…noget om flygtninge

Tags

Jeg mener meget om flygtninge. Fx mener jeg, at de er mennesker ligesom dig og mig, som er kommet i den ulykkelige situation, at deres hjem og land ikke længere er sikkert at leve i. Om det så er på grund af krig eller sult eller andre vilkår, der gør det umuligt at være der, så har de været nødsaget til at flygte. Ingen flygter for sjov – det er vigtigt at huske! Flygtninge kommer ikke til Danmark specifikt, fordi vi giver særligt gode vilkår for dem – for det gør vi ikke – men udelukkende fordi vi er et land hvor der ikke er krig, ikke er sult og ikke er nogen, der prøver at slå dem ihjel, fordi de har en bestemt religion, seksualitet eller andet, der stigmatiserer dem i i deres hjemland.

Jeg er blevet meget berørt over den måde det officielle Danmark behandler de flygtninge, der i løbet af efteråret og vinteren 2015 er kommet hertil. Teltlejre? Really? 3 års ventetid på at få sin familie hertil? Selv hvis du er et lille barn? 3 år er meget lang tid – især for et barn, som savner sine forældre og sine søskende. Hvor meget kan man ikke ødelægge et liv ved at udsætte dem for 3 års usikkerhed omkring deres families ve og vel – ja, bare det at være adskilt fra dem så længe. Jeg synes, at det var sindsygt hårdt at undvære Hende den Lange, da hun var i Skotland i 10 måneder (i fuldstændig sikkerhed), og jeg savner Sønnike allerede efter en uge (selv når jeg ved, at han er i gode hænder). Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle vente i 3 år med at se dem!

Nu er vi (jeg kan virkelig ikke at sige ‘vi’, når jeg mener det officielle Danmark) begyndt på at beslaglægge flygtningenes ting, hvis de har værdier for mere end 3.000,- For de skal ikke komme her og være rige! Vi gider kun at hjælpe dem, hvis de ingenting har! Eller… det gider vi jo ikke. SKAL et flygtningeliv være et liv i afsavn, hvor man udover at savne sit hjem og sin familie, også skal strippes for alt hvad man ejer? De er blevet plyndret på vejen til Fort Europa, hele vejen igennem Europa, og nu tager vi så det sidste fra dem. Det er simpelthen så skammeligt, at jeg dirrer af harme! Tænkt, hvis nogen sagde til os, at vi kun måtte tage værdier med os for 3.000,-. Hvordan skal man nogensinde gøre sig forhåbninger om at få et nyt liv? Man har ikke engang noget at forsørge sig selv for, for det er taget fra en. Jeg tror, at politikernes teori er, at hvis man har værdier, så er man bekvemmelighedsflygting og ikke ‘rigtig’ flygtning. Jeg gad godt se Lars Løkke Rasmussen stå i samme situation: forlist i et fremmed land, og lige meget hvor mange penge, det er lykkes for ham at få med, så han ikke skal ligge for meget til last, så er det ligemeget: han må kun beholde værdier til 3.000,- Det svarer vel ca til hans sko…

Flygtninge er mennesker på flygt. Det vigtigste ord er mennesker. Vi skal behandle dem ordentligt. Lukke dem ind, give dem muligheder for at få normaliseret deres liv så hurtigt som muligt, give trygge rammer – især til børnene, tro på dem, lytte til dem, smile til dem og byde dem velkommen. Jeg vil tro, at det vil betale sig – også økonomisk, hvis det er det eneste man fokuserer på. Både fordi vi får glade mennesker, der gerne vil bidrage positivt til vores samfund og om ikke andet, så når/hvis det en dag lykkes for dem at vende tilbage til deres sønderskudte lande, så vil de huske os med glæde, og sige at Danmark vel nok er et dejligt land, som man gerne vil samarbejde med fremover.

Jeg er stolt af de af mine meddanskere, der byder velkomne og som frivilligt tilbyder deres venskaber, danskkundskaber, hjem, aflagte tøj og legetøj og hvad har vi. Det er dem, jeg gerne vil slås i hartkorn med. Det er – i mine øjne – de rigtige danskere. De venlige og imødekommende. Ikke det officielle Danmark, som er blevet til en bange og afvisende størrelse, som jeg ikke kan kende igen.

…something about Black Friday

Tags

,

America – please stop Black Friday! Seriously! The day after you celebrate all the things that you are thankfull for you run out to buy tons of stuff that you don’t really need. And what’s worse: it’s contaigious! Now European countries do it too! That is: we skip the thankfull part and go straight to the shopping. For things we don’t really need. It’s so stupid!

