme os, og vælge nogle andre repræsentanter til at bestemme over os næste gang, der er valg. Og det er alt andet lige bedre end alternativet.

 

…noget om at være ateist – FAQ

Tags

Der er nogle spørgsmål jeg som ateist støder på igen og igen. Jeg har her prøvet at svare på nogle af dem. Disclaimer: eftersom ateister – ligesom alle andre mennesker – er en meget blandet skare, kan jeg kun svare for mig selv, selvom jeg tror (no pun intended), at mange ateister har det ca. ligesom jeg.

Spørgsmål: Har ateister en mening med livet, når de nu ikke har udsigten til at komme i himlen eller blive reinkarneret, når de dør?
Svar: Ja, da. Rigtig meget endda. Eftersom vi kun har dette ene liv, så er det med at få det bedste ud af det. Alt det vi gør, gør vi uden at forvente at blive belønnet eller straffet for det, når vi er døde.

Spørgsmål: Har ateister ingen fantasi?
Svar: At have fantasi har intet med at være ateist at gøre. Ligesom alle andre mennesker, er der nogle ateister, der er fantasiforladte, mens andre er sprængfyldt med fantasi. Alle der kender mig vil ikke være i tvivl om, at min fantasi absolut intet fejler. Udover måske at være lidt vel overudviklet. Jeg havde sågar usynlige venner som barn. Men jeg vidste godt, at det var noget jeg fandt på.

Spørgsmål: Hvem går du til, når du har brug for trøst, og ikke kan bede til en gud?
Svar: Min familie, primært min mor, udvalgte venner og udvalgte kolleger. Jeg har i forbindelse med min stress snakket med en professionel psykolog.

Spørgsmål: Hvorfor har du valgt at blive ateist?
Svar: Det var egentlig ikke et valg. Jeg har altid været ateist. Mit barndomshjem var ateistisk, og jeg er hverken døbt eller konfirmeret. Jeg er ikke  engang vokset op med nisser eller julemand. Det var først, da jeg kom i skole og havde kristendomsundervisning, at jeg stødte på religion. Og der gik et stykke tid før det gik op for mig, at der var folk, der troede på de historier, som læreren fortalte os (inklusiv læreren selv). Det overraskede mig meget. Jeg fik valget, da mine klassekammerater skulle konfirmeres, om jeg også ville det. Så skulle jeg bare døbes forinden. Men jeg troede ikke på gud, og jeg syntes faktisk, at det ville være lidt umoralsk at stå der i kirken og lyve om det. Så jeg takkede nej, og sov længe om onsdagen, når de andre gik til præst.

Spørgsmål: Lever ateister ikke et fattigt åndsliv?
Svar: Det synes jeg ikke. Jeg læser mange bøger. Jeg interesserer mig for filosofi og mytologier. Jeg diskuterer gerne politik og etik og moral. Jeg går i biografen, i teatret og hører musik. Jeg kan i forskellige sammenhænge tænke ret store tanker – sådan om meningen med livet og sådan noget.

Spørgsmål: Er ateister egentlig ikke ret arrogante?
Svar: Tjoeh, sådan kan vi nok godt opfattes. Forestil dig, at du mødte et voksent menneske, der troede på julemanden. Det er ca. sådan ateister har det med folk, der tror på gud. Jeg tænker, at vi godt kan virke ret bedrevidende, og at vi ved lejlighed kommer til at himle (no pun intended) med øjnene, så snakken falder på religion. Jeg beklager, hvis det falder nogen for brystet. Det er bare virkelig svært at lade være…

Spørgsmål: Er ateister meget egoistiske? Føler de overhovedet empati?
Svar: Igen – eftersom ateister er meget forskellige, så er der sikker stor forskel på mængden af empati, ligesom der i øvrigt er stor forskel på empati blandt troende. Personligt giver jeg en del til velgørenhed – blandt andet til Røde Kors. Ikke fordi en tro, gud eller profet har sagt, at det er det rigtige at gøre, men fordi jeg selv føler, at det er det rigtige at gøre. Tro har ikke noget med empati – eller moral – at gøre.

