Tags

Det kan være en kunst at give et godt håndtryk. Vi ved alle sammen at et håndtryk ofte er det første indtryk vi gør på folk, og at vi bliver dømt efter kvaliteten af samme håndtryk. Jeg ved i hvert fald, at andre folks håndtryk betyder noget for min umiddelbare mening om dem. Men mange begår fejl, når de trykker hånd, og bliver dermed bedømt dårligt. Her er en liste over ofte begåede fejl, og hvordan man retter op på dem:

Den håndsky: Den håndsky håndgiver rækker ikke hele hånden frem, og jeg får derfor kun fat i fingrene. Jeg kan ikke med god samvittighed udføre mit eget faste håndtryk på kun fingre, og det bliver derfor et ret utilfredsstillende håndtryk for begge parter. Det er vigtigt at række hele hånden frem, så stedet mellem tommelfinger og pegefinger mødes med samme sted på modpartens hånd. Først der kan et gensidigt godt håndtryk udveksles.

Den slappe: Den slappe håndgiver giver hele hånden, men trykket er svagt og slattent. Jeg får her indtrykket af en veg karakter, der ikke for alvor tør give sig til kende. Teknikken med hele hånden i den andens hånd får ikke udnyttet hele sit potentiale, og håndtrykket er – i hvert fald for den ene part – utilfredsstillende.

Knuseren: Knuseren er ofte en dominerende og hensynsløs person – efter min erfaring ofte en mand – der tager godt fast i modpartens hånd og derefter giver et så hårdt, langvarigt og knusende håndtryk, at modparten trækker sig med smertende hånd. Dette er især ubehageligt, hvis jeg har ring på, for så mases knogler og metal mod hinanden på en særlig smertefuld måde. Det efterlader mig med indtrykket af en ubehagelig person, der ikke tager hensyn til andre. Jeg har ved lejlighed oplevet at vedkommende også griber fat i mit håndled eller skulder, og dermed forhindrer mig i at trække min knuste hånd til mig. Jeg må i de tilfælde bekæmpe en trang til at føre mit knæ i en hård og tilsvarende knusende bevægelse mod vedkommendes skridt. Bare for at slippe fri. Dette håndtryk er ikke så meget utilfredsstillende som direkte ubehageligt, og bør for enhver pris undgås.

Det gode, faste håndtryk: Det optimale håndtryk er der, hvor begge parter har fat på samme måde om hinandens hænder, og udveksler et kort fast tryk, hvorefter man atter slipper hinanden. Særligt hengivne håndtryk kan gives ved at gribe den andens hånd med begge hænder, men altid på en måde hvor man efter det korte og faste håndtryk straks giver slip og ikke holder modparten fast mod vedkommendes vilje. Det kan for nogen være svært at dømme om man trykker for hårdt, men hvis man holder fast ved at håndtrykket er kortvarigt, så tager ingen skade.

Held og lykke med håndtryk i fremtiden. Må du få mange gode og tilfredsstillende oplevelser.

Advertisements