Tags

Det er fjollet at prøve at uddistancere stress. For jo hurtigere jeg løber, jo hurtigere ender jeg lige i favnen på den. Og så ler den af mig på sådan en hæslig, skrattende måde. Jeg troede, at jeg havde narret den denne gang. For jeg havde jo fået overstået alt – eller det meste – af det der virkelig fyldte. Nu var det bare hverdag, og rare arbejdsopgaver og hyggelige udlånsvagter tilbage. Men det med at spærre en flodbølge inde bag en gipsvæg, det hjælper ikke. Det bremser det bare et øjeblik. Og så da jeg troede at nu var det i orden, nu var der ro på, så kom den. Og hjertet gik i panik. Og luftrøret blev til et sugerør. Og tårekanalerne til floder. Og jeg blev til en småkage dyppet i mælk.

Jeg er heldigvis omgivet af folk, der griber mig. Slynget igennem vandmasserne griber hænder mig og trækker mig ind på land. Giver kunstigt åndedræt. Lægger mig i en seng og putter mig. En kølig hånd stryger mig over panden og hvisker shhh… til dem der vil mig noget. Og så er der ro. Bare et øjebliks ro.

Advertisements