Tags

sean connery in redHver gang jeg ser dette her billede, spekulerer jeg på præcis hvordan Sean Connery tog imod beskeden om, at det var dét han skulle have på. Dette her er ca. hvad jeg forestiller mig:

Kostume designer (KD): Mr. Connery, godt at se Dem. Før jeg viser dem tegningerne, så vil jeg lige sige, at der virkelig er kælet for detaljerne her. Vi har tilstræbt at lave et kostume, som fremhæver Deres maskulinitet.

Sean Connery (SC) *nikkende*: Ja? Det lyder godt.

KD: Vi tænker lange støvler

SC: Sexet. Ja? Fortsæt.

KD: Vi tænker rødt. Måske læder?

SC: Rødt læder, siger du? Jeg kan lide det!

KD rækker tegningen til SC. Han kigger på den. Han vender tegningen om og kigger på bagsiden. Den er tom.

SC: Hvor er resten?

KD: Resten, Mr. Connery?

SC: Ja, for helvede! Resten! Der må være en hvid skjorte? Et par sorte læderbukser?

KD: Nej nej, dét der er kostumet.

SC *peger på tegningen*: Det der er ikke et kostume. Det er en bikini!

KD *lettere fornærmet*: Instruktøren har godkendt det.

Instruktøren træder ind.

Instruktøren (I): Nå, Sean, baby? Kan du lide det?

SC: LIDE DET? For (censureret, men meningen er noget i retningen af hentydninger til et kendt dødsrige og dem der siges at bebo det, samt hentydninger til at instruktøren er utilbørlig overfor sin mor og at alle i kostumeafdelingen muligvis er alternativt begavede)! Jeg var James Bond for pokker! Jeg havde klasse!

I: De bærende ord her er ‘var’ og ‘havde’.

SC: … Du gør dette her, fordi du ved, hvor meget jeg har brug for jobbet, ikke?

I *grinende fra øre til øre*: Yeps!

Frisøren kommer ind.

Frisøren (F): Jeg har set de fabelagtige tegninger og har den helt rigtige idé til Mr. Connerys hår.

SC *ser bekymret op*: Bring it on…

F: Først og fremmest skal vi udnytte Mr. Connerys seksuelle udstråling

SC *lyser lidt op*: Ja?

F: Vi tænker at dyrke det mørke hår. Et mandigt overskæg!

SC *nikker eftertænksomt*: Overskæg? Ja, ja, det kan vi godt. Jeg havde aldrig skæg som Bond. Det bliver noget nyt.

F: Og så tænker jeg langt hår! Jeg tænker fletning! Sådan kastet nonchalant over skulderen.

SC: *headdesk*

I *klapper ham på ryggen*: Så så, Sean baby.

SC *mumlende*: Får jeg en pistol i det mindste?

I: Selvfølgelig, baby, du får en pistol.

Advertisements