Tags

,

I dag aflivede Zoologisk Have en ung girafhan. Det har fået en masse mennesker til at flejne fuldstændig ud. Nogle er endda gået så vidt som at sende direktøren af Zoo dødstrusler. Arjmenaltså, hvad sker der for folk?

Her er faktum: på dansk og på engelsk.

Man kan godt være principielt mod zoologiske haver, og argumentere, at mennesket her spiller herrer over dyrene (det er vi også – men med stor magt følger stort ansvar) og at dyrene ikke lever naturligt. Det er sandt nok. Selvfølgelig kan dyrene ikke leve 100% naturligt i en zoologisk have. Men Zoologisk Have i København gør faktisk alt hvad de kan for at dyrene lever så naturligt som det nu er muligt i fangenskab. Jeg går ind for zoologiske haver (altså, dem der behandler deres dyr ordentligt). Jeg synes, at det er vigtigt at vi lærer noget om dyr i andre lande. Både hvordan de lever, hvad de spiser, hvordan deres unger ser ud og hvordan deres forhold er i de lande, hvor de lever frit. Det er sådan der skabes opmærksomhed omkring de frie dyrs forhold – som ikke altid er noget at råbe hurra for. Men når vi bliver opmærksomme på det, så vil vi gerne hjælpe truede dyr fx eller dyr på savanne, i havet, i urskoven. Langt væk fra Danmark.

Marius, som den afdøde giraf hed, var sund og rask. Men for at blive ved med at have en sund og rask bestand i Zoo, kunne han ikke blive der. Der ville være for mange dyr, og de risikerede, at han parrede sig med sin mor eller søster. Det er skidt for bestanden. Ingen andre zoologiske haver kunne overtage ham. I hvert fald ikke zoologiske haver hvis standard levede op til det der krævedes for et godt girafliv. Derfor var der ingen anden udvej: Marius måtte dø. Men ikke forgæves: for han blev obduceret og mange lærte noget om, hvordan en giraf ser ud indeni, og han blev til mad for løverne (giraffer er almindelig mad for løver på savannen) og isbjørnene (som nok aldrig har set en girafbøf før – men kød er kød). Man kan ikke sterilisere giraffer uden at skade deres organer (og dermed give dem et dårligt liv). Det er også mere naturligt at lade dem følge deres natur og parre sig og føde unger. Giraffer dør ikke nødvendigvis af alderdom i naturen. I naturen risikerer de også at blive spist af løver.

Hvad jeg forbløffes mest over i girafsagen, er hvor bestialske og usympatiske nogen mennesker kan blive. I mit forsvar af Zoologisk Have er jeg blevet kaldt en idiot og en neonazist (den var ny) og en dyremishandler. På flere sprog. Jeg spekulerer på om der virkelig er så mange vegetarer i verden. For dyr bliver jo slagtet hver eneste dag for at vi kan spise dem. De bliver skabt og født præcis til det ene formål. Men en giraf med lange øjenvipper har virkelig fået folk op i det røde felt. Pludselig burde zoologiske haver forbydes. Dyr i fangenskab burde forbydes. Danskere lægges for had. Zoologisk Haves direktør lægges især for had.

Den menneskelige natur skræmmer mig. Når folk først er gale, vil de ikke lytte. De er ligeglade med facts. De holder sig for ørerne og råber LALALALAJEGKANIKKEHØREDIG! og sviner i samme åndedræt folk til som de slet ikke kender. Jeg forbløffes og skræmmes. Mennesker kan være meget mere skræmmende end løver og isbjørne tilsammen.

Advertisements