Tags

Det jeg glæder mig mest til, er at blive mig selv igen. Jeg glæder mig til at sprudle igen. Til at sprede godt humør og klare alting i en ruf. Jeg glæder mig til, at mit hus er rent igen. Jeg glæder mig til at have overskud igen og give videre af den. Jeg glæder mig til at kunne stige på et tog uden at skulle trække vejret dybt først. Og til at stå af på en station uden hjertebanken. Jeg glæder mig til at kunne overskue hvad der skal gøres, og så bare gøre det.

Jeg hader dette her halve liv, hvor jeg hele tiden er lidt træt og ikke rigtig magter noget. Jeg bryder mig ikke om aftenener, hvor jeg kan se tilbage på en dag, hvor jeg ikke har udrettet noget. Bare et eller andet. Jeg har fået hundrede velmenende råd og tilbud: du skal bare dyrke mere motion (orker det ikke), du skal bare slappe af (hmm, ja, jeg prøver jo…), du skal bare lade opvasken stå (og hvad gør jeg så, når der ikke er mere rent service?), du skal bare sige til, hvis jeg kan gøre noget for dig (jeg orker ikke at spørge), du skal bare overlade det til mig (men så bliver det jo ikke gjort), Jeg kommer lige forbi – så ser vi film og hygger og du skal bare slappe af (men huset skal lige være semirent først, og der skal købes ind, og hvad med aftensmad?), du skal lære at være ligeglad (den dag jeg bliver ligeglad, holder jeg op med at være mig).

Jeg er heldig, for jeg får faktisk meget hjælp og megen forståelse. Der er nogen uden hvis hjælp jeg ikke havde klaret de sidste par uger. Men jeg er bare så træt af ikke at være mig selv. Jeg er kun 2/3 dele mig. Der sidder en overskudsagtig solstrålemig et sted og venter på, at jeg er færdig med det stresshalløj her. Hun smiler og griner og vipper med foden, fordi hun ikke kan sidde stille. Det er hende, der vil lave aftaler og møde folk. Det er hende, der sender antistresscookies til værdigt trængende. Hende vil jeg gerne have plads til igen. Hun er sjovere. Meget sjovere.

Advertisements