Tags

,

Selvom Sønnike kun er 9 år, så er det med kærester ham ikke fremmed. Hans allerførste kæreste mødte han allerede i vuggestuen. De gik også i samme børnehave og kom i samme klasse i skolen, og har i løbet af de pænt mange år formået at komme sammen (og slå op igen) ca 19 gange. I perioder var kæresten også kæreste med Sønnikes gode ven, men det gjorde ikke noget, for venner kan jo dele. Det var dengang. Nu er han nået dertil, hvor det er én kæreste af gangen.

Vi taler ikke sjældent om kærlighed og kærester, Sønnike og jeg. Han har selv udtalt, at han synes at det er en fordel at tale om kærester med sin mor, fordi jeg jo ligesom selv er en pige, og det kan være rart at vide noget om hvad piger tænker. Lidt insider viden om man vil. Men han har allerede gennemskuet den bedste måde at score piger på: at få dem til at le. Piger elsker, når man er sjov, siger han. Og det er jo sandt nok. Selv Jessica Rabbit, som nok ville kunne score hvemsomhelst – tegnet eller ikke – sagde om Roger, at hun havde valgt ham, fordi han fik hende til at le. Denne oldgamle viden har Sønnike dog opdaget helt på egen hånd.

Han har også en helt bestemt holdning til, hvordan man slår op. Eller rettere: hvordan man ikke gør. Man sender ikke andre! Man skal gøre det selv: ansigt til ansigt. Ikke noget med at sende sms eller mail. Det kan godt være at det er svært og ikke særlig sjovt, udtaler Dr. Love (aka Sønnike), men det skylder man ligesom. Det gør ondt at blive dumpet, men endnu mere, hvis det er nogle andre, der kommer hen og siger det!

Man nupper heller ikke andres piger. Han er helt på det rene med, at når han forelsker sig i en pige, som allerede har en kæreste, så må han bare vente. I mellemtiden kan han så få hende til at le, og invitere til at lege sammen, så han ligesom holder sig lidt til. Men ikke noget med at spørge om hun vil være kæreste før han ved, at hun er ledig på markedet igen. Det andet er tarveligt, synes han.

Og så spørger man før man kysser! Sønnike fortale meget forarget over det hans nyeste flamme fortalte: at han var den første, der havde spurgt om hun ville være kæreste. Alle de andre havde kysset hende først. Man kan da godt liiige spørge først om det er i orden, sagde han.

Jeg synes, at det tegner godt. Ham kan jeg godt være bekendt at sende ud på kærestemarkedet. Han kan noget, som ikke alle voksne kan finde ud af ❤

Advertisements