Tags

Jeg ved ikke hvad der udløser det, men jeg kan lige pludselig forvandle mig til et pindsvin. Nogle gange vågner jeg om morgenen fuld af pigge, andre gange dukker de op i løbet af dagen. Nogle gange kan jeg mærke forvandlingen komme, andre gange sker det bare lige pludselig. Så stritter jeg i alle retninger og ænser ikke, hvis stakkels sagesløse bliver prikket før de står der og bløder. Min sædvanlige diplomatiske sans forsvinder sporløst. Ofte tager den min humoristiske sans med sig. Og min empati får bind for øjnene. Imens det står på, bør jeg blive hjemme og helst også holde mig fra FB og mobilchat. Så bør jeg bare sidde i sofaen med en avis eller en bog. Man kan måske stille en kop the og lægge en cookie på sofabordet, men man skal ikke sige andet en beroligende lyde til mig. Det går over. Pindsvinetilstanden. Langsomt trækkes piggene ind, og jeg bliver mig selv igen. Særligt udvalgte mennesker kan tale mig fra tilstanden. Med fingerspitzgefühl og ærlighed kan man roligt tale mig til fornuft. Man skal tænke på, at der inde i pindsvinet er en Louise, som skræmt sidder og venter på at tilstanden går over, og med den rette støtte kan hun finde ud igen. Men man skal være varsom. Det KAN gå galt!

Sult kan udløse pindsvinelignende tilstande, uden rigtigt at være det. Når jeg er sulten, kan jeg blive voldsomt utidigt, men jeg bliver god igen, så snart jeg får noget at spise. Bare kast et stykke chokolade eller en banan hen til mig. Så holder jeg op med at fråde og bide, og bliver hurtig normal (sådan relativt) igen.

‘Den tid af måneden’ kan også få pindsvinet frem i mig. Her er det meget vigtigt ikke at nævne, om det er ‘den tid af måneden’, der har udløst hidsigheden, for det booster tilstanden helt vildt! PMS er ikke noget jeg lider under hver eneste måned, men engang imellem udløser det pindsvineforvandlingen. Her er der virkelig tale om en skræmt Louise inden i. Jeg kan simpelthen se og høre alt hvad der foregår, men jeg er ude af stand til at forhindre det i at ske. Jeg kan bare sidde og råbe til mit pindsvinejeg ‘Stop! Stop nu! Sæt dig ned og hold op med at tale! Læg tablet og mobil fra dig! Træk vejret dybt, sådan ja. Luk øjnene. Tag en lur. Eller gå en tur – et sted hvor der ingen mennesker er. Og vær mig, når du kommer hjem igen. Tak!’.

Et fullblown pindsvineanfald varer sjældent særlig længe. Den energi der bruges på at få alt til at stritte, fråden til at vælde frem og øjnene til at blive røde og bulne ud, er ret voldsom, og kan minde om et adrenalinrush. Det er voldsomt, men går hurtigt i sig selv igen. Et gaskomfur, om man vil. Hurtigt varmt, hurtigt koldt. Nogle dage ligger pindsvinet bare latent under min hud, uden nogensinde at komme i udbrud. De dage siger jeg ikke ret meget, og har bedst af at være i fred. Så sker der ikke noget.

De allerfleste dage er jeg bare et menneske. Rar og mild. Uden pigge og uden fråde. Og pindsvinetilstanden er alt andet lige så sjældent, at man ikke skal være bange for at nærme sig mig eller lave spas med mig til dagligt 🙂 Jeg er ikke en naturkatastrofe, der bare venter på at ske. Hvis du studser over at jeg pludselig virker prikken, så bare spørg: ‘pindsvinedag?’. Og måske vil det få mig til at falde ned lige der, og trække piggene ind igen. Måske vil det gøre mig vild og få mig til at tale i tunger. Så er det nok bedst at trække sig lidt tilbage og vente på at det går over.

Advertisements