Tags

Jeg har startet dette blogindlæg mange gange. Men nåede aldrig særlig langt, før hjertebanken sætter ind. Og klumpen i halsen, der besværliggør vejrtrækningen. Og hyperfølsomheden i min nervetråde, så alting føles ekstra stærkt. Alt det, der engang fik mig til at tro, at jeg var ved at dø. Indtil en rar skadestuelæge spurgte mig: ‘Har du overvejet om det kunne være stress?’

Det havde jeg ikke. Jeg var jo bare ved at dø af noget fysisk. Og stress… det var sådan noget skrøbelige folk fik, var det ikke? Folk, der sådan var lidt sarte og svagelige? Men sådan hænger det ikke sammen, viste det sig. Faktisk er næsten alle dem jeg kender, der er gået ned med stress, sådan nogle som kan klare alting. Som tager ansvar og involverer sig og siger til og fra, og jonglerer med mange bolde af gangen. Sådan folk som mig… Altså bortset fra, at det kunne jeg jo så ikke alligevel. Mit hoved troede, at det kunne, og min krop måtte fingerer nærdødsoplevelser for at overbevise mig om noget andet.

Det er flere år siden nu. Jeg satte farten lidt ned. Lærte at sige nej til indbydelser og fristende tilbud om spændende aktiviteter. Gav nogle opgaver fra mig. Satte standarden for renheden i mit hjem lidt ned. Nu havde jeg lært det! Troede jeg. For nu gisper kroppen igen. Den fortæller mig, at jeg skal holde op med at tro, at min superkraft er at jeg kan overskue alting. For det kan jeg faktisk ikke. Pludselig smuldrer ting mellem mine fingre, og overblikket er stået helt af. Hjernen summer af alle de ting jeg lige skal nå og overskue og gøre noget ved.

Heldigvis har jeg gode kolleger, der minder mig om, at vi faktisk er fælles om opgaverne. Og venner, som giver en hånd med, eller sender et brev, eller bare nikker forstående, når jeg melder fra. Og Sønnike, som spontant giver mig et kram, fordi jeg ligner én, der har brug for det. Så hænger tingene sammen igen. Jeg tager kalenderen frem og sletter lidt i den. Og minder mig selv om, at jeg godt kan bede om hjælp, når jeg har brug for det.

Advertisements