Tags

,

Jeg har ventet med at skrive dette her indlæg, for man skal ikke skrive, når man er vred, og jeg bliver noget så edderspændtrasende, når nogen byder mig det: at vente på dem. Længe. Jeg har også skrevet det om flere gange. Slettet det helt og startet forfra. Jeg har ventet med at udgive det, så jeg lige kunne læse det igennem, når jeg var faldet ned, og har så hver gang indset, at jeg nok alligevel var lidt for sur, aggressiv, passiv/aggressiv, ædende indædt eller personlig. Jeg kan ikke helt gennemskue, om det er fordi jeg er alt for pernitten og bliver gal over småting, eller om jeg har noget at have det i. Heldigvis ved jeg, at jeg ikke er alene: Der er fx Dines – the infotainer, som siger tingene lige ud og Single Dad Laughing, som starter passivt/aggresivt, og så bliver mere klar i mælet. Begge har i øvrigt fået pænt mange slag for deres indlæg, for det er åbenbart et vigtigt emne for mange – både for dem, der kommer for sent (og som ikke kan forstå at vi bliver så arrige, og som bare synes at vi skulle tage og slappe lidt af!), og for dem (os), der venter (og venter og venter) på dem, der kommer for sent (mens vi bliver mere og mere indestængte).

Men jeg kan ikke have det! Hvor svært er det lige at det kan være? At tage af sted i god tid, så man er fremme til tiden? Jeg synes ikke at det er særlig vanskeligt. Selv da jeg havde små børn, var det ikke noget problem at blive klar og nå frem til tiden. Det var så ikke altid, at vi nåede at få X-man med, for han er én af dem, for hvem tiden kan være vanskelig at håndtere. Nå, men jeg kan til hans forsvar nævne, at han da vist er blevet bedre til det. Det er i hvert fald sjældent efterhånden, at han kommer for sent til aftaler med mig, selvom han af og til skærer den meget tæt.

Hvorfor hidser jeg mig sådan op? Der er mange grunde. En vægtig grund er at min tid er kostbar. Måske ikke mere kostbar end andres tid, men tid hvor jeg er bundet til et sted, mens jeg venter, er ofte spildt. Jeg tager ikke min bog frem, for vedkommende kommer jo lige om lidt (…not). Jeg går af samme grund ikke lige hen på nærmeste café og får en kop varmt/koldt, mens jeg venter. Jeg går ikke lige i gang med at lægge tøj sammen, selvom bunken ligger og venter i vaskekælderen, for jeg skal jo ikke stå med alt det fremme, når gæsten dukker op. Jeg sætter ikke en film på, jeg går ikke lige en tur, jeg kan ikke lige nå ned og købe det jeg mangler – FOR VEDKOMMENDE KOMMER LIGE OM LIDT! Not! Jeg synes, at det er så respektløst. Tarveligt. For jeg står der med følelsen af, at vores aftale var mindre vigtig for den anden, end den var for mig. At min tid er mindre kostbar end deres. At de tror, at jeg da godt gider at stå der og trippe, indtil de dukker op.

Selvfølgelig kan ting lige komme i vejen. Måske var der kø på motorvejen, måske var toget forsinket, måske strejkede busserne lige. Den er jeg med på. Så giver man lige besked. Det er så nemt med mobiler, for man kan så lige sende en sms*. Det var (endnu) værre i gamle dage, hvor man bare stod der og flagrede og ingen besked fik.

Nogen kommer altid for sent. Nogen gør det nogle gange. Nogle gør det så godt som aldrig, og er frygtelig brødebetyngede, når (hvis) det så sker. Nogle synes, at det er frygtelig vanskeligt at administrere deres tid, at tiden altid flyver af sted, og at man da lige havde kigget på uret for et øjeblik siden, og vupti gik der lige 30 minutter! Jeg kan godt forstå, at det må være svært at have det sådan, men man kan faktisk organisere sig lidt ud af det. Sætte sig ind i, hvor lang tid det tager at nå frem. Sætte et æggeur til at ringe et kvarter før man skal ud af døren. Det kan Sønnike godt finde ud af, når han skal ud af døren om morgenen, og han er 9 år gammel.

Det gælder ikke kun private aftaler, men også professionelle. Det er ikke ok at lade folk vente på én, når man skal til møde. Det er ikke ok at afløse 15 minutter for sent (især ikke umiddelbart før en frokostpause – årh! hvor er jeg utidig, når jeg er sulten!). Jeg tænker, at man på det professionelle plan får flere røfler, når man kommer for sent – når man spilder folks professionelle tid (og dermed arbejdspladsens) end man gør i privatlivet. Jeg er i hvert fald selv bedre til at sige det til en kollega end til en ven eller et familiemedlem. Men jeg burde nok tage mig sammen til at prikke til ømme punkter – sige til, når jeg synes at jeg har måtte vente urimeligt længe. Hvordan skulle de ellers vide det? Eller bliver jeg så bare hende den emsige, der aldrig kan tage den lidt med ro?

*Og med det mener jeg ikke, at man tre kvarter efter man skulle have været der, skriver: ‘Som tiden dog flyver, når man hygger sig. Nu kører vi hjemmefra’… For dét er en helt sikker måde at få mig op i det ildrøde felt på! Jeg var SÅ klar (i omtalte tilfælde) til at svare ‘Don’t bother!’, men det gjorde jeg ikke. Jeg svarede faktisk slet ikke på den, for jeg havde ingen som helt høflige svar at give. Men jeg tænkte, mens jeg hyperventilerede, at hvis de havde det så sjovt, og det var så svært at tage sig sammen til at komme og besøge mig, så måtte de faktisk gerne blive hjemme. Jeg var iskold og ikke særlig imødekommende, da de dukkede op, og jeg skal gerne indrømme, at det tog noget tid at få mig varmet bare nogenlunde op igen. Det blev faktisk en hyggelig dag, men det er ikke dét jeg husker ved den. Det jeg husker, er min arrigskab over at blive efterladt hængende på ubestemt tid, mens jeg ventede og ventede…

Advertisements