Tags

Jeg elsker puslespil. Helst på mindst 1000 brikker.  Jeg har lige færdiggjort et med motiv af Alphones Mucha, hvor brikkerne havde mærkelige former – det var udfordrende på en skæg måde. Jeg har også et puslespil, hvor de fleste af brikkerne er kantbrikker (firkant inde i en firkant inde i en firkant) – det er ret svært! Hos den jyske veninde har jeg flere gange været del af noget puslespilssamleri – det mest mindeværdige var Det Sixtinske kapel, som vi 4 mand høj samlede en nytårsaften for et par år tilbage. Det tog 11 timer og 40 minutter og blev optaget med stop motion. Det var fantastisk!

Jeg gider ikke puslespil, som er ensformige (du får mig aldrig til at samle puslespillet med den store bølge!), derimod holder jeg meget af at samle puslespil med interessante motiver (fx fra Miyazakis univers) eller smukke malerier, fx af Klimt eller van Gogh.

Når jeg er færdig med et puslespil er det sjældent helt særlig længe. Jeg er ikke typen, der limer det på en plade, for så kan man jo ikke samle det igen. Jeg beundrer det et øjeblik, viser det frem til de andre, og så ned i kassen igen.

Det giver sådan en ro at pusle. Det kræver lige akkurat hjerneaktivitet nok til, at jeg ikke samtidig spekulerer på alt muligt. Jeg må koncentrere mig om denne ene ting. Det rykker sig hele tiden. Hver gang jeg sætter mig, sker der fremskridt. Billedet toner frem. Brikker falder på plads. Der er orden og ro. Zen.

Jeg undrer mig af og til over, at jeg er så glad for puslespil, når selve mit liv lader til at være ét – og ikke altid på den gode måde. Når ting skal hænge sammen med aftenvagter, weekendvagter, barn i den sitterkrævende alder og fritidsaktiviteter. Det er ikke fordi jeg går meget ud, og heldigvis er Hende den Lange næsten voksen og Sønnike er også så stor, at han sagtens kan passe sig selv, når bare det er over kort tid. Men når der er aftensmad involveret og sengetid, så skal der arrangeres noget. Det er som regel ikke noget problem. Min Mor tager ham tit, når der er aftenvagter og lignende, og Hende den Lange er også en flink babysitter, når det kniber.

Årets store puslespil – Bølgen, om du vil – er sommerferien. Hende den Lange og jeg skal ud og rejse. Sønnike ville ikke med – han kan ikke lide at rejse omkring på den måde det er planlagt. Men det var ikke noget problem, for X-mand ville holde ferie, mens vi andre var afsted, så no worries. Men så fik X-mand nyt job – uden sommerferie. Min Mor er ude og rejse med Globetrotteren i samme periode, og hvad så? En ordentlig håndfuld brikker forsvandt fra æsken, og hvordan skulle det nogensinde gå? Vores rejse var booket og betalt, og vi vil så nødig blive hjemme. Sønnike vil stadig ikke med. X-mand arbejder på at få fri bare nogle af de 11 dage vi er afsted. Men det er ikke sådan liiiige…

Heldigvis for mig har jeg venner. Og ikke bare venner, men fantastiske venner! Og ikke bare fantastiske venner, men fantastiske venner, som godt kan lide Sønnike, og som siger, at de godt gider tage ham nogle dage hver. Stille og roligt går puslespillet op alligevel. Jeg ved ikke endnu om alle brikkerne er der. Og motivet er heller ikke helt på plads (det er noget med, at Sønnike måske kan komme med den ene fantastiske ven på ferie – der er bare nogle brikker, der lige skal falde på plads). Men alt i alt ser det ud til at lykkes – uden at Sønnike bliver for meget kastebold, og til hans store tilfredshed.

Og jeg skal gerne indrømme, at den tilfredshed jeg normalt føler ved at færdiggøre et puslespil, kun er en bleg afspejling af den store glæde jeg vil føle, når det sidste falder på plads, og jeg kan vise Sønnike motivet af hans sommerferie.

Advertisements