…noget om Trump

Tags

Trump

Jeg er bange. Jeg er bange for, at vi om 10 eller 20 eller 100 år kan se tilbage på denne dag, d. 20. januar 2017, som dagen, hvor det hele startede. Det var her, det vendte til det værre. Det var her, kampen startede: dagen hvor Donald Trump blev svoret ind som USA’s 45. præsident.

Som så mange andre troede jeg, at det var en joke, da han stillede op. Jeg var forbløffet, da republikanerne valgte ham som deres kandidat. Jeg tænkte, at det ikke ville være nogen sag for Hillary Clinton at tvære ham af brættet. Men man skal ikke underkende mennesker, som kan stemme, eller valgsystemer, der gør, at selvom man får lige knap 3 millioner flere stemmer end sin modkandidat, så kan man stadig tabe det amerikanske valg. Jeg må indrømme, at jeg helt op indtil i går, da han blev svoret ind, håbede på, at noget ville vise sig. At der ville dukke endelige og uomtvistelige beviser op om, at han var uegnet som præsident – beviser som ville overbevise selv republikanerne – så han ikke kunne tiltræde posten.

Ikke at vicepræsident Pence virker mere tiltalende.

Jeg prøver ikke at lave mig farve af medierne på samme måde som hans fans synes at gøre. Jeg prøver på ikke at tro på ting, som ikke er sande eller underbyggede. Men jeg ser klare beviser for, at han er misogyn – hans mening om, at når man er en stjerne, selv en gammel, klam stjerne som ham, så kan man rage på kvinder lige så meget som man vil, er dokumenteret. Han er imod abort, han er imod offentlig sygesikring – eller i hvert fald den offentlige sygesikring, som Obama satte i søen. Han er imod muslimer – alle muslimer ligegyldig om de er fredelige eller ej. Han er imod indvandrere, skønt hans egen kone er indvandrer. Han har udtalt, at han støtter LBGTQ rettigheder, men han har samtidig udtalt, at han fx vil prøve at omstøde homoseksuelles rettigheder til at blive gift, og han er i det hele taget noget tvetydig i sin støtte. Han er imod kultureliten (nok mest fordi de er imod ham), men ikke imod den elite han selv føler sig en del af. Han giver den som den jævne mand, selvom han er født millionær og har tabt flere penge i forretninger end de fleste amerikanere nogensinde har eget tilsammen. Han har brugt den undskyldning til ikke at betale skat i over 10 år! Han lovede sine tilhængere, at han ville luge ud i den korruption, der findes i Washington, men fylder sit kabinet med rige, hvide, gamle forretningsfolk, som har egne personlige agendaer i forhold til de poster de skal varetage, og han omgiver sig med rådgivere, som han er i familie med. Meget tyder i øvrigt på, at hvis han ikke er i lommen på verdens farligste mand, Putin, så beundrer han ham i hvert fald umådeholdent. Det er mildest talt foruroligende alt sammen.

Og Trump på twitter… Arj, men altså… Jeg ville ønske, at nogen ville tage den twitter account fra ham, inden han starter en verdenskrig. Jeg synes, at de tweets han laver viser en meget tydeligt billede af en mand, som nemt bliver fornærmet, men selv gerne fornærmer. Han mangler selvindsigt og selvironi, mangler humor i det hele taget. Han er aggressiv og uvidende, og han kan ikke fatte sig i korthed. Det er virkelig svært for ham at holde sig inden for de 140 tegn, man har til rådighed i et tweet. Men jeg tænker, at det er mediet, han føler sig bedst til rette i: man kan hidse sig op, fyre en svada eller en fancy oneliner af uden at behøve at bakke det op med beviser. Jeg tror ikke, at han selv kan se, hvor meget han bliver til grin på Twitter. Jeg ville grine, hvis det ikke var fordi jeg synes at der er så sørgeligt, at det er en af jordens mest magtfulde mænd, der sidder der og skaber sig.

Men hvad så? Hvad gør vi nu? Skal vi bare sidde her og græde snot? Kan der komme noget godt ud af situationen? Jeg har svært ved at forestille mig, at Trump vil overraske med noget godt, men jeg tænker, at situationen ikke er helt håbløs. Den har fået de amerikanske demokrater op af deres komfortable lænestol. De vil tage sig sammen nu og vil nok fremover virke mindre elitære og mere folkelige – der var helt sikkert en befolkningsgruppe, som de havde overset og undervurderet, som de vil lytte til nu. Jeg tænker, at medierne – både i USA, men også herhjemme – vil tage sig sammen også, eller jeg håber det meget i hvert fald. Der er kommet fokus på, hvordan det går, når medierne uden kommentar viderebringer løgne eller uunderbyggede påstande. Hvad der sker, når de hovedløst taler en mand efter munden uden at sætte spørgsmålstegn ved det han siger. Jeg tror, at EU vil rejse sig og påtage sig en rolle som vestens – måske verdens? – beskytter, når nu vi ikke længere kan regne med at USA vil påtage sig den rolle. Det kan så være godt eller skidt – jeg håber meget, at det vil blive godt. Jeg har aldrig været nogen EU fan, men alene vil Danmark få svært ved at klare sig mod Rusland fx. Jeg tror, at vi må stå sammen nu mere end nogensinde.

Jeg ved ikke, hvad det hele ender med. Jeg håber, at vi efter et styrtdyk ned i hadet og frustrationerne vil rejse os i bedste Mandela stil og vende had til venlighed, frustrationer til nysgerrighed over for anderledes tænkende, diskrimination til forståelse og omfavnelse af forskelligheder. Du må gerne kalde mig naiv, men hvis man ikke håber, så kan man falde hen i opgivelse, og det værste vi kan gøre nu er at give op!

I dag deltager jeg i Women’s March – for hvis man tier, så samtykker man. Og jeg har ikke tænkt mig at være stille.