Tags

Det var nemmere tidligere. Da børnene var mindre kunne jeg prikke dem i siden, så de blev urolige og jeg kunne gå ud med dem. Men når en 9-årig sidder uroligt, så er det dårlig opdragelse, og den vil jeg alligevel ikke siddende på mig. Så vi bliver siddende, selvom det er svært at sidde stille. Jeg gør det jo for ikke at støde nogen, og måske er det misforstået af mig. Det er jo egentlig også stødende, at jeg sidder der og har svært ved at være der. Og derfor har jeg besluttet at det er sidste gang. I dag var jeg således til min sidste barnedåb.

Det var ellers et fint arrangement, og præsten var både sød og humoristisk. Jeg kunne oven i købet synge med på et par af salmerne. Men hvor har jeg svært ved at sidde med, når andre dyrker deres religion. Jeg hører jo ikke til der. Det er i virkeligheden lidt blasfemisk af mig at være der – jeg er ikke med i klubben, betaler ikke kirkeskat, er ikke døbt, og tror ikke en meter på gud. Jeg siger til mine børn, at de skal vise respekt overfor andres tro – der er ingen grund til at rage uklar med nogen på grund af det. Men det kan være vældig svært at sidde igennem en hel gudtjeneste og høre på alt det… Af en eller anden grund bringes historien om det ene får, som bliver væk og som hyrden går ud og leder efter, mens han efterlader 99 andre helt alene, altid på bane, når jeg er i kirke. Jeg føler hver gang at præsten blinker til mig og ryster pegefingeren af mig: ‘Bare rolig, Louise, du skal nok blive fundet!’. Nej tak. Jeg synes at det lyder fortryllende at forlade flokken og tage ud på Æventyr. Jeg vil ikke ind i flokken.

Jeg forstår ikke dåben. Gudmoderen eller -faderen lover på barnets vegne at det vil tro på gud og kirken og forsage djævelen. Gælder løfter foretaget på andres vegne nogen som helst andre steder? Barnet bliver meldt ind i en klub, som ingen ved om det har lyst til at være medlem af. Og så snart det bliver 18 år, får det minsandten også lov til at betale kontingent. Men hvis gud er god, og hyrden finder de får, som forvilder sig, why bother? Hvis man kan opføre sig præcis som man vil hele sit liv, og så bare fortryder det til allersidst – for gud kan allerbedst lide de omvendte syndere frem for dem, der har været gode og rare hele livet – så skulle den være i vinkel. Jo mere jeg tænker over kristendommen, jo mindre mening giver den for mig. Og jo mere pinagtigt er det at sidde en hel gudstjeneste igennem.

Så jeg må stå ved det. Til konfirmationer er det nemt nok at takke nej: der er sjældent plads til andre end de allernærmeste familiemedlemmer alligevel. Til kirkebryllup og dåb må jeg sige det som det er: jeg vil meget gerne være med til alt det, som ikke foregår i kirken, men jeg vil ikke være med til klubmødet. Til begravelser må det være som det er: det er de efterladte, der vælger hvordan det gøres, og der må jeg indordne mig. Selvom jeg personligt ikke finder nogen trøst i troen på gud, så er der mange andre der gør. Men for guds skyld! – eller rettere min egen – så hold mit tomme hylster ude af kirkerummet!

Advertisements