Tags

Det kunne have været en travl uge på bloggen. Jeg har hidset mig op over tilbageholdelsen af David Miranda i Heathrow, Putins homofobiske lovgivning, Kiera Knightlys fantastiske anti-vold-i-hjemme-indslag og tragedien om alle de syriske børn på flugt fra borgerkrig. Det er alt sammen noget jeg føler stærkt for (pressefrihed vs terrorlovgivning, homoseksuelles ringe retsforhold verden over, vold i hjemmet og ikke mindst børn fanget i de voksnes krig), men når jeg så sætter mig til tastaturet har jeg mest lyst til at skrive om at bakke snagvendt…

Det er i virkeligheden nok sådan mange mennesker har det. Jeg bliver vred over verdens tilstand og andre folks forhold, men sammen med vennerne vil jeg hellere fortælle vittigheder end at diskutere, hvad vi kunne gøre for at gøre verden til et bedre sted. Jeg har det nok for godt. Personligt bliver jeg jo ikke ramt, så jeg kommer aldrig op på de barrikader dér. Jeg støtter dem, der kæmper, men kæmper ikke selv. Føler mig på den ene side ret ussel, for hvis folk som mig bare lader stå til, hvordan skal verden så nogensinde blive bedre? Det er jo menigmand, der skal rejse sig op. Kæmpe. Råbe vagt i gevær. Rykker jeg ved noget, når jeg sender et protestbrev til Putin gennem Amnesty? Får børn i Syrien det bedre, hvis jeg giver 50,- mere til Røde Kors? Det er jo ikke meget… Jeg kan undskylde mig med, at jeg ikke har tid. Jeg har jo mit eget liv, og mine egne børn, der har brug for mig. Jeg skal passe mit arbejde og sådan. Jeg kan jo ikke bruge al min tid på at redde verden. Godt at der er andre på sagen…

Jeg har tit tænkt, at kunne jeg vælge om igen, hvis jeg havde tænkt mere på verden end på mig selv, så var jeg blevet læge eller sygeplejerske. Så var jeg rejst ud i verden og gjort en forskel – hands-on. Så havde jeg ikke haft mine børn. Så havde jeg ikke haft mit drømmejob. Jeg havde ikke spillet rollespil. Havde ikke kunne dyrke mine venner, min familie, mine hobbies. Mit liv havde været et ganske andet, og jeg havde tænkt, når jeg døde, at jeg havde hjulpet mennesker. Gjort verden bedre.

Men hvem ved? Måske sidder jeg lige her, ude på landet foran min computer og betyder nok for nogen til at der sker noget. Et eller andet. Måske siger jeg en dag noget, der rykker ved nogen, som så gør noget. Måske har jeg lært mine børn at passe på verden og de mennesker der bor i den, og så gør DE noget. Måske gør mit lille bidrag sammen med hundrede, tusinder andre bidrag en forskel? Måske er det bare dét at være opmærksom, at vide noget om verden, at kende til uretfærdighederne og ryste på hovedet af dem, måske betyder det noget? Bare lidt?

Jeg har også tit tænkt på, at hvis jeg nogensinde befandt mig i den situation, at jeg var i den berømte redningsbåd, hvor der kun var plads til 6 og vi var 7, så ville jeg have svært ved at overbevise de andre om, at jeg skulle have lov til at blive om bord. Jeg tror ikke at ‘jeg kan fortælle historier’ eller ‘jeg kan lejlighedsvis få jer til at grine lidt’ står ret stærkt overfor ‘jeg kan bygge et hus’, ‘jeg kan helbrede sygdomme’, ‘jeg ved hvordan man overlever i al slags terræn’. Douglas Adams havde sat mig på the ‘B’ ark.

I min lille verden har jeg det godt. Jeg er tæt på lykkelig. Jeg kan dø og tænke ‘jeg har haft et godt liv’. I den store verden skammer jeg mig lidt. Men så kommer jeg til at sige ‘jeg skal ud og have vogt i vaksenudlånet’ og så tænker jeg, at det må jeg da hellere skrive et blogindlæg om.

Advertisements