Tags

Jeg kom til at rode mig ud i en diskussion på Politikens Facebookside – igen. Jeg burde jo vide bedre. Man kan ikke diskutere med folk på nettet. Mange er der ikke for at blive klogere, kun for at bræge deres meninger ud. Nå, men jeg kom til at blande mig i en diskussion om #metoo – også igen. Jeg kan ikke engang huske hvad overskriften var, men flere mænd var trætte af #metoo, og kommenterede, at kunne vi ikke lige holde en pause? Påstanden var, at kampagner, der løber for længe, bliver man træt af.

*trækker vejret dybt*

Der var så meget galt i den holdning, at jeg ikke kunne holde mig tilbage, og selvom jeg den dag syntes jeg svarede godt for mig, så blev der ikke lyttet. De mænd, som kom med påstanden, kunne ikke forstå hvad jeg skrev. Heldigvis var der dog både mænd og kvinder, som bakkede op om det jeg sagde. Pointerne var:

1. #metoo er ikke en kampagne. Der skal ikke sælges et budskab eller et produkt. #metoo er et talerør, en platform, hvorfra alle, der har oplevet krænkelser kan få en stemme. #metoo er vigtig, fordi alle krænkede opdagede, at de ikke var alene. At det de havde oplevet ikke var unikt – og samtidig at det ikke var i orden.

2. Så længe mennesker i magtpositioner bruger samme magtposition til at tvinge sig til seksuelle ydelser, er der brug for #metoo. Vi holder mund, når I holder op. Det er simpelt. Og magtpositioner kan være mange: det kan både være chefen og produceren, men det kan også bare være den, der er stærkest eller er i flok. Det er dem, der tror de har ret til andres krop, og hvis venner eller omgivelser ikke stopper dem.

3. Nogen skråler: der er også kvinder, der har misbrugt mænd! Ja, det er korrekt, og det må de heller ikke. #metoo er for begge køn. #metoo giver krænkede af begge køn et talerør mod magtpersoner af begge køn. Det har bare været overvejende mange kvinder, der er krænkede, og overvejende mange mænd, der har krænket. Det betyder ikke, at der ikke sker krænkelser i andre konstellationer. Det er ikke i orden at krænke. Punktum.

4. Nogen mener, at der er en folk, der får ødelagt deres liv og karrierer af falske anklager. Og det er den negative side af #metoo: at nogen udnytter andres ulykkelige situationer til at få hævn eller opmærksomhed eller hvad det nu drejer sig om. Dem, der kommer med falske anklager, er næsten lige så foragtelige, som dem, der krænker. For de er med til at så tvivl om alt det, der virkelig er sket. De er med til, at alt for mange mennesker ikke går til politiet eller offentligheden med deres krænkelser, fordi de er bange for, at de ikke vil blive troet – og ofte heller ikke bliver det. Der er et særlig sted i helvede (hvis man tror på den slags) til mennesker, som udnytter andres ulykke på den måde!

5. Hvornår er det tid til at tilgive krænkerne, så vi alle sammen kan komme videre? spurgte Politiken den 14. september. Jeg synes, at det er svært. Jeg har tilgivet de småting jeg selv har været ude for. Men hvordan har jeg det med fx de skuespillere, som jeg godt kunne lide, og som nu står på den offentlige (men ikke den retslige) anklagebænk? Og hvor går petitessegrænsen, og hvornår er det så længe siden, at vedkommende er blevet klogere, og aldrig vil gøre det igen? Jeg svarede på opslaget nogenlunde sådan her: Jeg tror på det gode i mennesker (ja, jeg er godt klar over, at jeg er naiv). Jeg håber, at de mennesker, som er blevet peget ud som krænkere, har lært noget af det, og aldrig gør det igen. Jeg håber, at retssystemet forfølger dem, som skal retsforfølges, så de får en officiel straf. Og at resten af verden har lært at tænke sig om en ekstra gang, før de krænker andre og misbruger deres magt til at få sex. Og har givet os modet til at sige fra, hvis vi oplever krænkelser på egen krop eller bliver vidne til en krænkelse (jeg ved godt, at det ikke er let).

#metoo skulle gerne have gjort os klogere. Det var hele pointen med det.

 

Advertisements