Tags

Min papoldefar var tatoveret. Hans krop var en hel billedbog med blandt andet en havfrue med svulmende barm, et anker, en stjerne på øreflippen og en klovn med den ene brystvorte som næse. Jeg var dybt fascineret som barn, og jeg har flere gange afstedkommet at den arme mand måtte blotlægge overkroppen, så jeg kunne studere ham. Han havde været sømand og havde sejlet på Sydamerika, hvorfra han havde hjembragt alskens parafenalia, foruden en grøn ara, en silkeabe og en tarantel. Han var indbegrebet af eventyr.

Så tatoveringer har en ret eventyrlig betydning for mig. Ofte er det ikke selve folks tatovering, der fascinerer mig, men historien bag den. Hvorfor de har fået den. Hvad den betyder for dem. Der findes mange grimme tatoveringer, og mine er sikkert også en smagssag, men de betyder noget for mig. De er en del af mig, og jeg har aldrig fortrudt, at jeg har fået dem.

Jeg synes, at det er sjovt at vise dem frem. Måske ligner jeg ikke umiddelbart typen, der får tusser, og det er skægt at se folks reaktioner. Jeg har fået meget ros for dem, mødt beundring og misbilligelse, og jeg har mødt folk, som ikke har kunne forstå, hvorfor jeg dog har valgt at skæmme min krop permanent. For det er en alvorlig beslutning, som ikke lige kan gøres om igen. Der er mange fordomme om folk, der får tatoveringer, men efter min erfaring er de lige så forskellige fra hinanden, som så mange andre mennesker. Der er unge festaber, rockere, sømænd, duller, håndværkere, musikere, fritidsvikinger, husmødre, skuespillere, fodboldspillere, bedstefædre og børnebibliotekarer. Blandt andet.

På venstre skulder har jeg Asken Yggdrasil, baseret på en tegning af Erik Hjort Jensen. Jeg havde motivet liggende i mange år, før jeg fik taget mig sammen og opsøgte Kunsten på kroppen, som jeg havde fået anbefalet, og hvis stil jeg kan lide. Jeg skulle egentlig bare ind og snakke med dem om det, men så havde Erik Reime lige tid, og så lavede han den med det samme (efter at have blæst mit medbragte billede op i dobbelt størrelse). Imens jeg blev prikket, snakkede jeg med en ung fyr, der var ved at få lavet noget på en større tattoo. Et åndsfællesskab opstod. Min udsigt var talrige priser, som Erik havde vundet verden over for netop at tatovere på kvinder. Hele seancen var næsten en spirituel oplevelse. Det gjorde nas, men det var ikke slemt. Yggdrasil er – udover at være en del af den nordiske mytologi – symbolet på noget kvindeligt, noget frodigt, som gror og holder sammen på verden på trods af alt. Der er en styrke i det.

På højre skulder har jeg en nordisk drage – eller orm er det vel. Dragen Nidhug, som gnaver i Yggdrasils rødder, og som i følge myterne fortærer de niddinge, som forsøger at slippe ind i Hel. Jeg havde længe ledt efter et motiv, som kunne matche Yggdrasil, og fandt det endelig på nettet. Designet er lavet af en fyr i Californien, og jeg har ærligt og redeligt købt rettigheden til at bruge hans design på min krop. Min veninde Minna var med inde, da jeg fik den lavet, og holdt mig i hånden imens. Jeg måtte en enkelt gang komme med et smertensudbrud (og klemte stakkels Minna vel hårdt) – at blive tatoveret på skulderknoglen gør pænt ondt! Nidhug er symbolet på noget maskulint og destruktivt, men samtidig smukt og retfærdigt. De to tattoos balancerer smukt hinanden.

Når man først har fået éen tattoo, så får man tit lyst til flere, har jeg hørt. Sådan har jeg det også. Jeg går og pønser på den næste allerede. Noget med Hugin og Munin på min ryg. Erik Reimes lærling Markus har lavet nogle fine motiver, så jeg skal nok have ham til at tegne det for mig. Det bliver større end de andre, og dyrere. Men jeg skal nok få det en dag…

Det er egentlig skægt… Ligesom jeg føler en stærk trang til at fortælle evt interesserede om mine børns fødsler (væsentlig mere anerkendt emne i nogle kredse end andre), så er historierne om mine tattoos også noget jeg gerne deler. Og ligesom mine børn så har jeg tatoveringerne hele livet.

Advertisements