Tags

,

Jeg elsker at cykle! Forbi marker og enge, igennem skove og små landsbyer. Med vinden (begrænset) i håret (jeg har jo hjelm på) og i ansigtet. Sluger lejlighedsvis en flue eller tre, fordi jeg nogle gange synger mens jeg cykler. Ser harer og fasaner, lejlighedsvis hjorte, rovfugle og ræve, og masser af heste, køer og får. Og får motion.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke er den store motionsentusiast. Jeg kan godt lide Zumba og lange vandreture. Svømning er ok (når man ikke skal svømme i slalom, fordi der er for mange i bassinet). Men cykling er det bedste. For der er fart på og jeg kommer omkring og får frisk luft OG det giver motion! Nu er jeg altså ikke motionsrytter… Min cykel er en 9 år gammel Centurion Challenger med bagagebærer og cykelkurv. Men uden flaskeholder og GPS. Den er tung som bare pokker, men jeg kører rigtig godt på den. Indtil videre er mobilen min GPS, og Endomondo fortæller mig, hvor godt det er gået i dag. Derudover er det eneste udstyr et båthorn, så jeg kan skræmme tilfældige sagesløse forbipasserede fra vid og sans.

Motionscyklisterne – de rigtige, dem med udstyr og seje lette cykler – suser forbi mig. Enkeltvis og i flokke. De cykler godt nok stærkt! Jeg har nu også pænt med fart på, synes jeg selv. Men jeg gør det nu også mest for fornøjelsens skyld, og jeg gider ikke, når det øser ned eller er isglat. De seje vil nok synes, at jeg ikke mener mit cykleri alvorligt, men det kommer jo an på, hvad man vil have ud af det. Jeg får præcis det ud af det, som jeg vil: motion, ja bevares, men det er nærmest en bonus oveni turen ud i det grønne og den friske luft. Jeg tror, at synet af den grønne skov, de vidtstrakte marker, de lejlighedsvise dyr, himlen og pittoreske bondehuse er lige så godt for mit sind, som motionen er for min krop. Og på den måde er cykling det bedste af to verdener ❤

Advertisements