Tags

Forrige lørdag klippede jeg min hæk. Min Mor hjalp med at samle alt hækkeafklippet op. Der er vel små 50 meter i omkring 180-200 cms højde. Hækkeklipperen er eldreven og ikke særlig tung de første 30-35 meter hæk. Derefter… Puh! Min Mor foreslog, at vi tog det i to omgange, men jeg mente nok jeg kunne klare den smule hæk i ét hug. Det gjorde jeg også. Nu har jeg seneskedehindebetændelse… Det gør avs, og jeg skal bruge den ramte arm (venstre) mindst muligt. Det er godt nok svært!

Men endnu sværere er det at bede om hjælp. Jeg er sådan én, der altid har sagt ‘Kan selv!’ – bare spørg Min Mor. Jeg skulle nok selv finde ud af alting. Kan selv nå! (hvis bare jeg har en stige/stol/taburet). Kan selv bære! (av min ryg!). Kan selv hugge brænde, klippe græs, bore huller i væggen, male, tapetsere, you name it! Kan selv klippe den hæk, nå! Og jeg kan virkelig! Men en gang imellem burde jeg nok lade være, og bare bede nogen om hjælp.

Vi holdt familefødselsdag i går. Bare de nærmeste 18 familiemedlemmer. Sådan et gilde bliver man ikke klar til alene med én hånd. Både Sønnike og Hende den Lange hjalp godt til, og Min Mor og X-man kom før tid og hjalp til. X-man mente, at det var sundt for mig at være tvunget til at bede om hjælp. Han ved nok bedre end nogen, hvor meget jeg synes, at jeg ‘Kan selv!’. Og endnu bedre hvor tit jeg burde sætte det personlige ambitionsniveau lidt ned, og række tøjlerne til nogle andre. ‘Sæt dig ned og luk øjnene’ siger han ‘Stol på os!’. Jeg lukker dem sådan næsten helt i og siger ‘Husk knive til smørret’. Det er svært…

Det handler om kontrol. Når jeg gør det selv har jeg kontrol. Når jeg gør det selv, er jeg stærk og sej, og kan klare mig selv. Hmm… Det er sådan man får stress. Og seneskedehindebetændelse.

Advertisements