Tags

,

AD! Altså… AD!

Der kommer jeg gående hen af gaden. Lidt i mine egne tanker. Pludselig hører jeg lyden: nogen rækker godt tilbage i svælget, harker og spytter. På gaden. Lige foran mig. Han stoppede ikke engang. Det havde ikke noget med mig at gøre. Jeg kender ham ikke. Han ser ikke engang på mig, da han går videre, men hans kæmpeharker ligger på gaden foran mig. Jeg træder hen over. Prøver på ikke at kigge. Men kan mærke at jeg lige bliver nødt til at synke et par gange for ikke at kaste op.

Adr! Virkelig!

X-man gjorde det meget. ‘Når det skal ud, skal det ud’, sagde han. Joeh. Når man skal tisse, så skal det også ud. Men ikke midt på gaden og slet ikke lige foran folk. Jeg kan godt forstå, at det skal ud, spyttet/harket, men kan man ikke være lidt diskret? Finde en skraldespand? Eller vente til man kommer hjem?

Sønnike begynde på det. Ikke med hark, bare sådan spyt. Jeg begyndte straks at opdrage: det gør man bare ikke! Han så lidt forvirret ud. Det gør alle de andre. Ja, måske, men det gør min søn ikke! Slug det, hvis du har for meget spyt i munden, eller find en håndvask! Man spytter ikke på gaden. Det er altså ulækkert! Og jeg er sart mht andre folks kropsvæsker (nogle mere end andre, skal jeg gerne indrømme). Han er holdt op igen, Sønnike. Eller gør det i hvert fald ikke foran mig.

Og jeg? Jeg synker. Eller finder en håndvask. Også fordi jeg rent faktisk ikke kan spytte. Det bliver bare til savl ned af hagen. Ret patetisk. Som barn var jeg meget misundelig på Veninde Dorthe, som både kunne spytte langspyt og rokke med ørerne. Det har jeg aldrig lært. Hverken eller. Indser nu, at jeg muligvis lider af spyttemisundelse. Men synes altså stadig, at det er ulækkert.

Advertisements