Tags

,

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var noget skuffet, da højrefløjen vandt regeringsmagten i juni 2015. Og jeg var sikkert heller ikke den eneste, der både ærgrede og undrede mig over at valgets store taber-parti, Venstre, satte sig på både statsministerposten og samtlige andre ministerposter, skønt de næsten ikke havde folk nok valgt ind til at sidde på posterne. DF, som havde vundet stort, var glade for magten de fik i kraft af at regeringen ikke kunne eksistere uden dem, men takkede nej, ellers tak til også at skulle hænge på ansvaret. Jeg forestiller mig, at deres vælgere var en lille smule skuffede over den beslutning – det ville jeg have været – men det kan også være at de nikkede indforstået til hinanden over hvor snedige deres parti var sådan at spille marionetdukkeførere uden at kunne blive straffet for det.

Da regeringen først gik i gang med at arbejde, blev jeg for alvor skræmt. Jeg havde ikke ventet noget godt fra dem, men flere sager har gjort, at jeg er alvorligt bekymret for om de overhovedet ved hvad de har gang i. Det virker modsætningsfuldt og selvmodsigende, og mildest talt ikke særlig gennemtænkt. Her følger eksempler på sager og udsagn, som jeg ikke kan få til at hænge sammen:

  • Vi skal hjælpe i nærområderne, så vi ikke får alle de flygtninge herop
    vs.
    Vi skal spare på ulandsstøtten.
    Det giver lidt sig selv, at man ikke kan begge dele uden at folk kommer i klemme. Ulandsstøtte er jo netop at hjælpe i nærområderne, så der ikke opstår eller eskaleres på situationer, der får folk til at flygte. Måske tænker regeringen, at de vil tage ulandsstøtten og give dem til flygtningelejrene i nærområderne – og det er jo fornuftigt nok at afhjælpe situationen i flygtningelejre i fx Kenya og Libanon, som er så belastede, at det er et under at folk kan overleve der. Faktisk er det noget vi absolut bør hjælpe med. Men ikke på bekostning af ulandsstøtten. Fratager vi fattige lande ulandsstøtte laver vi bare flere flygtninge, fordi de ikke kan overleve i deres hjemland. Og så er vi ikke bare lige vidt, men faktisk værre stillede end før.
  • Vi skal være konkurrencedygtige
    vs.
    Vi skal spare på ungdomsuddannelserne.
    Det giver lidt sig selv, at man ikke kan levere en bedre vare med færre midler. Vi får ikke bedre uddannede unge ved at give dem færre lærere, færre timer, mindre undervisning, dårligere undervisningsmateriale, flere unge i hvert klasselokale mv.
  • Politiet skal være bedre – især til at overvåge cyberaktiviteter
    vs.
    Vi skal forkorte politiuddannelsen.
    Igen – det giver sig selv, at man ikke får bedre uddannet politi ved at give dem mindre uddannelse, især ikke på et så komplekst område som cyberkriminalitet. Man får heller ikke politi, der bliver bedre i stand til at tackle daglige og særlige kriser, hvis man ikke ruster dem til det med uddannelse og træning.
  • Danskerne (altså de rigtige danskere, forstås!) skal føde flere børn.
    vs:
    Forældre skal arbejde mere og skal kunne købe ydelser, så andre kan passe deres børn og deres hjem.
    Nu er det faktisk sådan, at de fleste får børn, fordi de gerne vil være sammen med dem. Rigtig mange forældre kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen med alt det der skal nås, men det de har brug for er ikke mere arbejde=flere penge, men mere tid til børn og hjem. Børn er ikke slagtekvæg, der bare skal opbevares indtil de kan blive samfundsnyttige individer. Det er faktisk ikke noget, de bliver af sig selv. Der skal omsorg og nærvær til – ydet af deres forældre, ikke af et arsenal af au pair-piger og pædagoger.

Flere andre udtalelser fra folk, der sidder i regeringen, tyder på at de ikke har ret meget kontakt til almindelige menneskers liv, fx da Lars Løkke Rasmussen i 2013 lavede sin berømte udtalelse om at 2.000 mere om måneden jo knapt nok rakte til et par nye sko. Nu ved jeg ikke hvor Lars Løkke normalt køber sine sko, men jeg ejer ingen sko, som har kostet bare halvt så meget. 2.000 kr er i mit budget mad og andre dagligvarer til 2 uger til mig og mine børn.

I gamle dage var der tid til at studerende unge mennesker kunne tage på dannelsesrejse ud i den store verden – lære noget om livet andre steder, arbejde, lære et andet sprog mm – måske skulle regeringen gøre det samme, bare inden for landets grænser? De kunne prøve at finde ud af, hvordan ‘den anden halvdel’ bor. De er jo så opsatte på at flytte forskellige styrelser ud til udkantsområderne. Hvad med et flytte nogle ministerier ud? Ja jo, der vil blive noget seriøst pendling og nogle må måske flytte, men det er jo sådan virkeligheden er for de mange, der i disse dage rykkes op med rode med familie og det hele for at lave præcis samme øvelse. Man må gribe i egen barm og flytte ministerier og regeringsmedlemmerne til Aabenraa, Næstved og Skanderborg og måske endda til Borup, hvor jeg selv bor. Så får de muligheden for at opleve virkeligheden på egen krop. Måske vil de kunne lide det?

Man kunne også skære lidt i ministerpensionerne, fx vente med at udbetale tidligere ministre deres pension indtil de rent faktisk når pensionsalderen. Det kunne der spares mange penge på. Og man kunne sige, at man skulle have været minister i mindst 1 år før det udløser pension. 93 dage burde ikke være nok.

Jeg gruer for fremtiden. Jeg er bange for hvor meget den nuværende regering kan nå at ødelægge af samfund, kystlinjer og udenrigsaftaler mm før de stemmes ud igen. Jeg ser skræmt til fra sidelinjen. Jeg har ikke overblik over det hele – jeg er ikke journalist eller politiker eller politisk kommentator på nationalt plan – måske er der mening med det hele – jeg kan bare ikke se det. Jeg ser rod og forvirring og et fokus på at tjene penge på bekostning af mennesker. Jeg er spændt på at se, hvordan mit land ser ud om 4 år. Spændt på denne der ‘se forskræmt ud mellem fingrene’-måde…

Hjælp!

Advertisements