Consumerism is destroying our environment. Everything is wrapped in plastic. A lot of things are made of plastic. Everybody need the next new thing in stead of keeping the old thing a while longer – at least until it breaks. Do we really need more than one TV in every home? More than one car per family? Do we really need all those electric kitchen appliances? Can you live without your dishwasher? I can. I have washed my dishes by hand all 25 years since I moved away from my parents home. I use less water, less electricity, less soap by doing dishes by hand. I admit I couldn’t do with out my washing mashine, but I don’t need a dishwasher. Do you? Really?

Many children in China have never seen the stars. I read that somewhere. To them the sky is perpetually black with smog. Partially because every chineese now wants a car. Just like the West. That’s a lot of cars! (Let me just polish my halo once more by declaring that I don’t own a car either). I read in some other context, that because of the chineese demand for cars, many cocoa farmers now switches to producing rubber in stead! So more cars means less chocolate! It’s a disaster! I’m not kidding! At least chocolate is not part of a mashine that continually pollutes our air. And it makes you feel good. And the taste is awesome! Chocolate rocks!

I would like to bring forward the suggestion that has been made by cleverer people than myself that we should stop with this celebration of consumerism that Black Friday really is, and introduce Green Friday in stead. A day were we think about what we really need (and what we really don’t). Let’s think about how we can think more enviromentally sound. Could we share more? Are there things we could do by hand in stead of using an electric appliance? Could we walk more or take the train or bus more often in stead of the car?

I decided last New Year that I would not buy new clothes this year – except underwear and socks. And I haven’t. I have bought lots of clothes, though, but all of it seconhand. And whatever I don’t need myself goes to Red Cross stores for resale. I have saved lots of money that way, and I have shopped green. I think I will continue doing this in 2016. My small contribution.

I would really like a planet where everyone can see the stars. Where fresh water is safe to drink and the air safe to breathe. That is what I really need!

…noget om de bryster der – en opfølgning

Tags

,

For et par uger siden skrev jeg om, at jeg havde fundet en knude i mit ene bryst. Der rykkes hurtigt på den slags i sundhedsvæsenet, så i går blev jeg mammograferet og ultralydsscannet og knuden vidste sig at være en fedtknude, og altså ikke noget at være bekymret for. Udover at den kommer til at være der fra nu af, og for tid og evighed gør mit bryst sådan lidt bulet. Men ok – så milevidt meget bedre end alternativet!

Mammografsygeplejersken var utrolig sød, og virker oprigtigt glad på mine vegne, da knuden viste sig at være harmløs. Ultralydslægen var også virkelig behagelig. Hun var spansk, hvilket betød at hun forklarede mig alting på meget forsimplet dansk. Det var overordentligt rart, når man skal have noget at vide om sundhed og sygdom i forbindelse med egen krop.

Men sikke mange tanker jeg nåede at tænke i dagene mellem indkaldelsen og frikendelsen. Jeg har set mig i spejlet og forestille mit, hvordan min overkrop ville se ud uden bryster på. Nu er jeg lavet med en lidt vanskabt brystkasse, hvor ribbene stikker lovlig meget frem, så det nærmest ville se ud som om, at der stadig VAR bryster, bare sådan noget længere ned, og måske ikke lige der, hvor man gerne ville have bryster til at være. Så jeg nåede konklusionen, at skulle brysterne væk, så ville jeg have nogle nye. Men jeg er ikke begejstret for idéen om at få fremmedlegemer opereret ind i min krop, så hvis man kunne få BH-er med fyld i den rette størrelse, så ville det passe mig fint. Bortset fra, at jeg så skulle gå med BH… Det fik mig så til at tænke, hvad det ville gøre for fremtidigt sexliv. Hvis jeg engang kastede mig ud på markedet igen, hvis en evt elsker, så føle sig snydt, når jeg hægtede hele brystpartiet af sammen med BH’en? Jeg kunne selvfølgelig advare ham/hende inden, så det ikke blev en overraskelse. Og hvis en potentiel elsker/-inde stod af på manglen på bryster, så var det nok ikke en for mig alligevel.

