Tags

,

Det var jeg. Ja, altså, det er jeg stadig. Men jeg er mindre frustreret nu end jeg var dengang. Projektlederen i familien er den, der har styr på det hele; kalenderen, tandlægeaftaler, hvornår regninger skal betales hvis man ikke vil have rykkergebyr, hvornår man løber tør for toiletpapir, hvor pas/tivolikort/årskort til zoo mv er, hvornår der er skole/hjemsamtale mm. Listen er lang. Engang var vi to voksne hjemme hos mig, men det var mig, der var projektleder. Dvs at når fx vi skulle nogen steder hen, så klarede jeg det med madpakker og pusletaske, jeg havde tjekket rejseplanen, hvornår vi skulle afsted og hvordan vi kom frem til bestemmelsesstedet, jeg havde evt årskort med, jeg sørgede for at børnene havde tøj på, der passede til vejret, og at de havde fået morgenmad inden vi tog afsted. Barnefaderen sørgede for at han selv var klar, så det behøvede jeg i det mindste ikke. Jo, altså, jeg skulle huske at vække ham i god tid, så han kunne nå at blive klar. Det er en møgtjans at være projektleder. Man er træt før man overhovedet kommer ud af døren.

Men hvorfor gjorde jeg så alt det? Jeg kunne jo have ladet være. Jeg skulle faktisk have ladet være. Måske ville det have lært børn og barnefader noget, hvis vi kom afsted uden regntøj, ikke havde ZOO-kortet med, kom for sent til toget og ikke kunne få noget at drikke, fordi det ikke var pakket ned. Det havde betydet en håndfuld virkelig trælse ture, hvor omstændighederne ikke var perfekte, men måske havde de lært selv at organisere sig.

Jeg er blevet MEGET bedre. Jeg organiserer stadig en del, for jeg kan faktisk bedst lide de ture, hvor det kører forholdsvist glat og hvor man kan koncentrere sig om at opleve og hygge. Men det er ikke nogen ulykke, hvis jeg glemmer at pakke vandflaske eller vi skal vente på et tog i ny og næ.

På et punkt især styrer jeg mig: det er når jeg kan se i kontaktbogen, hvis knægten ikke har lavet lektier, mens han var hos sin far. Eller når han har det samme tøj på – nu i væsentlig mere snavset stand – når han kommer hjem fra 3 dage i sit andet hjem. Eller han lugter lidt, fordi det med bad vist ikke var blevet til noget. Det er ikke mit problem. Han får bad og rent tøj på hos mig. Vi klarer de lektier, som ikke var blevet nået. Men jeg minder ikke barnefader om, at det er noget han skal tage sig af. Det må han selv finde ud af. Eller knægten må finde ud af det. Det er ikke mit problem! Jeg er kun projektleder i eget hjem.

 

Siger dette her dig noget? Vil du læse mere om det? Så kan du læse Gunilla Bergenstens ‘Familiens projektleder siger op’. Hun har ikke alle svarene, men det er rart at finde ud af, at man ikke er alene. Og at man ikke behøver at varetage et job man aldrig har søgt og ikke ønsker.

Advertisements