Tags

Psyk: Det er helt ok at græde. Der kan hobe sig en masse op indeni – vrede eller sorg fx – og nogle gange skal det bare ud gennem øjnene.

Jeg forestiller mig umiddelbart hvordan vrede bliver til laserstråler ud af øjnene, da det går op for mig, at hun mener tårer. På en eller anden måde kan jeg bedre forholde mig til Cyclops øjne end det at sidde og græde over ingenting. Men det er ikke ingenting, finder vi ud af. Vi sidder og snakker stille og roligt, da hun pludselig klarer op over noget jeg har sagt.

Psyk: Dér var det! Du er jo smadder vred! Al den vrede dér, den hober sig op og bliver til stress. Du skal af med den.

Det er rigtigt nok: jeg ER vred. Jeg har været det længe. Men hver gang jeg har følt trang til at eksplodere, så har jeg trukket vejret dybt, og fundet en ikkevoldelig løsning på det. Men det har så ikke fået vreden til at gå væk. Den sidder stadig som en klump i halsen og som sitren i tæerne, og den får mig til at synke grådlabil sammen i sofaen. Det går jo ikke.

Psyk (rejser sig op): Forestil dig, at han står lige dér (hun peger på en ledig plads på gulvet), og så giv ham én lige på kæben!

Hun slå ud i luften – *POW* – jeg kan næsten se, hvordan lyden Batmanstyle dukker op som skilt i luften. Hun ser afventende på mig. Jeg synes, at det er dumt at slå nogen på kæben. Både fordi jeg ikke kan lide at slå på folk, men også fordi kæben er megahård at slå på. Næsen er nok et bedre valg. Jeg bliver siddende, men kan godt se ham stå der. Han smiler venligt og vinker lidt, ligesom han plejer at gøre, når vi render ind i hinanden. Jeg rynker brynene. Jeg kan godt mærke, at jeg er vred på ham, at jeg er skuffet og har lyst til at sige, at jeg synes, at han er tarvelig. Jeg har faktisk slået ham en gang. For længe siden. Jeg hamrede ham i brystet – sådan med begge hænder på frustreret lillepigemanér. Dengang syntes jeg ikke rigtig at det hjalp. Jeg tror heller ikke rigtig på det med volden. Eller på at skrige højt. Hvor går man i øvrigt hen i dag og skriger højt? Lige meget hvor man gør det, så kommer der jo nogen rendende og spørger om man er ok. Det med antivold er virkelig dybt indgroet i mig. Jeg har altid lært, at man ikke løser problemer på den måde. Eller nogen kan nok, men jeg er lillebitte og har Gummitarzan-arme, så det bliver mere et comic relief end noget som imponerer nogen nok til at opføre sig ordentligt. Kan jeg ikke bare skrive frustrerede breve til dem jeg er sur på? Altså uden at sende dem. For jeg kan ikke få mig til at slå. Slet ikke, når Psyk ser på. Hun ser stadig afventende på mig.

Psyk: Det er ok. Nogle er for generte til at gøre det foran andre. Men når du kommer hjem, så kan du bare gå amok.

Mig, mens jeg smiler imødekommende: Ja. Jeg venter nok til jeg kommer hjem.

 

Advertisements