Tags

,

Jeg skylder ikke nogen penge væk (*pudser lige glorien*). Jeg har været så heldig i mit liv, at jeg aldrig har haft behov for at tage store lån (jeg bor til leje, og har ingen bil), og banken betragter mig derfor som en rigtig kedelig kunde. Det var noget Globetrotteren lærte mig: at jeg aldrig skal låne penge til pjank (såsom rejser og nyt køkken og ny mobil og sådan). Hvis jeg ønsker mig noget, så må jeg spare op. Jeg bryder mig i det hele taget ikke om at have gæld. Når en ven har lagt ud for biograf eller aftensmad eller noget andet, så betaler jeg helst tilbage så hurtigt jeg kan. Det KAN selvfølgelig smutte*, og når jeg så bliver mindet om det, får jeg megadårlig samvittighed. Jeg kan virkelig ikke lide at skylde penge. Heller ikke småbeløb.

Måske er det derfor jeg bliver en smule krakilsk, når folk, der skylder mig penge, ikke kan tage sig sammen til at hoste op. Jeg har i tidens løb ladet en del smågæld fare, selvom jeg ikke just er velhavende, fordi det er for besværligt at få krævet ind, og fordi nogen opfatter mig som vildt nærig, når jeg gerne vil have hvad der skyldes mig. Jeg forlanger ikke, at der betales tilbage prompte (selvom det gør de fleste nu), men bare inden for rimelig tidsramme. Og helst uden at jeg skal rykke for dem. Det med at skulle rykke bliver altid en smule pinagtigt for alle.

Jeg oplever som regel, at folk der ikke har så mange penge, ofte er ret hurtige med at få deres gæld ud af verden (ligesom jeg selv), mens andre med lidt bedre råd er lidt mere lemfældige med tilbagebetalingen. Måske er det fordi penge ikke fylder så meget for dem. Hvis de ikke har prøvet at stå sidst på måneden og spekuleret på om ungerne mon gider at spise risengrød én gang til i denne uge, så betyder småbeløb måske ikke så meget. Jeg ved det ikke. Nu er det jo ikke fordi at jeg normalt går og mangler penge helt vildt, og jeg har da råd til at skeje lidt ud i ny og næ, men det er princippet i det: at det for nogen ikke betyder så meget at betale deres gæld tilbage. Det er lidt ligesom det med at være ligeglad med at komme for sent (og I ved muligvis, hvordan jeg har det med DET). Det er mangel på respekt. Det værste er, at når jeg så rykker, så bliver folk ofte sure, som om det er mig, der ikke har overholdt en aftale. Men hvad skal jeg gøre? Lade det ligge? Stryge 265,- i mit regnskab som tabt beløb? Beklager, men det har jeg ikke råd til. Man kan købe op til flere biografbilletter eller tegneserier for de penge! Og mad. Man kan også købe en del mad.

Til gengæld har jeg også oplevet at være skyldneren, hvor jeg syntes at gældsindkræveren var pænt irriterende. Han havde lagt ud for pizza. Så så jeg ham ikke i et halvt år, og første gang jeg ser ham derefter, er det først han siger: ‘Du skylder 50,- kroner!’. Ikke noget med ‘Hej, hvordan går det? Godt at se dig’ eller noget. 50,- var i øvrigt mere end jeg mente, at jeg skyldte, men jeg blev simpelthen så gal. Han fik sine penge, og jeg har stort ikke talt til ham siden. Der er altså andre måder at gøre det på. Jeg siger ikke at min er den rigtige (det er den nok ikke, når den kan pikere folk), men det bør nok ikke være det afgørende i ens forhold til folk: at få krævet evt gæld ind. Jeg rykker gerne efter nogle uger – det synes jeg er en rimelig tilbagebetalingsfrist – med mindre det er sagt på forhånd, at den der skylder fx først har penge efter den 1. i næste måned. Så er der udvist vilje til at betale, og den er fin med mig.

Her mens jeg sidder og skriver, kan jeg mærke at jeg føler mig meget krakilsk og pengepugeragtig. Som om jeg hopper rundt i min pengetank eller sidder og regner ågerrenter ud, mens jeg gnækker, at jeg vil have jeres penge. Det vil jeg ikke. Jeg vil bare gerne have mine egne penge. Og helst inden for et par uger.

 

*Hvis der nu er nogen derude, der sidder og tænker ‘Hvaba?! Hun skylder da stadig mig for >indsæt hvad jeg skylder for her<!’, så må du endelig sige til! Det var ikke med vilje!

Advertisements