Tags

Mine børn er vaccineret. Jeg kunne ikke drømme om andet. Jeg blev vist selv bare vaccineret mod polio og kopper – det blev man dengang i tidernes morgen, og de sygdomme er i dag stort set udryddet. I hvert fald i Danmark. Jeg har haft både mæslinger, røde hunde og fåresyge, og overlevede det, men ser ikke nogen grund til at udsætte mine børn for sygdomme, der potentielt kan gøre dem sterile, hjerneskadede og i yderste konsekvens slå dem ihjel, som det sker nogle steder i verden. De eneste bivirkninger mine børn har haft har været en enkelt dags feber og småirritation, og så var det overstået. Til gengæld er de nu immune overfor: polio, difteri, røde hunde, mæslinger, meningitis og fåresyge. Hende den Langes’ risiko for at få livmoderhalskræft er også væsentlig nedsat.

Der ER børn, der oplever bivirkninger ved vaccinationer. Det er sørgeligt for dem, det sker for. Men det er ganske, ganske få, der oplever det, og det er desværre prisen, der nogle gange må betales for at det store flertal kan undgå farlige sygdomme.

Lad mig lige med det samme skyde teorien om sammenhængen mellem vaccinationer og autisme ned: Det er endegyldigt bevist, at den forsker, der i sin tid skrev rapporten om en sammenhæng på ingen måde brugte videnskabelige metoder, samt at han ovenikøbet manipulerede med de resultater han kom frem til. The Lancet (det videnskabelige tidsskrift, der oprindeligt publicerede rapporten) har for længst trukket rapporten tilbage som usaglig. Læs mere om det her.
Og så er der diskussionen om kviksølv i vaccinerne. Kviksølv, der kan give hjerneskader. Det bruger man stort set ikke mere, og man bruger det slet ikke i MFR og andre børnevacciner.
Vil man læse videre om evt. bivirkninger, så kan man læse her.

Det er vigtigt, at så mange som muligt bliver vaccineret. Målet er det man kalder gruppeimmunitet: altså, når en hel befolkningsgruppe er immun overfor en sygdom – som det er tilfældet med kopper i Danmark (fordi vi alle sammen blev vaccineret imod det et par generationer i træk). Det er vigtigt, for der er nogen, for hvem sygdommene er meget farlige, fx helt små børn, der endnu ikke er vaccinerede, eller børn og voksne hvis immunforsvar er nedsat (feks kræftsyge), eller ældre mennesker, som aldrig er blevet vaccinerede.

Alle læger anbefaler vaccinationer, og når jeg hører om folk, der er imod, så bliver jeg så træt. Hvorfor tror de, at de er klogere end lægerne? Vaccinationer er ikke en konspiration fra medicinalindustriens side. Og selvfølgelig har ingen nogen interesse i at udbyde vaccinationer, som potentielt kan gøre nogen syge. Vi redder liv, når vi vaccinerer vores børn – både vores børns liv og de menneskers liv, som de kommer i kontakt med. Ville vi drømme om at slæbe vores børn med til Afrika uden at vaccinere dem mod gul feber og hepatitis B og uden at tage medicin mod malaria? Nej vel?

Ifølge WHO er mæslinger den førende grund til dødelighed blandt børn på verdensplan. Lad det synke ind: den førende grund til at børn dør! Og vi kan vaccinere os ud af det problem! Faktisk er mæslingedødeligheden skrumpet kraftigt ind på grund af globale vaccinationsprogrammer. Tænk, hvis vi kunne udrydde sygdommen helt!

Men det kan vi kun, hvis vi vaccinerer vores børn. Så gør det! Lad være med at være pjattet og tænke, at den ‘naturlige’ immunitet, som børnene får ved at have sygdommen, er bedre end at blive vaccineret. En dags feber er altid bedre end permanent hjerneskade eller død – helt ærligt!

Advertisements