Tags

Eller 1.56 m, hvis jeg skal være helt præcis.

Jeg har altid været lille. Og jeg kom i skole allerede som 5 årig, så udover at være lille af min alder, så var jeg også et år yngre end flere af klassekammeraterne, og derfor endnu mindre i forhold til dem. Min mormor skrev i min poesibog: En lille og vågen er bedre end en stor og doven. Det holdt mig oppe, når jeg døjede med størrelsen. Egentlig er jeg godt tilfreds med min størrelse. Men i mødet med verden kan det ærligt talt godt være lidt træls.

Det kan være fint nok at være sådan en vimmer lille én, men det har bestemt også sine udfordringer. Når jeg skal stå på tæer for at nå, eller må benytte mig af trappestiger, stole og hestesko – dét er træls! At blive betjent i en bar er ikke nemt. Især ikke når høje mennesker kan bestille hen over hovedet på mig, fordi jeg kun lige kan kigge op over bardisken. At være til koncert – eller i det hele taget i store menneskemængder – hvor jeg primært kan se ryggene af dem foran mig og i mindre grad dem, der står på scenen, og det meste af tiden står jeg i højde med folks armhuler. Yay…

Jeg er vokset op med øgenavne som ‘stump’, ‘splint’ og ‘brærg’ (dværg med briller). Ha ha. Og folk som råber ned til mig: HVAD SIGER DU? JEG KAN IKKE HØRE HVAD DU SIGER, NÅR DU ER HELT DERNEDE!. Ha ha ha. Heldigvis har jeg et skjold, som gør at jeg er lidt ligeglad. Men en gang i mellem rammer det mig. Tænk hvis jeg virkelig levede i en verden, hvor folk var ligeglade med mig, fordi jeg var lille. Hvis de ikke gad at høre hvad jeg havde at sige, fordi vi ikke var i øjenhøjde. Eller hvis de ikke gad høre på mig, fordi jeg er kvinde. Eller mørkhåret. Pludselig kommer diskriminationen meget tæt på. Også selvom den bare er for sjov.

Det er langt om længe lykkes mig at vænne min venner af med at samle mig op for at kramme mig. Jeg må ærlig talt indrømme, at jeg finder det ydmygende at blive samlet op som et lille barn, når jeg er en voksen kvinde. Undtagen hvis det er for at give mig en svingtur. Så må man godt 🙂

Advertisements