Jeg nåede også at tænke på kemo, og hår, der falder af. Hatte og huer klæder mig desværre så dårligt, selvom jeg er ret vild med dem. Måske et kækt pirattørklæde? Eller en paryk? Så skulle den være blå, eller med sådan en lang Lara Croft fletning. Min hovedskal er lidt bulet, så den ville ikke være køn sådan i fri dressur, men så kunne jeg måske få nogen til at male landskaber på den? Tanken om at det ikke kun er hovedhår, der ville falde af, men også øjenbryn og øjenvipper skræmte mig ret meget. Hvordan ville det se ud? Der er nok en del mere forfængelighed i mig, end jeg har lyst til at være ved, for jeg har virkelig ikke lyst til at miste øjenvipperne.

Men jeg ville kunne affinde mig med manglende bryster og manglende hår, hvis det bare betød at jeg overlevede. Den endegyldige dårlige tanke, den om ikke at overleve, den nåede jeg ikke at tænke. Ikke for alvor. Den om hvor børnene skulle flytte hen, og hvordan de ville klare det. Det kastede jeg mig slet ikke ud i. Det ville jeg ikke kunne bære. Men jeg slap jo også for at tænke tanken.

Det er bare en fedtknude.

…noget om vores regering (pr. oktober 2015)

Tags

,

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var noget skuffet, da højrefløjen vandt regeringsmagten i juni 2015. Og jeg var sikkert heller ikke den eneste, der både ærgrede og undrede mig over at valgets store taber-parti, Venstre, satte sig på både statsministerposten og samtlige andre ministerposter, skønt de næsten ikke havde folk nok valgt ind til at sidde på posterne. DF, som havde vundet stort, var glade for magten de fik i kraft af at regeringen ikke kunne eksistere uden dem, men takkede nej, ellers tak til også at skulle hænge på ansvaret. Jeg forestiller mig, at deres vælgere var en lille smule skuffede over den beslutning – det ville jeg have været – men det kan også være at de nikkede indforstået til hinanden over hvor snedige deres parti var sådan at spille marionetdukkeførere uden at kunne blive straffet for det.

Da regeringen først gik i gang med at arbejde, blev jeg for alvor skræmt. Jeg havde ikke ventet noget godt fra dem, men flere sager har gjort, at jeg er alvorligt bekymret for om de overhovedet ved hvad de har gang i. Det virker modsætningsfuldt og selvmodsigende, og mildest talt ikke særlig gennemtænkt. Her følger eksempler på sager og udsagn, som jeg ikke kan få til at hænge sammen:

  • Vi skal hjælpe i nærområderne, så vi ikke får alle de flygtninge herop
    vs.
    Vi skal spare på ulandsstøtten.
    Det giver lidt sig selv, at man ikke kan begge dele uden at folk kommer i klemme. Ulandsstøtte er jo netop at hjælpe i nærområderne, så der ikke opstår eller eskaleres på situationer, der får folk til at flygte. Måske tænker regeringen, at de vil tage ulandsstøtten og give dem til flygtningelejrene i nærområderne – og det er jo fornuftigt nok at afhjælpe situationen i flygtningelejre i fx Kenya og Libanon, som er så belastede, at det er et under at folk kan overleve der. Faktisk er det noget vi absolut bør hjælpe med. Men ikke på bekostning af ulandsstøtten. Fratager vi fattige lande ulandsstøtte laver vi bare flere flygtninge, fordi de ikke kan overleve i deres hjemland. Og så er vi ikke bare lige vidt, men faktisk værre stillede end før.
  • Vi skal være konkurrencedygtige
    vs.
    Vi skal spare på ungdomsuddannelserne.
    Det giver lidt sig selv, at man ikke kan levere en bedre vare med færre midler. Vi får ikke bedre uddannede unge ved at give dem færre lærere, færre timer, mindre undervisning, dårligere undervisningsmateriale, flere unge i hvert klasselokale mv.
  • Politiet skal være bedre – især til at overvåge cyberaktiviteter
    vs.
    Vi skal forkorte politiuddannelsen.
    Igen – det giver sig selv, at man ikke får bedre uddannet politi ved at give dem mindre uddannelse, især ikke på et så komplekst område som cyberkriminalitet. Man får heller ikke politi, der bliver bedre i stand til at tackle daglige og særlige kriser, hvis man ikke ruster dem til det med uddannelse og træning.
  • Danskerne (altså de rigtige danskere, forstås!) skal føde flere børn.
    vs:
    Forældre skal arbejde mere og skal kunne købe ydelser, så andre kan passe deres børn og deres hjem.
    Nu er det faktisk sådan, at de fleste får børn, fordi de gerne vil være sammen med dem. Rigtig mange forældre kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen med alt det der skal nås, men det de har brug for er ikke mere arbejde=flere penge, men mere tid til børn og hjem. Børn er ikke slagtekvæg, der bare skal opbevares indtil de kan blive samfundsnyttige individer. Det er faktisk ikke noget, de bliver af sig selv. Der skal omsorg og nærvær til – ydet af deres forældre, ikke af et arsenal af au pair-piger og pædagoger.

