Tags

,

Sønnike fandt for lidt over et år siden sin sport: badminton. Han havde været med en kammerat til træning, og syntes at det var sjovt. Vi dyrker ikke meget sport hjemme hos os. Hende den Lange gik en overgang til boksefitness langt væk, men det blev for besværligt med transporten. Og jeg cykler (når vejret ikke er alt for ringe) og går i motionscenter (en gang imellem…). Sønnike er af natur ret omkringfarende, hopper på trampolin, spiller fodbold i SFO’en og sådan. Jeg ville ikke lade ham gå til fodboldtræning – for det er mindst to gange om ugen og kampe i weekenden. Det kunne jeg ikke lige overskue. Men nu kastede han sig med liv og sjæl over badminton (én gang om ugen + ekstratræning for dem der ville hveranden torsdag). Han viste sig at være ret god til det.

Her i efteråret løb han sur i det. Begyndte nogle gange at plage om at blive fri. Nogle gange kom han modvilligt afsted alligevel. Andre gange var der skruet op for gråd og tænders gnidsel,og han endte med at blive hjemme. Og nogle gange var det afsted med smil og gadedrengeløb. Stadigvæk. Og heldigvis. Men det med gnidslen blev oftere. Han ville helst ikke. Jeg spurgte ind til hvorfor. Han kunne godt lide at spille. Han kunne godt lide kammeraterne. Han kun godt lide hjælpetrænerne, og sådan set også trænerne. Men de blev ved med at presse, de trænere. Du skal spille turnering, sagde de. Du skal konkurrere. Du skal træne mere. Du skal træne oftere. Det gad Sønnike ikke. Han spillede, fordi han syntes det var sjovt. Men nu vil han ikke mere. For det er ikke sjovt at blive presset hele tiden.

Min venindekone Pia har en 10-årig datter, som svømmer. Hun er brandgod til det (datteren), og gik på et hold, hvor de trænede 3 gange om ugen. 3 gange om ugen! Ingen tid til pjat og leg – træne! sagde trænerne. Først når man er 14 år, og trænerne har bedømt at man aldrig nogensinde bliver olympisk materiale, kan man få lov til at gå på et hold, hvor man svømmer for sjov og måske ovenikøbet leger lidt. Pias datter ville også gerne spille rollespil i fritteren og lege med veninderne, og holdt derfor op med at dyrke en sport hun elsker, fordi sport åbenbart kun er for børn, der vil være professionelle.

Hvem var det, der bestemte, at børn ikke kan gå til sport for sjov? Jeg kan godt se, at det for nogen er skægt at spille turneringer og kampe, svømme/løbe/hvad har vi om kap og så videre. Men der er mange, som ikke har lyst eller tid eller evner til at give den gas flere gange om ugen på eliteplan. Sønnike har i hvert fald ikke.

Nu har vi besluttet, Sønnike og jeg, at vi cykler et par gange om ugen. Ikke lange ture, bare for sjov. Vi bliver jo nok bedre, og kan cykle længere sådan hen af vejen. Måske bliver han endda elitecyklist en dag. Men ingen pres.

Advertisements