Tags

,

For et par uger siden skrev jeg om, at jeg havde fundet en knude i mit ene bryst. Der rykkes hurtigt på den slags i sundhedsvæsenet, så i går blev jeg mammograferet og ultralydsscannet og knuden vidste sig at være en fedtknude, og altså ikke noget at være bekymret for. Udover at den kommer til at være der fra nu af, og for tid og evighed gør mit bryst sådan lidt bulet. Men ok – så milevidt meget bedre end alternativet!

Mammografsygeplejersken var utrolig sød, og virker oprigtigt glad på mine vegne, da knuden viste sig at være harmløs. Ultralydslægen var også virkelig behagelig. Hun var spansk, hvilket betød at hun forklarede mig alting på meget forsimplet dansk. Det var overordentligt rart, når man skal have noget at vide om sundhed og sygdom i forbindelse med egen krop.

Men sikke mange tanker jeg nåede at tænke i dagene mellem indkaldelsen og frikendelsen. Jeg har set mig i spejlet og forestille mit, hvordan min overkrop ville se ud uden bryster på. Nu er jeg lavet med en lidt vanskabt brystkasse, hvor ribbene stikker lovlig meget frem, så det nærmest ville se ud som om, at der stadig VAR bryster, bare sådan noget længere ned, og måske ikke lige der, hvor man gerne ville have bryster til at være. Så jeg nåede konklusionen, at skulle brysterne væk, så ville jeg have nogle nye. Men jeg er ikke begejstret for idéen om at få fremmedlegemer opereret ind i min krop, så hvis man kunne få BH-er med fyld i den rette størrelse, så ville det passe mig fint. Bortset fra, at jeg så skulle gå med BH… Det fik mig så til at tænke, hvad det ville gøre for fremtidigt sexliv. Hvis jeg engang kastede mig ud på markedet igen, hvis en evt elsker, så føle sig snydt, når jeg hægtede hele brystpartiet af sammen med BH’en? Jeg kunne selvfølgelig advare ham/hende inden, så det ikke blev en overraskelse. Og hvis en potentiel elsker/-inde stod af på manglen på bryster, så var det nok ikke en for mig alligevel.

Jeg nåede også at tænke på kemo, og hår, der falder af. Hatte og huer klæder mig desværre så dårligt, selvom jeg er ret vild med dem. Måske et kækt pirattørklæde? Eller en paryk? Så skulle den være blå, eller med sådan en lang Lara Croft fletning. Min hovedskal er lidt bulet, så den ville ikke være køn sådan i fri dressur, men så kunne jeg måske få nogen til at male landskaber på den? Tanken om at det ikke kun er hovedhår, der ville falde af, men også øjenbryn og øjenvipper skræmte mig ret meget. Hvordan ville det se ud? Der er nok en del mere forfængelighed i mig, end jeg har lyst til at være ved, for jeg har virkelig ikke lyst til at miste øjenvipperne.

Men jeg ville kunne affinde mig med manglende bryster og manglende hår, hvis det bare betød at jeg overlevede. Den endegyldige dårlige tanke, den om ikke at overleve, den nåede jeg ikke at tænke. Ikke for alvor. Den om hvor børnene skulle flytte hen, og hvordan de ville klare det. Det kastede jeg mig slet ikke ud i. Det ville jeg ikke kunne bære. Men jeg slap jo også for at tænke tanken.

Det er bare en fedtknude.