Flere andre udtalelser fra folk, der sidder i regeringen, tyder på at de ikke har ret meget kontakt til almindelige menneskers liv, fx da Lars Løkke Rasmussen i 2013 lavede sin berømte udtalelse om at 2.000 mere om måneden jo knapt nok rakte til et par nye sko. Nu ved jeg ikke hvor Lars Løkke normalt køber sine sko, men jeg ejer ingen sko, som har kostet bare halvt så meget. 2.000 kr er i mit budget mad og andre dagligvarer til 2 uger til mig og mine børn.

I gamle dage var der tid til at studerende unge mennesker kunne tage på dannelsesrejse ud i den store verden – lære noget om livet andre steder, arbejde, lære et andet sprog mm – måske skulle regeringen gøre det samme, bare inden for landets grænser? De kunne prøve at finde ud af, hvordan ‘den anden halvdel’ bor. De er jo så opsatte på at flytte forskellige styrelser ud til udkantsområderne. Hvad med et flytte nogle ministerier ud? Ja jo, der vil blive noget seriøst pendling og nogle må måske flytte, men det er jo sådan virkeligheden er for de mange, der i disse dage rykkes op med rode med familie og det hele for at lave præcis samme øvelse. Man må gribe i egen barm og flytte ministerier og regeringsmedlemmerne til Aabenraa, Næstved og Skanderborg og måske endda til Borup, hvor jeg selv bor. Så får de muligheden for at opleve virkeligheden på egen krop. Måske vil de kunne lide det?

Man kunne også skære lidt i ministerpensionerne, fx vente med at udbetale tidligere ministre deres pension indtil de rent faktisk når pensionsalderen. Det kunne der spares mange penge på. Og man kunne sige, at man skulle have været minister i mindst 1 år før det udløser pension. 93 dage burde ikke være nok.

Jeg gruer for fremtiden. Jeg er bange for hvor meget den nuværende regering kan nå at ødelægge af samfund, kystlinjer og udenrigsaftaler mm før de stemmes ud igen. Jeg ser skræmt til fra sidelinjen. Jeg har ikke overblik over det hele – jeg er ikke journalist eller politiker eller politisk kommentator på nationalt plan – måske er der mening med det hele – jeg kan bare ikke se det. Jeg ser rod og forvirring og et fokus på at tjene penge på bekostning af mennesker. Jeg er spændt på at se, hvordan mit land ser ud om 4 år. Spændt på denne der ‘se forskræmt ud mellem fingrene’-måde…

Hjælp!

Noget om bryster og kræft

Tags

, ,

I går aftes fandt jeg en knude i mit højre bryst. Bare en lille én, og den var øm. Jeg slog op på netdoktor, og blev egentlig ret beroliget, da der stod, at langt de fleste gange kvinder finder knuder i deres bryster er det noget helt ufarligt. Men at man skulle søge læge – så det gjorde jeg i dag.

Lægen sagde, at det højst sandsynligt var fibroadonomatose (ja, jeg slog det op igen, da jeg kom hjem), som er ganske ufarligt, men at jeg nok lige skulle en smut forbi et hospital og få lavet en mammografi. Det gør man altid, sådan for at være helt sikker på, at det ikke er noget, der skal gøres noget ved. Så jeg fik en henvisning og inden for de næste par uger får jeg en indkaldelse. Jeg er egentlig ikke bekymret. Mest fordi jeg på vejen til lægen mødte Min Mor, som sagde, at sådan nogle knuder havde hun haft en del gange, og det havde ikke været noget farligt.

Jeg rendt ind i kræft før. Ikke på egen krop, men mennesker tæt på mig har haft det og nogle er sågar døde af det. Så jeg støtter Kræftens bekæmpelse. Det skidt skal udryddes, og det bliver det ikke uden forskning og mere forskning, og behandlinger og kampagner og hvad har vi. Det er meget vigtigt!

