Tags

, ,

Kære Skotland.

Så der det i dag (18. september 2014) du skal gøre op med dig selv om du vil skilles eller blive i unionen. Jeg føler med dig. Jeg har været der selv. Til at starte med var du fri og selvstændig – ikke stor og betydningsfuld, men dog fri. Så var du en del af et fællesskab – en union – og du var en del af noget stort og mægtigt. Kunne du selv mærke det? Hvordan det at være en del af noget større var lidt fantastisk? Samtidig med at du nogle gange følte dig lidt overrendt, eller var uenig i det den fælles front udviste? Det giver noget: at være en del af et større hele. Det udvider horisonterne – i dit tilfælde helt bogstaveligt – du kunne noget, som du ikke havde kunnet på egen hånd. Men kunne du samtidig mærke, hvordan din stemme indenfor unionen måtte være lille og spag – for den blev i hvert fald ikke lyttet meget til den? Din partner var den, der fyldte og bestemte hvor skabet skulle stå. Din partner så på dig og lyttede og nikkede, og lavede så sin egen ting uden rigtigt at have taget det du sagde til sig. Fx det med atomkraftværkerne, som du gentagne gange sagde nej tak til, men som kom alligevel. Du havde alternative forslag, men lige meget hjalp det. Nu står de der: atomkraftværkerne – og laver energi til dig, men i højere grad til din partner. Det holder ikke rigtigt.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal håbe for dig i dag – om du vælger at opsige partnerskabet eller om du giver det en chance til. Jeg kan jo se, at din partner råber på besindelse, og håber på at du bestemmer dig til at blive. Men jeg kan godt forstå din trang til at klare tingene selv fremover. Jeg kiggede jo selv engang på sammenhængen i mit liv, og nåede frem til, at arbejdet med at klare sig selv ville være mere tilfredsstillende end arbejdet for at holde sammen på et partnerskab, som ikke længere sagde mig noget. Det var ikke et let valg – det skal jeg gerne medgive. Der var jo også mange gode ting ved at høre sammen med nogen. Men du skal sige fra – ligesom jeg gjorde det – hvis du synes, at der øves for meget vold (i overført betydning) på den du er.

Et godt råd til hvis du vælger friheden: smæk ikke med døren. Du har stadig en fælles grænse med din expartner – en grænse som altid vil være der, og som I bliver nødt til at enes om. Det gavner ikke grænsen på nogen måde, hvis I skændes. Det er ligesom med børn – det er dem, der kommer i klemme, hvis forældrene ikke kan tale sammen. Man straffer ikke sin expartner ved at være stejl og dum – man straffer børnene eller i dit tilfælde: alle, der bor i grænseområdet. Det er ikke ok. Så være besindig, hvis du går. Giv hånd og sig: ‘Tak for nu – lad os arbejde sammen om grænsen og andre fælles interesser, og lad os med ro ellers gå hver vores vej’. Vær tålmodig med din expartner – for det er aldrig sjovt at være den, der bliver gået fra (det har jeg også prøvet). Det tager tid at komme sig – men man kommer sig. Det ved jeg.

Og hvis du vælger at blive i unionen, så håber jeg for dig, at din partner lytter nu. Indser at du mener det alvorligt: at du vil lyttes til og ikke tages for givet. At et partnerskab går begge veje med gensidig respekt. Og du skal vide, at lige meget hvad du vælger, så vil dine venner være der. Jeg og Hende den Lange planlægger at komme forbi til næste år. Og vi holder af dig som du er, og lige meget hvad du vælger nu, så bliver vi ved med det.

Held og lykke!

Advertisements