Tags

,

Vi kender det jo: nogen har gjort os uret, og hvis bare de ville sige ‘undskyld’, så ville vi få det bedre. For hvis de siger undskyld, så har de indset, at de har gjort noget, der var forkert, eller i hvert fald noget, som gjorde os kede af det. Det hjælper at få en undskyldning, fordi vi så føler os forstået og set. Og den, der undskylder, udviser empati.

I år er det 100 år siden den danske stat solgte de tre vestindiske øer: Skt. Croix, Skt. Jan og Skt. Thomas. Det gjorde vi uden at spørge dem, der boede på de tre øer. Vi gjorde ligesom vi havde gjort med deres forfædre: vi solgte dem uden at være interesserede i hvad de mente om den sag. De ville i øvrigt helst være danske, for selvom vi ærligt talt ikke have været særligt søde mod dem og deres forfædre, så var vi alligevel bedre end amerikanerne, som havde (har) et ret skidt ry hvad behandlingen af farvede angår.

I dag tales der meget om undskyldninger. Slavernes efterkommere på de tre øer kunne godt tænke sig, at slaveejernes efterkommere undskylder på deres forfædres vegne. Mange i Danmark lader til at synes, at det jo er så længe siden, det var en anden tid, og det er jo ikke os personligt, der har gjort noget galt, så hvorfor skulle vi undskylde? Og hvis vi undskylder, så skal efterkommerne af de afrikanere, der solgte andre afrikanere i hvert fald også undskylde! Og skal vi så også sige undskyld til England og Irland og jeg ved ikke hvor for at vikingerne plyndrede og dræbte og hvad har vi engang?!

Hør nu her: Nogen er forurettede – og med rette. Deres forfædre blev slæbt over havet, blev brugt som gratis arbejdskraft, blev misbrugt, slået, voldtaget og dræbt uden at nogen løftede et øjenbryn, og det sidder i dem endnu: at de var andenrangsborgere – ja, i mange hundrede år ikke engang borgere. Det er let nok for hvide (mænd) at sige, at der ikke er noget at undskylde for, når vi ikke aner, hvordan det er at være efterkommer efter slaver. Det er ikke noget vi rigtigt kan forstå, for vi er ikke efterkommere efter slaver (så vidt vi ved). Men det er tilladt at bruge fantasien og logikken, og prøve at forestille sig det.

Hvis vi undskylder, så udviser vi sympati og empati. Vi tilkendegiver, at det ikke var i orden, det der skete dengang. Vi viser, at vi sandelig godt kan forstå, at de er vrede og kede af det. Det er den eneste måde vi kan komme videre på. Lægge koloniherre-snobberiet fra os og sige undskyld. Jeg er stor fan af tilgivelsespolitik, og lige nu skylder vi en undskyldning, så vi kan blive tilgivet.

Så undskyld. Min uforbeholdne undskyldning på mine forfædres (især ham, der var landfoged på Skt. Croix) og mit lands vegne. Det var fanme ikke i orden. Det var modbydeligt og umenneskeligt, og de skulle skamme sig! Jeg skammer mig over, at de kunne gøre hvad de gjorde. Jeg vil så gerne række hånden ud og se vores gamle landsmænd i øjnene, og føle at vi hører lidt sammen. At vi har noget fælles historie (som godt nok ikke er for køn, men alligevel). Undskyld! Det manglede da bare!

Advertisements