Tags

, ,

Jeg har vinket farvel til Hende den Lange. Og sendt luftkys. Hun er i Skotland de næste 10 måneder. For at gå i skole, for at lære andre mennesker at kende, for at opleve andre måder at leve på, for at lære engelsk med en cool accent, for at være hjemmefra og for at opleve fantastiske ting. Blandt andet.

Vi står meget tidligt op. Vi har sovet hos MM, som bor et stenkast fra lufthavnen. Jeg skærer mig i fingeren, da jeg skærer boller ud til morgenmad. Sønnike vælter et glas vand ud over det hele. Rejseplanen på min mobil er ikke enig med den faktiske køreplan, så vi skal vente lidt for længe på det næste metrotog. Jeg ignorerer de dårlige varsler: dem tror jeg ikke på. I lufthavnen siger guiden, at Hende den Lange som den eneste skal flyve til Aberdeen via Bergen, mens de andre fem piger skal flyve til Edinburgh via Stockholm. Så den lille tryghed jeg følte ved at vide, at hun havde nogen at følges med, fordufter. Hun tager det til gengæld meget roligt. Men hun har jo rejst meget, og sådan en smule flyvetur x to, samt ventetid i fremmed lufthavn er da bare en del af eventyret. Jeg tror, at hun måske (som jeg ville have været det) var en lille smule nervøs, men som den gæve pige hun er, tager hun det som en udfordring.

Det er svært at stå der i lufthavnen. Jeg prøver at suge hvert øjeblik til mig, så jeg kan gemme dem i mine lommer til senere. Sønnike er – trods det meget tidlige tidspunkt på dagen – fuld af pep og snakker nonstop. X-man kommer direkte fra fest og er stadig bagstiv, og begge dele gør mig lige præcis irriteret nok til, at jeg ikke begynder at vræle. Det er ret godt: jeg har lovet Hende den Lange ikke at vræle. For det smitter, og man skal ikke starte sit livs største eventyr hidtil med at græde. Og så kommer øjeblikket: guiden siger, at nu er der 10 minutter endnu. Hun har sit boardingkort. Kæmpekufferten var tjekket ind. Der er kun dét tilbage: at sige farvel. Så hvad gør man? Hvad gjorde jeg? Jeg krammer hende, kommer med de sidste formaninger om at passe på sig selv og om at opleve så meget som muligt, og siger ‘jeg elsker dig’. Og så går hun. Op af trappen. Hun vender sig lige ved toppen og vi sender luftkys. Hun smiler. Og jeg smiler. Så fortsætter hun hen af gangen mod sikkerhedskontrollen sammen med guiden og de andre piger. Og så kan jeg ikke længere se hende, og de næste 10 måneders eventyr oplever hun uden mig. Hvilket er godt for hende og svært for mig. Sådan skal det vist være. Det er den dér øvelse i at give slip.

Jeg græd ikke, da hun forsvandt ud af syne. Jeg har ikke grædt endnu. Men jeg kan mærke Savnet luske rundt lige på den anden side af barrikaden. Det minder til forveksling om Sorte Slyngel. Mørk og lidt tværet i kanterne. Og så længe jeg kan holde mig beskæftiget, så får han ikke lejlighed til at snige sig ind på mig. Indtil videre er det jo bare som om hun er på spejderlejr, eller ud og rejse med Globetrotteren og Min Mor. Det har jeg prøvet så tit, og selvom man savner lidt, så kommer hun jo tilbage lige om lidt. Og det er sådan jeg også tænker nu: Der er kun 10 måneder – et efterår, en vinter og et forår – til at hun kommer hjem igen. Kun 10 måneder til at jeg skal hente hende i lufthavnen. I mellemtiden kommer vi begge to til at opleve hundrede spændende ting (hende flere end jeg), som vi kan fortælle hinanden om. 10 måneders savn er en lille pris at betale for det.

I løbet af dagen og natten tikker beskederne ind: Hun når godt til Bergen. Hun når godt til Skotland. Hun når godt til Buckie. Alt er vel. (Jeg hungrer efter detaljer, men det er hendes eventyr og hun vælger selv, hvad hun vil fortælle). Jeg trækker vejret dybt, og finder noget at beskæftige mig med.

Advertisements