Og netop derfor bliver jeg helt utrolig træt, når der endnu engang dukker mystiske statusser (stati?) op i folks Facebook feed. Et hjerte eller sære beskeder om hvor man gerne vil rejse hen og hvor længe, eller erklæringer om at man smører sig ind i smør og lægger sig i sin sovepose, når ingen er hjemme. Eller ens mandlige bekendtskaber får pludselig alle sammen overskæg i løbet af efteråret. Den slags fjollede ting. De siger, at det er for at gøre opmærksom på brystkræft eller prostatakræft eller kræft i det hele taget. Men det er ikke det, der sker. Langt de fleste, der skriver de statusser gør ikke andet end at skrive statussen. I kædebrevet står der ikke en gang noget om, at man også lige skal huske at smide nogle penge efter sagen.

Så…

Hvis du vil støtte Kræftens Bekæmpelse, så send dem penge. Du kan gå ind her:

KrftensBekmpelse10

Hvis du gerne vil støtte bekæmpelsen af brystkræft specifikt, så gå ind her:

stoetbrysterne

Hvis du gerne vil støtte bekæmpelsen af prostatakræft og testikelkræft specifikt, så gå ind her:

Movember300x2001

Du må gerne lave sjov med skægge (!) Facebook opdateringer, og gro da endelig et overskæg 🙂 Men husk også at gøre det, der er vigtigt: nemlig at donere til sagen og linke til de sider, hvorfra man kan donere, så dine venner – udover at få et godt grin – også kan få muligheden for at støtte sagen.

Tak!

…noget om verdens blinde ligegyldighed

Halfdan Rasmussen skrev engang dette her:

“Ikke døden gør mig bange.
Ikke hadet og torturen.
Ikke dødens riffelgange
eller skyggerne på muren.
Ikke nætterne, når smertens sidste stjerne styrter ned
– men den nådesløse verdens blinde ligegyldighed”

Jeg bliver så skræmt, når mit lands politikere siger, at de ikke vil hjælpe folk i nød. De vil ikke hjælpe folk, der flygter – heller ikke børn. De vil ikke åbne døre, bruge penge, engagere sig. Det handler kun om at passe os selv, og bygge broer som ingen vil have, endsige betale, til Tyskland.

Jeg bliver virkelig bange, når det er vigtigere at beskytte vores grænser, end at se på hvordan man kan løse det virkelige problem – og se på hvorfor folk flygter. For måske kan meget løses et andet sted? Når mennesker flygter fra sult, kan vi så gøre noget ved sulten? Og jeg mener ikke bare at sende mad for at løse problemet akut, men hjælpe med at se på, hvordan vi kan undgå og afhjælpe de tørker og oversvømmelser, som skaber fødevaremanglen. Måske skulle Afrikas fiskerettigheder tilhøre afrikanerne fx? Hvis nu ikke europæere og japanere fiskede Afrikas have tomme, så kunne afrikanerne fiske til eget forbrug – måske endda sælge af overskuddet?

Måske skulle vi holde op med at se på, hvordan vi kan tjene penge i dag, og i stedet se på, hvordan vi kan investere i andre mennesker. Jeg synes, at mikrolån er sådan en genial idé! Ud over at skabe jobs, så giver de også mennesker selvtillid og evnen til at forsørge sig selv og sin familie, i stedet for at gøre mennesker til tiggere, med tab af selvværd og selvrespekt til følge. Tiggere skal også have hjælp i morgen. Mennesker, som er hjulpet i gang med mikrolån, kan klare sig selv og kan hjælpe andre. Superinvestering!

Jeg ved ikke hvordan vi afskaffer de krige, som plager verden, og som i høj grad er årsag til at mange må flygte fra alt hvad de kender og alt hvad de ejer. Der er så mange sindssyge mennesker derude med våben. Kan man afskaffe våbenproduktion? Hvis der ikke var så mange våben, og hvis de ikke var så åndssvagt lettilgængelige, kunne det så løse noget? Jeg ved godt, hvor naiv jeg lyder nu… Våbenindustrien er en af verdens største, og når penge taler, så er der ingen mennesker, der kan råbe højt nok til at blive hørt.

Jeg føler mig så magtesløs overfor al den ligegyldighed, og bliver så glad, når nogen gøre noget ved det. Jeg blev så glad, da jeg hørte at den svenske millionær Johan Eliasch havde købt 160.000 hektar regnskov fra et tømmerfirma – med det ene formål at bevare skoven. Jeg bliver så glad, når jeg læser, at JK Rowling ikke længere er billionær, fordi hun har doneret så mange penge til velgørenhed, og når den saudiarabiske prins Alwaleed bin Talal donerer $32 millioner til humanitære projekter.

