Tags

,

vandmelonJeg ser latterlig ud med cykelhjem. Ok, det gør alle, men jeg ser særlig latterlig ud. Min cykelhjelm ligner en halv vandmelon. Jeg tænkte, at hvis jeg skal se latterlig ud, så kan jeg ligeså godt gå all in. Seriøst, det klæder ingen mennesker med sådan en hjelm, men den skal jo til. Skulle ulykken ske, så er det alt andet lige bedre at der kommer revner i hjelmen end i skallen.

Jeg er ikke vokset op med cykelhjelm. Jeg tror slet ikke man overvejede det som en mulighed, da jeg var barn. Hjelme var til motorcyklister og knallertkørere. Men man behøver ikke at køre stærkt for at flække kraniet, man skal bare være uheldig. Da jeg så blev voksen, så begyndte folk med de der hjelme. Kønne var de immervæk ikke, og ligegyldigt hvilke fine farver de kunne have (dengang var de mest grå og sorte…), så var det alligevel rarere med frit flyvende hår. Jeg har på ingen måde hattehoved. Jeg gad godt have det, men ingen hatte klæder mig, og hjelme gør så slet ikke. Og det går helt galt, når jeg har haft den på og såtager den af, og så er alle de minutter jeg brugte på at sætte håret fuldstændig spildt. Håret er fladt. Som en pandekage.

Men i slut ’90’erne skete to ting: Min Mor styrtede på cykel (uden hjelm) og fik en slem hjernerystelse, og jeg fik et barn (Hende den Lange), som jeg under ingen omstændigheder ville køre nogen steder hen uden at hun havde hjelm på. Så var der nogen (Min Mor og X-man blandt andre), der insisterede på, at jeg også skulle have en hjelm. Det var der jo god ræson i. Jeg skulle jo være det gode eksempel for min lille unge. Hun fik så en sej lyserød hjelm med blomster på, mens jeg måtte nøjes med en kedelig grå én med lufthuller. Dengang kunne jeg ikke finde voksenhjelme, der så bare den mindste smule kække ud. Man tænkte nok, at hjelme var en alvorlig sag, og de skulle se seriøse ud. Men ligegyldigt hvor klogt det er at have hjelm på, så ser det altså lige tosset ud, og man kan ligeså godt få en virkelig åndsvagt udseende hjelm. Derfor vandmelonen. Jeg har også lidt kig på en hjelm, der ligner en hjerne. Den er som bonus selvlysende, hvilket jeg synes er voldsomt sejt!

Jeg er særligt glad for vandmelonen, når jeg suser ned af en stejl bakke, og i ånden ser for mig selv, hvordan jeg styrter og lander på asfalten og brækker både arme og ben og får grimme asfalthudafskrabninger på alle mine knoklede led. Fuld fart ned af bakke er for mig altid en sær blanding af fryd over farten og desperat angst for at styrte. Så tænker jeg altid; ‘nå, men min hoved vil da i hvert fald ikke komme noget til!’. Og det er da egentlig en ret rar tanke.

Advertisements