Tags

Artist: Lucille Clerc

Artist: Lucille Clerc

Det er to dage siden, at to terrorister slog 12 mennesker ihjel på satiremagasinet Charlie Hebdo, som især er kendt for deres anti-religiøse satire. De to terrorister er religiøse, og kunne altså ikke lide at nogen lavede grin med deres religion. Noget i den retning. De tænkte nok, at de kunne slå ord og tegninger ihjel, ved at slå dem ihjel som lavede dem. Det kan man ikke. Mennesker kan slås ihjel – det kan ord og tegninger ikke.

Ytringsfrihed er noget af det vigtigste vi har. Det er den rettighed, der er tættest knyttet til frihed. Når nogen prøver at holde mig for munden for at forhindre mig i at sige hvad jeg vil, så bliver jeg så edderspændt rasende! Man skal have lov til at sige hvad man vil! Med måde, siger nogen, for man skal ikke fornærme nogen. Jo, man skal! Jeg må gerne fornærme, hvis jeg har noget at have det i. Hvis min kritik er berettiget. Jeg må ikke lyve og finde på historier om folk, men jeg må gerne sige min mening, når de gør noget eller siger noget, som jeg synes er forkert. Især hvis det er noget, som har indvirkning på mit liv eller på mine omgivelser eller på hele verden. Hvis jeg ikke siger noget, bliver de ikke udfordret. Bliver de ikke udfordret får de lov til at bestemme. Bliver de ikke udfordret, så tror de, at de har ret.

Engang havde konger narre. Det var de eneste, der turde sige kongen sandheden. De pakkede sandhederne ind i vittigheder og spas. De vendte ting på hovedet, for at kongen kunne se det i en anden vinkel, så han kunne lære noget. De holdt spejle op foran ham, så han kunne se, hvad de så. Så han kunne blive en bedre konge. Sådan forestiller jeg mig det. Måske er det løgn og eventyr. Måske blev narrene henrettet, så snart de sagde noget kritisk. Men humlen i det er, at satire og vittigheder er sådan en god måde at kritisere på. Det får folk til at grine – måske får det nogen til at indse, at det de har gang i er latterligt. Måske bliver de bare sure. Måske slår de folk ihjel for det. Det er ikke sjovt.

Det tragikomiske er, at de to terrorister fra i onsdags ikke har lukket nogen munde eller knækket nogen blyanter – tværtimod. De tror, at de har knægtet ytringsfriheden. Det har de ikke. De har har givet den vind i sejlene. De tror, at de har fået folk til at tie stille – og vi gispede da også forskrækket med hånden for munden. Men nu råber vi! Nu siger vi og skriver vi og tegner vi, at man ikke kan lukke munden på ytringsfriheden. At enhver knækket blyant kan spidses og tegne videre.

Man skal sige hvad man vil. Også når stemmen skælver. Hvis vi bliver stille og ikke tør sige noget, så accepterer vi en verden, hvor de der prøver at slå sandheden ihjel bestemmer. Sådan en verden har jeg ikke lyst til at leve i. Det kan godt være at jeg pipper mere end jeg råber. Men jeg pipper.

Pip!

Advertisements