Tags

,

Jeg elsker midsommerbål! Når jeg står dér med mine nære og kære og kigger fascineret ind i flammerne fra et stort blussende bål i den lune sommernat, mens vi synger en sang om, hvor meget vi elsker vort land, så minder det meget om lykke. Hvis det ikke var for heksen.

Som ung var jeg noget fortørnet en midsommer, hvor båltaleren var en flammende feminist (no pun intended), som afsluttede sin tale med at fjerne heksen fra bålet, fordi det var dumt at brænde kvinder af. Jeg syntes at det var noget pjat: det var jo bare en figur af halm og gammelt tøj. Det var jo tradition, og børns (og unges åbenbart) traditioner skal man ikke pille ved! Jeg var ikke så klog dengang. Nu kan jeg ikke længere lide tanken om, at vi brænder hekse af.

For hvad er det hun symboliserer? Det onde? Det onde er altså en klog kvinde? Eller en forvirret stakkel, som vi faktisk burde have ondt af? Hvorfor brænder vi ikke en trold? Den synger vi jo også om som noget ondt. Eller en djævel?

Faktisk er det med at brænde hekse af en ret ny skik. Vi har haft midsommerfester langt, langt tilbage i tiden med bål, dans og fest. Længe før danskerne blev kristne. Men ligesom Jesus fødselsdag sjovt nok falder få dage efter vintersolhvervsfesten – årets korteste dag 21. december – så blev Johannes Døberes minsandten født få dage efter sommersolhvervsfesten – årets længste dag 21. juni. På dansk hedder Johannes Hans = Skt. Hans. Voila! Solhvervsnætter er historisk set fortryllede nætter, hvor magi er ekstra potent, og hvor troldtøj, elvere og hekse holder fest. Bålene skulle holde den slags væk (selvom de garanteret holder fede fester!). Og dengang var der ingen hekse på.

Hvorfor er der så heks på nu? For det ER da noget mærkeligt noget… At genskabe noget som er så grusomt: at brænde et menneske levende. Tusindvis af mennesker har lidt døden på anklager om hekseri – primært, men ikke udelukkende, kvinder. Og lad os ikke narre os selv: ikke én af dem var rent faktisk hekse. Måske var de skyldige i at rage uklar med en nabo, måske var de stædige og rapkæftede, måske var de demente, handicappede eller grimme, måske var de smukke og forførende, måske var de bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. De kan også have løjet og snydt og bedraget, de kan have bandet og forbandet, stjålet eller dræbt. Men hekse var de ikke. Men nogen hadede eller frygtede dem altså nok til at få dem torteret, ydmyget, ødelagt og brændt. Det er længe siden, og ærlig talt ikke noget vi kan være stolte af på nogen måde.

Mange midsommerbål har faktisk ikke længere hekse på. Jeg håber, at de med tiden forsvinder helt. Som feminist generer det mig helt klart at det er (symbolet på) en kvinde vi brænder af, men humanisten i mig bryder sig slet ikke om at vi brænder (symbolet på) et menneske af. Selvom det er tradition. Nuvel – der var også engang tradition for at kvinder var hjemmegående og ikke havde stemmeret, men de fjollerier er vi da heldigvis vokset fra. Kunne vi så ikke også droppe den heks?

Advertisements