Hvis nu bare verdens regeringer gik i disse enkeltpersoners fodspor, så var der måske håb for verden. For verden er så meget større end vores egen lille kolonihave med Dannebrogsflag. Og helt ærligt: hvem har lyst til at drikke kaffe og spise lagkage i kolonihaven, når verden på den anden side af det hvide stakit står i flammer? Jo, nogen vil nok. De vil altid være blinde. Men vi andre. Vi skal til at åbne øjnene!

…noget om puslespil

Tags

Jeg elsker puslespil. Helst på mindst 1000 brikker.  Jeg har lige færdiggjort et med motiv af Alphones Mucha, hvor brikkerne havde mærkelige former – det var udfordrende på en skæg måde. Jeg har også et puslespil, hvor de fleste af brikkerne er kantbrikker (firkant inde i en firkant inde i en firkant) – det er ret svært! Hos den jyske veninde har jeg flere gange været del af noget puslespilssamleri – det mest mindeværdige var Det Sixtinske kapel, som vi 4 mand høj samlede en nytårsaften for et par år tilbage. Det tog 11 timer og 40 minutter og blev optaget med stop motion. Det var fantastisk!

Jeg gider ikke puslespil, som er ensformige (du får mig aldrig til at samle puslespillet med den store bølge!), derimod holder jeg meget af at samle puslespil med interessante motiver (fx fra Miyazakis univers) eller smukke malerier, fx af Klimt eller van Gogh.

Når jeg er færdig med et puslespil er det sjældent helt særlig længe. Jeg er ikke typen, der limer det på en plade, for så kan man jo ikke samle det igen. Jeg beundrer det et øjeblik, viser det frem til de andre, og så ned i kassen igen.

Det giver sådan en ro at pusle. Det kræver lige akkurat hjerneaktivitet nok til, at jeg ikke samtidig spekulerer på alt muligt. Jeg må koncentrere mig om denne ene ting. Det rykker sig hele tiden. Hver gang jeg sætter mig, sker der fremskridt. Billedet toner frem. Brikker falder på plads. Der er orden og ro. Zen.

Jeg undrer mig af og til over, at jeg er så glad for puslespil, når selve mit liv lader til at være ét – og ikke altid på den gode måde. Når ting skal hænge sammen med aftenvagter, weekendvagter, barn i den sitterkrævende alder og fritidsaktiviteter. Det er ikke fordi jeg går meget ud, og heldigvis er Hende den Lange næsten voksen og Sønnike er også så stor, at han sagtens kan passe sig selv, når bare det er over kort tid. Men når der er aftensmad involveret og sengetid, så skal der arrangeres noget. Det er som regel ikke noget problem. Min Mor tager ham tit, når der er aftenvagter og lignende, og Hende den Lange er også en flink babysitter, når det kniber.

Årets store puslespil – Bølgen, om du vil – er sommerferien. Hende den Lange og jeg skal ud og rejse. Sønnike ville ikke med – han kan ikke lide at rejse omkring på den måde det er planlagt. Men det var ikke noget problem, for X-mand ville holde ferie, mens vi andre var afsted, så no worries. Men så fik X-mand nyt job – uden sommerferie. Min Mor er ude og rejse med Globetrotteren i samme periode, og hvad så? En ordentlig håndfuld brikker forsvandt fra æsken, og hvordan skulle det nogensinde gå? Vores rejse var booket og betalt, og vi vil så nødig blive hjemme. Sønnike vil stadig ikke med. X-mand arbejder på at få fri bare nogle af de 11 dage vi er afsted. Men det er ikke sådan liiiige…

Heldigvis for mig har jeg venner. Og ikke bare venner, men fantastiske venner! Og ikke bare fantastiske venner, men fantastiske venner, som godt kan lide Sønnike, og som siger, at de godt gider tage ham nogle dage hver. Stille og roligt går puslespillet op alligevel. Jeg ved ikke endnu om alle brikkerne er der. Og motivet er heller ikke helt på plads (det er noget med, at Sønnike måske kan komme med den ene fantastiske ven på ferie – der er bare nogle brikker, der lige skal falde på plads). Men alt i alt ser det ud til at lykkes – uden at Sønnike bliver for meget kastebold, og til hans store tilfredshed.

Og jeg skal gerne indrømme, at den tilfredshed jeg normalt føler ved at færdiggøre et puslespil, kun er en bleg afspejling af den store glæde jeg vil føle, når det sidste falder på plads, og jeg kan vise Sønnike motivet af hans sommerferie.

…noget om at være en dramaqueen

Tags

Hej, jeg hedder Louise og jeg er en dramaqueen.

