Tags

Det jeg hader mest ved kædebreve er truslerne. Det der med, at ‘hvis du bryder kæden, så vil din hund dø, og dit hår falde af og alle du nogensinde har kendt vil pådrage sig lemlæstende sygdomme og så vil de DØØØØ!’. Charmerende. Fordi jeg for sådan lyst til at være med i en leg, fordi jeg ellers bliver truet med død og ulykker? Ikke rigtigt, nej.

Jeg har været med i en kæde eller to i mit liv – for længe, længe siden. Dengang var det noget jeg gjorde, fordi alle de andre gjorde det. Problemet med dén indgangsvinkel var, at når jeg skulle give brevet videre til nogen, så havde alle de andre piger allerede fået ét. Jeg havde ikke så mange veninder, så puljen var hurtigt udtømt, og jeg måtte ud og lede blandt de mere kiksede (end jeg selv) i bekendtskabskredsen for at komme af med brevene. Og selvom jeg sendte viskelædere til de fem øverste på listen, så fik jeg aldrig selv nogen. Lidt ligesom Misse Møhge i Matador med de dér hæklede lapper til et slumretæppe.

Så jeg begyndte at sige til folk, der havde kædebreve til mig, at de enten burde finde et andet offer, eller forlige sig med tanken om at jeg dræbte kæden ved med dødsforagt at smide brevet ud. Jeg har også engang takket nej til Olfert eller Herbert eller hvad denne der omvandrende kage hed. Tanken om at spise noget som havde rejst land og rige rundt først var ikke rigtig noget for mig.

De moderne kædebreve lever i bedste velgående på Facebook. Lige fra ‘Hvis du synes killinger er nuttede, så del denne besked’ til én af mine yndlingsaversioner: den årligt tilbagevendende ‘for at støtte en god sag, laver vi en vittighed, som ingen uindviede forstår’. Det skulle egentlig være en kampagne, som skulle skabe opmærksomhed omkring brystkræft, men det bliver i stedet til noget kryptisk noget, hvor selv mange af dem, der deltager i legen, ikke rigtig ved hvad den går ud på. Jeg havde faktisk tænkt mig at skrive om det her på bloggen i sidste uge, men jeg har nok allerede sagt alt hvad jeg mente om det på FB.

I det hele taget udsætter FB mig for mange kædebrevslignende poster med opfordringen om at dele det på min væg. Det kommer nu ikke til at ske.  Der er i det mindste ikke så mange trusler på FB dog. Kun sådan i kategorien ‘kun mine virkelige venner vil dele denne her besked’ (nå, det er jeg så ikke) eller ‘hvis du er et godt menneske, så deler du’ (bad to the bone, du). Jeg tog det mig nært, da jeg var lille. Det med at min hund ville dø og mit hår falde af. Men altså… Det er sandt nok, at min hund døde, men det var mange år senere, og 14 år er en god alder for en golden retriever. Og mit hår er der på mit hoved endnu (selvom jeg fælder en del).

Til gengæld kan jeg love at ethvert kædebrev, der alligevel finder vej til mig, vil ende sine dage som konfettioptænding i min brændeovn. Muahahaha!

Advertisements