Tags

Jeg har nok sammenlagt røget 4 cigaretter i hele mit liv. Eller noget af 4 cigaretter. Og én af dem var der vistnok sjov tobak i… Jeg må indrømme, at jeg aldrig fattede hvad the fuss was all about. Det smagte ikke godt, og fik mig ikke til at føle mig bedre tilpas. Jeg har sikkert gjort det forkert, eller også virker det bare ikke på mig. Det er jeg sådan set ikke spor utilfreds med.

Jeg er blevet mindre tolerant overfor røg med tiden. Måske fordi det trods alt og heldigvis er ret sjældent efterhånden, at man render ind i en røgsky. For bare 20 år siden var det ikke usædvanligt, at man måtte minde en ryger om, at de ikke sad i rygerkupéen og derfor ikke måtte ryge. Nu må man slet ikke ryge i togene, og fra juli næste år må man hellere ikke længere ryge på DSB’s perroner. Det bliver rart. For bare 12 år siden var det stadig almindeligt, at jeg måtte spise frokost i kantinen, mens en kollega lige sluttede måltidet af med en smøg. Det må de heller ikke mere. I venteværelser slipper jeg nu for røg, på caféer og i restauranter. Jeg er overordentlig tilfreds med udviklingen!

Selv i min rollespilsgruppe har trenden vendt sig: for 10 år siden sad vi i røg og damp hele aftenen. Når man kom hjem havde man hovedpine, øjnene sved og hår, tøj og hud stank af røg. Føj! Så blev det besluttet, at rygerne måtte gå udenfor, når de ville ryge. Det var der nogen modstand (blandt rygerne) imod: så gik de jo glip at noget spil. Jamen, men så kunne de jo bare lade være med at ryge… Det var jo ikke sådan, at vi sendte dem udenfor døren en gang i timen, fordi vi ikke kunne lide dem. Vi kunne bare ikke lide røgen. Det holdt heldigvis hurtigt på med at være et problem. I mit hjem har det heller aldrig været noget problem: rygerne ved godt, at de skal gå udenfor, og de gør det helt frivilligt. I al slags vejr trækker de ud på terrassen, så røgen ikke generer mig. På selve terrassen kan jeg så ikke bede mig fri… Hvilket især er træls, når det er naboen, der ryger. Dem kan man jo desværre ikke bede om at trække lidt væk, eftersom det er deres egen terrasse de sidder på, og de trods alt ikke har indflydelse på vindretningen…

Jeg tror ikke at der er nogen rygere, der ikke er klar over at røgen generer andre. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvorfor folk ryger, eller hvorfor de ikke holder op, når de ikke kan være i tvivl om, hvor skadeligt det kan være. Det betragtes af mange som en privatsag, men helt privat er det jo ikke, når det generer omgivelserne. Jeg har hørt mange rygere klage i tidens løb om ‘hetzen’ imod dem – men det er jo ikke dem, der er problemet: det er den røg de udspyer. Hvis rygning var lugtfri og ikke var til skade for andre, så måtte folk for min skyld ryge hvor de ville. Men det er ikke tilfældet, og derfor må de i offentlige sammenhænge gå udenfor, hvor de generer mindst muligt.

Jeg er vokset op i et ikkeryger-hjem, og derfor forstår jeg ganske enkelt ikke at man vælger at ryge. Ligesom jeg er vokset op i et ateistisk hjem, og derfor ikke forstår, at folk er religiøse. Der findes rygere blandt mine allerbedste venner (ja, faktisk er min BFF ryger), og de er kloge mennesker. Intelligente og omsorgsfulde. Jeg har aldrig spurgt dem, hvorfor de ryger, når de nu burde vide bedre. Måske er det ikke noget man spørger om. Tabu. En privatsag. Det er ikke fordi jeg vil anklage dem, eller prøve at omvende dem, men jeg forstår det ganske enkelt ikke. De kunne måske til gengæld spørge mig, hvorfor jeg ikke holder op med at spise al den slik og kage, når jeg nu ved, at det ikke at godt for mig, og det er bestemt også et godt spørgsmål. Men hvis det generede andre, at jeg gjorde det, så gjorde jeg det nok ikke. Gætter jeg på. Tænk hvis der opstod en ubehagelig lugt, hver gang jeg spiste chokolade… Tænk, hvis det kunne påvises, at andre folk, som ikke spiste chokolade, blev syge, fordi jeg gjorde det… Ville jeg så holde op? Jeg tænker ja. Og måske spiller jeg hellig (!) her, men det tror jeg virkelig at jeg ville. Det ville være et savn, og det ville være svært. Men jeg ville gøre det.

Advertisements