Tags

På albummet Under rug swept har Alanis Morissette en sang der hedder 21 Things I want in a Lover. Det er en liste på (wait for it) 21 karakteregenskaber som hun ønsker sig i en elsker. Her er min liste (ikke i prioriteret rækkefølge):

  1. Han skal have humoristisk sans
  2. Han skal være intelligent
  3. Han skal have empati (og må gerne give til velgørenhed)
  4. Han skal være god til at kysse
  5. Han skal ikke ryge (i hvert fald ikke i nærheden af mig)
  6. Han skal gide at spille spil
  7. Han skal læse bøger (og meget gerne også tegneserier)
  8. Han skal gide at nusse mit hår, massere mine fødder og klø mig på ryggen
  9. Han skal lade mig være i fred, når jeg vil være alene, og må ikke være omklamrende
  10. Han skal være glad for at tale og god til at lytte
  11. Han skal være imod dødsstraf, og imod krig som politisk løsning på problemer
  12. Han skal kunne lide at se film – både i biografen og fra sofaen
  13. Han skal være tolerant og åbensindet
  14. Han skal med fingrene kunne finde det der fantastiske sted mellem mine ben, hvor de bedste orgasmer kommer fra
  15. Han skal hvile i sig selv, og acceptere at vi ikke altid er enige
  16. Han skal kunne lide mine børn
  17. Han skal kunne lide mine venner og min familie
  18. Han skal have fantasi, og være med på mine historier, når jeg siger, at jeg er en heks og at det er nisserne, der kommer med kalendergaver
  19. Han skal kunne lide at rejse og gå på Æventyr
  20. Han skal dyrke motion, men ikke være fanatisk omkring det
  21. Han skal elske mig

Nu skriver jeg ‘han’, men det kunne jo teoretisk set også være en ‘hun’. Og ja, jeg ved at godt at en sådan person formodentlig ikke findes. I virkelighedens verden ved jeg godt, at jeg må give køb på i hvert fald et par af punkterne, mens andre er livsnødvendige (punkt 16 og 21 især). Men indtil da er det vel ok at gøre sig forestillinger om det perfekte. Jeg forestiller mig jo alligevel, at vi første gang mødes til bal på min adelige brors gods i Essex, og jeg har Jane Austen kjole på og perler i håret. Vores øjne mødes på tværs af rummet. Han går selvsikkert hen imod mig, bukker og beder om den næste dans. Og jeg vil muntert sige ja tak, uden at stamme eller falde over mine egne ben, og jeg vil føre mig elegant og kunne konversere intelligent og vittigt uden at kløjs i trinene. Ja ja, man har vel lov at drømme 🙂

Advertisements