Det er bestemt ikke noget jeg er stolt af. Men nogle gange bliver jeg bare virkelig grebet af en stemning og jeg kan hidse mig selv helt vildt op. Så flagrer jeg med armene og bliver skinger. Bitcher og moaner. Heldigvis varer det sjældent særlig længe, så er jeg nede på jorden igen.

En ven kaldte mig engang et gaskomfur: sådan én der flammer hurtigt op, men som også kølede hurtigt ned igen. Det er nok ret tæt på virkeligheden. Jeg kan godt blive virkelig arrig på folk, men jeg bærer sjældent nag (med mindre vedkommende bliver ved med at være virkelig irriterende).

Dramadronningen kommer især til udtryk, hvis jeg skal på scenen – det skal jeg et par gange om året ca. Jeg er møgnervøs og klager mig til mine kolleger, venner og min familie. Ingen er i tvivl om, at jeg er så nervøs som en kat i en gyngestolebutik. De fleste har efterhånden lært at himle med øjnene og klappe mig på skulderen og sige ‘det går nok – det gør det jo altid’. Og det gør det jo. Bagefter er jeg lidt flov over, at jeg lavede så meget drama ud af det. For så galt var det jo heller ikke – faktisk er det oftest rigtig skægt.

Det er det samme hvis min plan ikke lige går som jeg vil have det eller der sker noget, der ikke lige passer mig. Så kan jeg også ærgre mig højlydt, brokke mig og pive. Og kort tid efter er det ligesom overstået. For blev det ikke lige som jeg ville have det, jamen, så blev det nok på en anden måde, som også var helt ok. Jeg skal som regel bare lige have lidt tid til at omstille mig, og så kører vi med den nye plan. Jeg skal bare lige have lov til at brokke mig lidt.

Så hvis du oplever mig som dramaqueen, så bare træk vejret dybt og tæl til 10. Det går over igen. Normalt er jeg faktisk et ret fornuftigt og rationelt menneske. Indtil næste gang jeg ikke får min vilje!

…noget om vaccinationer

Tags

Mine børn er vaccineret. Jeg kunne ikke drømme om andet. Jeg blev vist selv bare vaccineret mod polio og kopper – det blev man dengang i tidernes morgen, og de sygdomme er i dag stort set udryddet. I hvert fald i Danmark. Jeg har haft både mæslinger, røde hunde og fåresyge, og overlevede det, men ser ikke nogen grund til at udsætte mine børn for sygdomme, der potentielt kan gøre dem sterile, hjerneskadede og i yderste konsekvens slå dem ihjel, som det sker nogle steder i verden. De eneste bivirkninger mine børn har haft har været en enkelt dags feber og småirritation, og så var det overstået. Til gengæld er de nu immune overfor: polio, difteri, røde hunde, mæslinger, meningitis og fåresyge. Hende den Langes’ risiko for at få livmoderhalskræft er også væsentlig nedsat.

Der ER børn, der oplever bivirkninger ved vaccinationer. Det er sørgeligt for dem, det sker for. Men det er ganske, ganske få, der oplever det, og det er desværre prisen, der nogle gange må betales for at det store flertal kan undgå farlige sygdomme.

Lad mig lige med det samme skyde teorien om sammenhængen mellem vaccinationer og autisme ned: Det er endegyldigt bevist, at den forsker, der i sin tid skrev rapporten om en sammenhæng på ingen måde brugte videnskabelige metoder, samt at han ovenikøbet manipulerede med de resultater han kom frem til. The Lancet (det videnskabelige tidsskrift, der oprindeligt publicerede rapporten) har for længst trukket rapporten tilbage som usaglig. Læs mere om det her.
Og så er der diskussionen om kviksølv i vaccinerne. Kviksølv, der kan give hjerneskader. Det bruger man stort set ikke mere, og man bruger det slet ikke i MFR og andre børnevacciner.
Vil man læse videre om evt. bivirkninger, så kan man læse her.

Det er vigtigt, at så mange som muligt bliver vaccineret. Målet er det man kalder gruppeimmunitet: altså, når en hel befolkningsgruppe er immun overfor en sygdom – som det er tilfældet med kopper i Danmark (fordi vi alle sammen blev vaccineret imod det et par generationer i træk). Det er vigtigt, for der er nogen, for hvem sygdommene er meget farlige, fx helt små børn, der endnu ikke er vaccinerede, eller børn og voksne hvis immunforsvar er nedsat (feks kræftsyge), eller ældre mennesker, som aldrig er blevet vaccinerede.