Spørgsmål: Hvad forhindrer ateister at stjæle eller begå mord, når de ikke har biblen (eller anden hellig skrift) til at vejlede moralsk?
Svar: Æh, almindelig sund fornuft og moralsk sans. Nu har vi love i landet her, der straffer tyveri og mord, men selv hvis der ikke var, så ville jeg da aldrig gå amok i blodrus eller begynde at plyndre folk på gaden. Det er jo forkert at stjæle og slå ihjel. Det giver da sig selv.

Spørgsmål: Hvad har ateister egentlig imod troende? Hader I dem  allesammen?
Svar: Jeg har kun noget imod tro, når der foretages virkelig fjollede eller grusomme ting på grund af det. Og når troen bliver mig påduttet. Jeg har både venner og familie, som jeg elsker, som tror på gud. Jeg ser igennem fingre med deres tro, ligesom de sikkert ser igennem fingre med diverse personlighedstræk ved mig, som irriterer eller undrer dem. Jeg har aldrig oplevet at blive prædiket for eller forsøgt omvendt af dem, ellers havde forholdet nok været mere anstrengt. Jeg synes, at gamle kirker er spændende historiske bygningsværker og elsker at gå på kirkegårdsvandring. Jeg kan sågar synes, at lyden af kirkeklokker kan være lidt hyggelig (når det altså ikke er tidligt om morgenen, når jeg prøver at sove). Jeg er ret vild med striben af helligdage i løbet af foråret, hvor de fleste -ateister eller ikke – har fri. Men jeg bliver gal, når nogen afviser at betjene for eksempel homoseksuelle, fordi de mener, at det er deres hellige pligt at gøre det. Og jeg bliver endnu mere gal, når folk slår andre folk ihjel pgra. deres tro. Jeg kan ikke se noget, der kan retfærdiggøre det. Andre troende kan så sige, at det er fordi lige disse her troende har misforstået noget. Men det er jo netop sagen: tro er bundet op på fortolkninger. Der er ingen absolut sandhed, som der er med videnskab. Der findes talrige af fx kristne og muslimske trosretninger – som allesammen mener, at lige de har ret i deres fortolkning af deres tro. Men hvem har ret? Det bliver aldrig afklaret. Men tyngdekraften betyder, at ting falder ned, fordi den tiltrækker dem. Det kan ikke diskuteres. Religion derimod kan diskuteres uendeligt.

Hvis du er troende, og har et spørgsmål, så stil mig det endelig, og jeg skal forsøge at svare. Måske laver jeg endnu et blogindlæg, hvis jeg får tilstrækkeligt med gode spørgsmål 🙂 Jeg mener dybest set, at den bedste måde at fungere sammen på, er at prøve at forstå hinanden. Og selvom vi ikke bliver enige om, hvordan verden ser ud, så kan vi jo være lige gode venner af den grund.

 

 

 

…noget om ikke at sige ja

Tags

Den anden dag blev 3 unge mænd frikendt for gruppevoldtægt af en ung kvinde, som ikke havde sagt nej til et seksuelt forhold med dem – for hende tre ukendte mænd – bag en busk i Herfølge. Hun sagde ikke nej, fordi hun var fuld og i øvrigt var i insulinchok, hvilket også gjorde hende ude af stand til at gøre aktivt modstand og forsvare sig mod det uønskede overgreb. Fordi hun ikke kunne gøre modstand, var de tre unge mænd ikke klar over, at hun ikke var interesseret i at have sex med dem…

Filmen er knækket så mange steder i hele det forløb! Hvad i alverden har fået de tre unge mænd til at tro, at en dinglende fuld ung pige har lyst til at have sex med tre fremmede mænd på jorden bag en busk? Det er der da ingen kvinder, der har lyst til! Det burde give sig selv, at de tre fyre skulle straffes for fuldbyrdet voldtægt og for i øvrigt at være så dumme. Men nej, både dommer og forsvarer gav dem ret i, at kan man ikke sige nej, så har man sagt ja.

