Halfdan Rasmussen skrev engang dette her:

“Ikke døden gør mig bange.
Ikke hadet og torturen.
Ikke dødens riffelgange
eller skyggerne på muren.
Ikke nætterne, når smertens sidste stjerne styrter ned
– men den nådesløse verdens blinde ligegyldighed”

Jeg bliver så skræmt, når mit lands politikere siger, at de ikke vil hjælpe folk i nød. De vil ikke hjælpe folk, der flygter – heller ikke børn. De vil ikke åbne døre, bruge penge, engagere sig. Det handler kun om at passe os selv, og bygge broer som ingen vil have, endsige betale, til Tyskland.

Jeg bliver virkelig bange, når det er vigtigere at beskytte vores grænser, end at se på hvordan man kan løse det virkelige problem – og se på hvorfor folk flygter. For måske kan meget løses et andet sted? Når mennesker flygter fra sult, kan vi så gøre noget ved sulten? Og jeg mener ikke bare at sende mad for at løse problemet akut, men hjælpe med at se på, hvordan vi kan undgå og afhjælpe de tørker og oversvømmelser, som skaber fødevaremanglen. Måske skulle Afrikas fiskerettigheder tilhøre afrikanerne fx? Hvis nu ikke europæere og japanere fiskede Afrikas have tomme, så kunne afrikanerne fiske til eget forbrug – måske endda sælge af overskuddet?

Måske skulle vi holde op med at se på, hvordan vi kan tjene penge i dag, og i stedet se på, hvordan vi kan investere i andre mennesker. Jeg synes, at mikrolån er sådan en genial idé! Ud over at skabe jobs, så giver de også mennesker selvtillid og evnen til at forsørge sig selv og sin familie, i stedet for at gøre mennesker til tiggere, med tab af selvværd og selvrespekt til følge. Tiggere skal også have hjælp i morgen. Mennesker, som er hjulpet i gang med mikrolån, kan klare sig selv og kan hjælpe andre. Superinvestering!

Jeg ved ikke hvordan vi afskaffer de krige, som plager verden, og som i høj grad er årsag til at mange må flygte fra alt hvad de kender og alt hvad de ejer. Der er så mange sindssyge mennesker derude med våben. Kan man afskaffe våbenproduktion? Hvis der ikke var så mange våben, og hvis de ikke var så åndssvagt lettilgængelige, kunne det så løse noget? Jeg ved godt, hvor naiv jeg lyder nu… Våbenindustrien er en af verdens største, og når penge taler, så er der ingen mennesker, der kan råbe højt nok til at blive hørt.

Jeg føler mig så magtesløs overfor al den ligegyldighed, og bliver så glad, når nogen gøre noget ved det. Jeg blev så glad, da jeg hørte at den svenske millionær Johan Eliasch havde købt 160.000 hektar regnskov fra et tømmerfirma – med det ene formål at bevare skoven. Jeg bliver så glad, når jeg læser, at JK Rowling ikke længere er billionær, fordi hun har doneret så mange penge til velgørenhed, og når den saudiarabiske prins Alwaleed bin Talal donerer $32 millioner til humanitære projekter.

Hvis nu bare verdens regeringer gik i disse enkeltpersoners fodspor, så var der måske håb for verden. For verden er så meget større end vores egen lille kolonihave med Dannebrogsflag. Og helt ærligt: hvem har lyst til at drikke kaffe og spise lagkage i kolonihaven, når verden på den anden side af det hvide stakit står i flammer? Jo, nogen vil nok. De vil altid være blinde. Men vi andre. Vi skal til at åbne øjnene!

Advertisements