Tags

Jeg holder meget af Danmarks årstider. Jeg har ingen favorit, for hver enkelt årstid har særlige fordele og ulemper. Sommeren er dejlig med lange dage og lune aftener. Dage, hvor man ikke behøver at tænke på overtøj, når man går ud. Dage med mad over bål og latter i haven til lang ud på aftenen. Den helt store ulempe ved sommeren er helt klart sirupsdage.

En sirupsdag er sådan en dag, hvor man vågner svedende. Trods at vinduet har stået åbent hele natten og jeg ikke har en trævl på kroppen, så er det varmt allerede kl 7 om morgenen. Morgenbadet er koldt og det hjælper lidt. Men ikke længe. Jeg tager så lidt tøj på som muligt, og selvom jeg opholder mig i skygge og i ro, så tapløber sveden af mig. Mine svedige og lidt for tykke lår gnider mod hinanden når jeg går, og inden frokosttid er jeg hudløs. Selv mine fødder sveder i sandalerne. Hen under eftermiddagen, hvor heden er værst, er det eneste jeg drømmer om; at komme hjem og ind under den kolde bruser. Jeg egner mig helt klart ikke til temperaturer over 25 grader…

Det er også på sirupsdage, at jeg er mest tilbøjelig til at tildrage mig forkølelser. Meget letpåklædt og alligevel svedende venter jeg på toget, stiger ind og befinder mig pludselig i et airconditioneret polarlandskab. Sveden fryser på min krop og fugtigt tøj sørger for, at jeg bliver ekstra kold. Så ud i varmen ved vejs ende, hvor jeg og tøjet tør op igen. Heldigvis har min arbejdsplads ‘naturlig ventilation’ (det betyder at der ikke er aircondition. Når det er varmt åbner man vinduerne og håber på at luften udenfor ikke er helt så varm, som den indenfor. Det er den dog på sirupsdage). Vi sætter ventilatoren til at blæse på os, når vi sidder i udlånet i 28 graders varme. Sved, fugtigt tøj og træk – det er også en god opskrift på at tildrage sig en god forkølelse.

På sirupsdage har jeg ingen appetit. Jeg kan kun spise vandmelon, koldskål og is. Altså, ikke fordi der er det mindste i vejen med vandmelon, koldskål og is, men det er måske ikke det mest nærende i verden. Dagen igennem drømmer jeg om en rask lille tordenbyge, som kan rense luften og give bare en lille smule kølighed. Eller bare et skyggefuldt sted med en let brise. Og en nydelig ungersvend i bar overkrop, der serverer strawberry daiquiris i en lind strøm. Nu jeg er i gang med at drømme…

Den helt klare fordel ved sirupsdage er de vidunderlige aftener de ofte ender med. Jeg kan sidde ude til sent uden at tage trøje på, og sommernatten er ekstra smuk og stjerneklar. Jeg kan godt forstå, at man i sydlige egne holder siesta fra klokken 2, og så først komme frem fra skjul igen ved 8-tiden. Selvom man ikke lige kan se det på mig, så er jeg nordisk langt ind i kernen. 22 grader på en sommerdag, det er alt rigeligt for mig. Alt derover må I gerne beholde for jer selv. I kan finde mig i skyggen med en kold drink og fødderne i isvand.

Advertisements