Faktisk er det lige omvendt: kan man ikke sige ja, så har man sagt nej. Er man bevidstløs har man sagt nej. Er man stinkende stiv har man sagt nej. Er man stiv i kroppen af skræk har man sagt nej. Det eneste ja, der gælder, er det tydelige ja, hvor man slet ikke er i tvivl. Og er man alligevel i tvivl, så spørg.

Hvis man vil have en supersimpel guide til hvornår noget er i orden eller ikke, så se denne video, som forklarer det helt helt enkelt.

Nu kan der derude findes piger, der i kådhed siger nej, selvom de mener ja. Hvis du er i tvivl om hvad de mener, så stop det du er i gang med. Bliver hun skuffet, så mente hun ja. Blev hun lettet, så var det virkeligt et nej.

At vores retssystem kan lade sådan tre varyler slippe afsted med voldtægt gør mig meget, meget vred! Og også bange. Er mennesker så lidt værd, at vi SKAL sige klart fra for at undgå overgreb? Også når vi er i en tilstand, hvor det at sige fra, nærmest er umuligt?

Det er så vigtigt, at vi lærer vores unge (både mænd og kvinder), at de skal respektere andres grænser. Og at sex kun er sex, når begge parter invilliger. Ellers er det ikke sex, men vold. Så er det et overgreb, og overgreb er ikke ok, og overgreb er aldrig, ALDRIG, offerets skyld! ALDRIG!

 

…noget om at være familiens projektleder

Tags

,

Det var jeg. Ja, altså, det er jeg stadig. Men jeg er mindre frustreret nu end jeg var dengang. Projektlederen i familien er den, der har styr på det hele; kalenderen, tandlægeaftaler, hvornår regninger skal betales hvis man ikke vil have rykkergebyr, hvornår man løber tør for toiletpapir, hvor pas/tivolikort/årskort til zoo mv er, hvornår der er skole/hjemsamtale mm. Listen er lang. Engang var vi to voksne hjemme hos mig, men det var mig, der var projektleder. Dvs at når fx vi skulle nogen steder hen, så klarede jeg det med madpakker og pusletaske, jeg havde tjekket rejseplanen, hvornår vi skulle afsted og hvordan vi kom frem til bestemmelsesstedet, jeg havde evt årskort med, jeg sørgede for at børnene havde tøj på, der passede til vejret, og at de havde fået morgenmad inden vi tog afsted. Barnefaderen sørgede for at han selv var klar, så det behøvede jeg i det mindste ikke. Jo, altså, jeg skulle huske at vække ham i god tid, så han kunne nå at blive klar. Det er en møgtjans at være projektleder. Man er træt før man overhovedet kommer ud af døren.

Men hvorfor gjorde jeg så alt det? Jeg kunne jo have ladet være. Jeg skulle faktisk have ladet være. Måske ville det have lært børn og barnefader noget, hvis vi kom afsted uden regntøj, ikke havde ZOO-kortet med, kom for sent til toget og ikke kunne få noget at drikke, fordi det ikke var pakket ned. Det havde betydet en håndfuld virkelig trælse ture, hvor omstændighederne ikke var perfekte, men måske havde de lært selv at organisere sig.

Jeg er blevet MEGET bedre. Jeg organiserer stadig en del, for jeg kan faktisk bedst lide de ture, hvor det kører forholdsvist glat og hvor man kan koncentrere sig om at opleve og hygge. Men det er ikke nogen ulykke, hvis jeg glemmer at pakke vandflaske eller vi skal vente på et tog i ny og næ.