Alle læger anbefaler vaccinationer, og når jeg hører om folk, der er imod, så bliver jeg så træt. Hvorfor tror de, at de er klogere end lægerne? Vaccinationer er ikke en konspiration fra medicinalindustriens side. Og selvfølgelig har ingen nogen interesse i at udbyde vaccinationer, som potentielt kan gøre nogen syge. Vi redder liv, når vi vaccinerer vores børn – både vores børns liv og de menneskers liv, som de kommer i kontakt med. Ville vi drømme om at slæbe vores børn med til Afrika uden at vaccinere dem mod gul feber og hepatitis B og uden at tage medicin mod malaria? Nej vel?

Ifølge WHO er mæslinger den førende grund til dødelighed blandt børn på verdensplan. Lad det synke ind: den førende grund til at børn dør! Og vi kan vaccinere os ud af det problem! Faktisk er mæslingedødeligheden skrumpet kraftigt ind på grund af globale vaccinationsprogrammer. Tænk, hvis vi kunne udrydde sygdommen helt!

Men det kan vi kun, hvis vi vaccinerer vores børn. Så gør det! Lad være med at være pjattet og tænke, at den ‘naturlige’ immunitet, som børnene får ved at have sygdommen, er bedre end at blive vaccineret. En dags feber er altid bedre end permanent hjerneskade eller død – helt ærligt!

…noget om ytringsfrihed

Tags

Artist: Lucille Clerc

Artist: Lucille Clerc

Det er to dage siden, at to terrorister slog 12 mennesker ihjel på satiremagasinet Charlie Hebdo, som især er kendt for deres anti-religiøse satire. De to terrorister er religiøse, og kunne altså ikke lide at nogen lavede grin med deres religion. Noget i den retning. De tænkte nok, at de kunne slå ord og tegninger ihjel, ved at slå dem ihjel som lavede dem. Det kan man ikke. Mennesker kan slås ihjel – det kan ord og tegninger ikke.

Ytringsfrihed er noget af det vigtigste vi har. Det er den rettighed, der er tættest knyttet til frihed. Når nogen prøver at holde mig for munden for at forhindre mig i at sige hvad jeg vil, så bliver jeg så edderspændt rasende! Man skal have lov til at sige hvad man vil! Med måde, siger nogen, for man skal ikke fornærme nogen. Jo, man skal! Jeg må gerne fornærme, hvis jeg har noget at have det i. Hvis min kritik er berettiget. Jeg må ikke lyve og finde på historier om folk, men jeg må gerne sige min mening, når de gør noget eller siger noget, som jeg synes er forkert. Især hvis det er noget, som har indvirkning på mit liv eller på mine omgivelser eller på hele verden. Hvis jeg ikke siger noget, bliver de ikke udfordret. Bliver de ikke udfordret får de lov til at bestemme. Bliver de ikke udfordret, så tror de, at de har ret.

Engang havde konger narre. Det var de eneste, der turde sige kongen sandheden. De pakkede sandhederne ind i vittigheder og spas. De vendte ting på hovedet, for at kongen kunne se det i en anden vinkel, så han kunne lære noget. De holdt spejle op foran ham, så han kunne se, hvad de så. Så han kunne blive en bedre konge. Sådan forestiller jeg mig det. Måske er det løgn og eventyr. Måske blev narrene henrettet, så snart de sagde noget kritisk. Men humlen i det er, at satire og vittigheder er sådan en god måde at kritisere på. Det får folk til at grine – måske får det nogen til at indse, at det de har gang i er latterligt. Måske bliver de bare sure. Måske slår de folk ihjel for det. Det er ikke sjovt.

Det tragikomiske er, at de to terrorister fra i onsdags ikke har lukket nogen munde eller knækket nogen blyanter – tværtimod. De tror, at de har knægtet ytringsfriheden. Det har de ikke. De har har givet den vind i sejlene. De tror, at de har fået folk til at tie stille – og vi gispede da også forskrækket med hånden for munden. Men nu råber vi! Nu siger vi og skriver vi og tegner vi, at man ikke kan lukke munden på ytringsfriheden. At enhver knækket blyant kan spidses og tegne videre.

Man skal sige hvad man vil. Også når stemmen skælver. Hvis vi bliver stille og ikke tør sige noget, så accepterer vi en verden, hvor de der prøver at slå sandheden ihjel bestemmer. Sådan en verden har jeg ikke lyst til at leve i. Det kan godt være at jeg pipper mere end jeg råber. Men jeg pipper.

Pip!