Tags

Der er nogle spørgsmål jeg som ateist støder på igen og igen. Jeg har her prøvet at svare på nogle af dem. Disclaimer: eftersom ateister – ligesom alle andre mennesker – er en meget blandet skare, kan jeg kun svare for mig selv, selvom jeg tror (no pun intended), at mange ateister har det ca. ligesom jeg.

Spørgsmål: Har ateister en mening med livet, når de nu ikke har udsigten til at komme i himlen eller blive reinkarneret, når de dør?
Svar: Ja, da. Rigtig meget endda. Eftersom vi kun har dette ene liv, så er det med at få det bedste ud af det. Alt det vi gør, gør vi uden at forvente at blive belønnet eller straffet for det, når vi er døde.

Spørgsmål: Har ateister ingen fantasi?
Svar: At have fantasi har intet med at være ateist at gøre. Ligesom alle andre mennesker, er der nogle ateister, der er fantasiforladte, mens andre er sprængfyldt med fantasi. Alle der kender mig vil ikke være i tvivl om, at min fantasi absolut intet fejler. Udover måske at være lidt vel overudviklet. Jeg havde sågar usynlige venner som barn. Men jeg vidste godt, at det var noget jeg fandt på.

Spørgsmål: Hvem går du til, når du har brug for trøst, og ikke kan bede til en gud?
Svar: Min familie, primært min mor, udvalgte venner og udvalgte kolleger. Jeg har i forbindelse med min stress snakket med en professionel psykolog.

Spørgsmål: Hvorfor har du valgt at blive ateist?
Svar: Det var egentlig ikke et valg. Jeg har altid været ateist. Mit barndomshjem var ateistisk, og jeg er hverken døbt eller konfirmeret. Jeg er ikke  engang vokset op med nisser eller julemand. Det var først, da jeg kom i skole og havde kristendomsundervisning, at jeg stødte på religion. Og der gik et stykke tid før det gik op for mig, at der var folk, der troede på de historier, som læreren fortalte os (inklusiv læreren selv). Det overraskede mig meget. Jeg fik valget, da mine klassekammerater skulle konfirmeres, om jeg også ville det. Så skulle jeg bare døbes forinden. Men jeg troede ikke på gud, og jeg syntes faktisk, at det ville være lidt umoralsk at stå der i kirken og lyve om det. Så jeg takkede nej, og sov længe om onsdagen, når de andre gik til præst.

Spørgsmål: Lever ateister ikke et fattigt åndsliv?
Svar: Det synes jeg ikke. Jeg læser mange bøger. Jeg interesserer mig for filosofi og mytologier. Jeg diskuterer gerne politik og etik og moral. Jeg går i biografen, i teatret og hører musik. Jeg kan i forskellige sammenhænge tænke ret store tanker – sådan om meningen med livet og sådan noget.

Spørgsmål: Er ateister egentlig ikke ret arrogante?
Svar: Tjoeh, sådan kan vi nok godt opfattes. Forestil dig, at du mødte et voksent menneske, der troede på julemanden. Det er ca. sådan ateister har det med folk, der tror på gud. Jeg tænker, at vi godt kan virke ret bedrevidende, og at vi ved lejlighed kommer til at himle (no pun intended) med øjnene, så snakken falder på religion. Jeg beklager, hvis det falder nogen for brystet. Det er bare virkelig svært at lade være…

Spørgsmål: Er ateister meget egoistiske? Føler de overhovedet empati?
Svar: Igen – eftersom ateister er meget forskellige, så er der sikker stor forskel på mængden af empati, ligesom der i øvrigt er stor forskel på empati blandt troende. Personligt giver jeg en del til velgørenhed – blandt andet til Røde Kors. Ikke fordi en tro, gud eller profet har sagt, at det er det rigtige at gøre, men fordi jeg selv føler, at det er det rigtige at gøre. Tro har ikke noget med empati – eller moral – at gøre.

Spørgsmål: Hvad forhindrer ateister at stjæle eller begå mord, når de ikke har biblen (eller anden hellig skrift) til at vejlede moralsk?
Svar: Æh, almindelig sund fornuft og moralsk sans. Nu har vi love i landet her, der straffer tyveri og mord, men selv hvis der ikke var, så ville jeg da aldrig gå amok i blodrus eller begynde at plyndre folk på gaden. Det er jo forkert at stjæle og slå ihjel. Det giver da sig selv.

Spørgsmål: Hvad har ateister egentlig imod troende? Hader I dem  allesammen?
Svar: Jeg har kun noget imod tro, når der foretages virkelig fjollede eller grusomme ting på grund af det. Og når troen bliver mig påduttet. Jeg har både venner og familie, som jeg elsker, som tror på gud. Jeg ser igennem fingre med deres tro, ligesom de sikkert ser igennem fingre med diverse personlighedstræk ved mig, som irriterer eller undrer dem. Jeg har aldrig oplevet at blive prædiket for eller forsøgt omvendt af dem, ellers havde forholdet nok været mere anstrengt. Jeg synes, at gamle kirker er spændende historiske bygningsværker og elsker at gå på kirkegårdsvandring. Jeg kan sågar synes, at lyden af kirkeklokker kan være lidt hyggelig (når det altså ikke er tidligt om morgenen, når jeg prøver at sove). Jeg er ret vild med striben af helligdage i løbet af foråret, hvor de fleste -ateister eller ikke – har fri. Men jeg bliver gal, når nogen afviser at betjene for eksempel homoseksuelle, fordi de mener, at det er deres hellige pligt at gøre det. Og jeg bliver endnu mere gal, når folk slår andre folk ihjel pgra. deres tro. Jeg kan ikke se noget, der kan retfærdiggøre det. Andre troende kan så sige, at det er fordi lige disse her troende har misforstået noget. Men det er jo netop sagen: tro er bundet op på fortolkninger. Der er ingen absolut sandhed, som der er med videnskab. Der findes talrige af fx kristne og muslimske trosretninger – som allesammen mener, at lige de har ret i deres fortolkning af deres tro. Men hvem har ret? Det bliver aldrig afklaret. Men tyngdekraften betyder, at ting falder ned, fordi den tiltrækker dem. Det kan ikke diskuteres. Religion derimod kan diskuteres uendeligt.

Hvis du er troende, og har et spørgsmål, så stil mig det endelig, og jeg skal forsøge at svare. Måske laver jeg endnu et blogindlæg, hvis jeg får tilstrækkeligt med gode spørgsmål 🙂 Jeg mener dybest set, at den bedste måde at fungere sammen på, er at prøve at forstå hinanden. Og selvom vi ikke bliver enige om, hvordan verden ser ud, så kan vi jo være lige gode venner af den grund.

 

 

 

Advertisements