På et punkt især styrer jeg mig: det er når jeg kan se i kontaktbogen, hvis knægten ikke har lavet lektier, mens han var hos sin far. Eller når han har det samme tøj på – nu i væsentlig mere snavset stand – når han kommer hjem fra 3 dage i sit andet hjem. Eller han lugter lidt, fordi det med bad vist ikke var blevet til noget. Det er ikke mit problem. Han får bad og rent tøj på hos mig. Vi klarer de lektier, som ikke var blevet nået. Men jeg minder ikke barnefader om, at det er noget han skal tage sig af. Det må han selv finde ud af. Eller knægten må finde ud af det. Det er ikke mit problem! Jeg er kun projektleder i eget hjem.

 

Siger dette her dig noget? Vil du læse mere om det? Så kan du læse Gunilla Bergenstens ‘Familiens projektleder siger op’. Hun har ikke alle svarene, men det er rart at finde ud af, at man ikke er alene. Og at man ikke behøver at varetage et job man aldrig har søgt og ikke ønsker.

Apology on behalf of my country

Tags

Dear World.

I’m sorry! I really, truly am! I… I am Danish, and I don’t really know what is going on in my country right now. The government has gone crazy, and has apparently decided to destroy us from within.

Our integrationminister does everything she can NOT to in any refugees. She posts campaigns in middle eastern newpapers telling people on the run not to run to Denmark, because we don’t want them. Or rather: SHE doesn’t want them. And when they DO come here, she puts them in camps. With tents. In Denmark. In the winter. Honestly camping is a bit on the chill side in the summer in Denmark. Two days after the first camp opened in november we had about two feet of snow (40 cm). I’m sure that made several refugees rethink the wisdom of staying in Denmark! If they weren’t, you know, fleeing for their lives, they would surely go home. Only they can’t do that, can they? No. But now they are here, they can get their families to safety. In about three years time. That’s the new rules. Three years. That is a long time! But the disintegrationminister don’t care. She doesn’t want them here. Not the men, not the women and not the children. She would rather destroy our reputation than take in another person in need. The newest development is to take away whatever few valuables they have left. Even I didn’t believe that when I first heard about it, but it’s true. Shamefully true. I’m sorry.

Our minister of research is a christian. Not just the kind that celebrates christmas, but the kind that really truly believe that there is an invisible devine being that created the world about 5000 years ago. So, you know, not the most sciency guy around… He has also just been accused of cheating on his PhD. Maybe research isn’t really his strongest virtue.

Our primeminister lost the election. I know that sounds weird. I don’t really get it myself. He lost half his personal votes, and his party – who runs the country – only got 17% of the votes. There are some parties that support his claim to the primeminestry, however, so there they are: in power. Every time he meets criticism with ‘you voted for us yourselves’ he lies. We didn’t. Only 17% of the population did. That would be the 17% that can now buy cheaper cars and get to pay less taxes, all the while schools, the elderly, the unemployed and otherwise poor gets cut.

The government talks very much about how they want to preserve the Danish culture from all those foreigners who wants to come in and be all strange, but they cut funding to libraries, museums, theatres and music. I’m unclear about what culture is it they want to preserve.

And the environment… Again I am truly sorry. They don’t care for it. It doesn’t make money, and it gets in the way of buildings and high ways and stuff. They don’t live forever, and since they obviously don’t care about children, they don’t care about the future either. Only about making money here and now.

So I am sorry. They are going to mess a lot of stuff up the next four years. I don’t know if we can fix it later. I hope so. But I don’t know. I’m a little scared, to tell you the truth. A couple of them might be sociopaths, maybe even psychopaths. They seem out of reach of reason and common sense. But I assure you: I did not vote for them! In fact a lot of people didn’t. So in a few years time when the oceans rise, and everybody in Denmark has to flee, please remember that though we have a lot of really incompetent people as leaders, we are also a lot of nice and friendly people, who wants to help refugees, tries to save the environment, believes in sense and science, likes children and the elderly and sick people and people without jobs. We try to get by until the next election, and then we will do our very best to fix all the mistakes the current government makes. I promise!

I consider moving to Canada. Or, you know, get into politics. At least I have a heart.