Tags

Betyder det noget? At være dansk? Og hvad betyder det overhovedet? Alle taler meget om det for tiden, og nogen synes, at der kun er én bestemt måde at være dansk på, og man er helt forkert, hvis man ikke  er det på præcis den måde. Det er jo noget sludder. Martin Henriksen fra DF synes blandt andet, at man skal gå i kirke for at være rigtig dansk, og der fejler jeg jo allerede. Jeg har været både dansk og ateist hele mit liv.

Jeg føler mig dansk. Jeg er født i Danmark og vokset op her. Dele af min danske slægt kan efter sigende spores tilbage til Gorm den Gamle. En DNA test, som Min Mor for nylig fik lavet, viser at hun er lidt under 50% skandinavisk (det er svært at skille danske, norske og svenske gener fra hinanden), ca 40% engelsk/irsk/skotsk (de er også ret tæt beslægtede med hinanden) og 10% italiensk (det sidste var noget af en overraskelse!). Jeg ved ikke endnu, hvordan Globetrotterens DNA er sammensat, men mon ikke det er den samme ruskomsnusk? Og mon ikke de fleste andre i Danmark er lige så forskelligartet sat sammen?

Er der karakteregenskaber, der er særligt danske? Altså, der er ting jeg forbinder med det at være dansk, men det er ikke noget folk i Danmark har eneret på, og det er sandelig langt fra alle, der kalder sig danskere, der besidder de egenskaber. Faktisk er der en del af de folk, som synes at de er allermest danske på den rigtige måde (DF’ere primært), som ikke besidder dem. Jeg synes, at Danmark er fuld af folk, som er åbne og frisindede, som har lun humor og er virkelig gode til at hygge. Der er også mange, som er lidt smålige, har nok i sig selv og ikke synes, at man skal forbryde sig mod janteloven. Og det får mig til at tænke, at det at være dansker, jo ikke i sig selv er et kvalitetsstempel. Man er ikke bedre, fordi man er dansker (og her mener jeg det ikke på en jantelovsmøde).

Jeg tænker, at man er dansk, hvis man er født i Danmark, eller har boet her længe nok til at synes, at det er her, man helst vil være. Og ‘længe nok’ kan jo opnås på ½ time eller det kan tage 30 år eller mere. Det er ikke ens hudfarve, politiske ståsted, religiøsitet (eller mangel på samme) og hvad har vi, der afgør ens danskhed. Folk flytter til Danmark fra hele verden – og har gjort det i tusindvis af år. Vi har integreret nordmænd, hollændere, tyrkere, dansk vestindere, franske huguonotter og hvad ved jeg siden altid, og vi er stadig Danmark. Vi skal ikke være så bange for forandring.

Det vigtigste vi kan holde fast i, er vores medmenneskelighed. Slipper vi først den, så er vi efter min mening ikke længere danske. Så er vi bare, som Astrid Lindgren ville have sagt det, nogle små lorte. Jeg bliver mindre dansk af lukkede grænser og afvisningen af alle, der ser anderledes ud. Hvis Danmark skal kunne køre rundt i fremtiden, så skal vi bruge flere mennesker. Så lad os lukke mennesker ind, der gerne vil være danske. Og lad os kigge ind i mennesket og se stort på det ydre. Lad os smide det smålige, selvtilstrækkeligheden og janteloven på porten – det kan vi alligevel ikke bruge til noget. Jeg vil hellere være landsmand med folk, der gider Danmark, end med folk, der lukker sig om sig selv. Det er nemlig svært at hygge alene.

Advertisements