Tags

, , ,

Her tænker jeg især på stilhed i DSB’s stillekupéer. Det er dejligt! Jeg elsker det! At kunne rejse fuldstændig i fred og ro, opslugt af min bog eller i drømmeland, uden at skulle forholde mig overhovedet til andre mennesker. Det er bare det: at der sjældent er stille i stillekupéerne… Det er én af mine yndlingsaversioner, for hvorfor er det så svært at fatte for folk, at når man går ind og sætter sig i en stillekupé, så skal man – SURPRISE – være stille! Man skal ikke snakke med sidemanden, i mobiltelefonen, se film, spille spil, høre musik (heller ikke i høretelefonerne, når det er så højt at vi andre kan høre det). Det er heller ikke velset at taste for voldsomt i den bærbares tastatur, og man skal afholde sig fra at få hosteanfald, at snorke eller på anden måde komme med irriterende lyde, der kan genere rejsefællerne. For vi er meget emsige! Vi tåler ikke støj! Vi vil rejse i fred og ro – det er derfor, vi satte os herind, måske oven i købet bestilte pladsbillet hertil.

Det irriterende er ikke bare lydene. Det er også det, at hvis jeg gør folk opmærksomme på at de støjer i en stillekupé, så bliver de ofte ret sure. Så er jeg pludselig sart og dum, at jeg ikke sådan kan rumme andre menneskers trang til at udfolde sig alle vegne. Jeg siger det ellers pænt. Sådan i retning af ‘Undskyld, men du sidder i en stillekupé’. Så siger den støjende enten ‘Åh undskyld’ og holder op med at støje ELLER ‘Og hvad så?’. Så må jeg jo uddybe ‘Man ikke snakke/tale i mobil/nynne med på sin musik herinde’. Og så kommer de gerne med en række højlydte undskyldninger for hvorfor der lige må tages hensyn til dem og hvorfor jeg lige er lovlig pernitten. *suk*

Jeg har sagt det talrige gange til folk, der kom ind for at sætte sig i stillekupéen med deres børn. Både fordi jeg synes, at det er synd for børnene, hvis de skal være stille. Og fordi, mest fordi, at børn altså ikke KAN finde ud af at være stille. Ever. Sønnike har prøvet. 7½ minut er hans rekord. Så er han lige ved at eksplodere af trang til at sige noget. Det er synd for alle. Tag børnene med ind i en kupé, hvor man gerne må snakke og hygge sig. Det gør jeg altid.

Så er der dem med musikken. Jeg forstår det ikke. Har spurgt mange, og ingen kan rigtigt svare på det. Hvorfor sætter man sig ind i en stillekupé, hvis man alligevel har tænkt sig at høre høj musik i hørebøfferne? Man vil jo ikke have stilhed. Man kan alligevel ikke høre dem omkring sig. Men jeg kan høre det. Og min sidemand kan. Og ham med businessman jakken, som sidder og skuler kan. Og når jeg beder dem skrue ned? ‘Årh, du må godt nok have superhørelse, hvis du kan høre det!’. Ja. Ja, det har jeg. Tilsyneladende, for jeg kan i hvert fald høre, at du hører Metallica’s Enter Sandman i liveudgaven med symfonikorkester og hele balladen. Fedt nummer, men ikke når jeg hører det secondhand gennem dine lousy høretelefoner. *suk igen*

Prisen tager alligevel personalet, som går igennem kupéen hilser godmorgen og taler højtlydt med alle dem, der skal vise billetter. DE af alle mennesker burde da have styr på, hvor de er og bør som godt eksempel tale dæmpet og i små doser. Og så ville det være rart, hvis de tyssede på dem, der støjede, så jeg ikke behøvede gøre det. Det har jeg dog kun oplevet ganske få gange. Jeg hader at være bussemanden, der tysser på folk. Og nogle gange giver jeg bare op. Så har jeg ørepropper med i tasken. Det ser ikke kækt ud med sådan et par orange fiduser stikkende ud af ørerne, men jeg har opnået det jeg vil: stilhed.

Advertisements