Tags

Jeg farer ikke vild – jeg tager på Æventyr. Det er en almindelige anerkendt måde at komme fra pkt A til pkt B på i min husstand. Dog mest hvad Sønnike og jeg angår. Hende den Lange er spejder og hun farer ikke vild, selvom hun gerne tager på Æventyr med os andre.

Min stedsans er ualmindelig ringe. Selvom jeg selv mener, at jeg godt ved, hvor jeg er og ca i hvilken retning jeg skal, så viser det sig ofte, at det ikke er helt korrekt. Det lykkedes mig flere gange i gymnasiet at lede større flokke af medelever på afveje, fordi jeg skråsikkert mente, at jeg kendte en genvej. Som så viste sig at være ret lang… Jeg fralægger mig ansvaret: de kunne jo have ladet være med at følge efter. I hvert fald anden gang jeg gjorde det, burde de have vidst bedre.

Men at tage på Æventyr er for mig og Sønnike en unik måde at opleve nye steder på. Kunsten er at følge en gade, vej eller sti som ser spændende ud. Gå op ad en trappe, over en bro, ind i en gyde og så bare se, hvor det fører hen. Ofte kommer vi steder hen, som vi slet ikke have forventet. Nogle gange et smukt og forunderligt sted. Nogle gange bare en kedelig, grå gyde, der ender blindt. Og nogle gange står man så pludselig et sted, hvor man også var for en halv time og mange kilometer siden…

Det kræver selvfølgelig, at vi er villige til at give slip på visheden om hvor vi er. Det kan være grænseoverskridende, faktisk lidt skræmmende, sådan at give slip. Hvad nu hvis vi ikke finder tilbage? Men skulle det gå galt, kan vi jo altid spørge om vej (det er endnu ikke sket) eller hitte GPS’en frem på mobilen (det har jeg måtte gøre, når der ikke var tid til Æventyr, fordi jeg skulle nå frem til et møde eller lignende). Men det er snyd, og er ikke rigtigt Æventyr.

Første gang Sønnike og jeg tog på Æventyr var i Sydfrankrig, hvor vi var til noget aftenhygge hos nogen, der boede i en gammel bydel i en lille fransk by. Sådan en bydel, hvor der ikke var plads til biler, og som bestod af by i flere lag. Der var trapper og små krogede gader, som man meget let godt fare vild i. Han var vel 5 år på dét tidspunkt, og hyggelig fransk aftenhygge var ikke lige hans ting. Så vi forlod etablissementet via en låge i baghaven og gik af sted. Op og ned og rundt og hen og op igen. På et tidspunkt var vi ret højt oppe i byen, og kunne se ned på aftenhyggen højt oppe fra. På det tidspunkt anede jeg ikke, hvordan vi skulle finde tilbage, men det gjorde ikke så meget. Vi havde mødt en gyldenrød kat, som slikkede aftensol på en havemur, havde fået hjemmedyrkede jordbær af en gammel mand, var nær blevet kørt ned af en rød scooter, hilst på børn, der vinkede fra balkoner og på et par, der delte en flaske vin på deres terrasse. Det havde været helt vildt hyggeligt! Og vi fandt tilbage, for det er åbenbart sådan, at når Æventyret er ved at være slut, så finder man hjem.

Advertisements