Tags

,

Det er min yndlingsleg. Rollespil. At lade som om at jeg er en anden. Jeg kan andre ting og ser anderledes (ofte væsentlig bedre) ud. Jeg er yngre, hurtigere, stærkere og sejere. Jeg er desværre ikke klogere, for dét er nok det eneste man ikke kan forbedre på. Man kan ikke få bedre idéer som sin karakter end man kan i virkeligheden. Men det er ok. Man kan så meget andet.

Det er mange, der ikke rigtig forstår hvad det går ud på. Og jeg skal være den første til at indrømme, at det kan forekomme noget mærkeligt, når man i bussen eller toget overhører nogen fortælle om at de har stjålet noget, slået nogen ihjel, har begået heroiske bedrifter eller talt med konger, kejsere og guder. Jeg kan sågar forstå de særligt sarte, som mener, at det må være noget satanisme ind over, for det kan lyde meget hedensk og voldeligt nogen gange. Men det er altså bare noget vi leger.

Jeg elsker lige præcis rollespillet fordi jeg sprænger rammer. Jeg kan gøre ting, som jeg aldrig ville være fysisk i stand til, og jeg gør ting i rollespillet, som jeg moralsk ikke ville kunne stå inde for i virkeligheden. Jeg overskrider grænser, går for langt, er til fare for andre, handler mod bedre vidende og alt sammen uden konsekvenser. I virkeligheden altså. For det får helt sikkert konsekvenser i spillet. Men det er ikke så slemt at dø som sin karakter. Det kan være trist, men det er bare en dukke, der er gået i stykker. Så laver jeg mig en ny.

På et tidspunkt hvor jeg var tvunget til hele tiden at holde tungen lige i munden i en vanskelig balancegang igennem livet, og hvor jeg hele tiden skulle være fornuftig og tænke klart, var det en befrielse at spille Inez, som var bindegal. Hun lod ikke noget (eller nogen) komme i vejen for sig, hun tog chancer, hun lyttede ikke til andre, hun var utålmodig og fik folk dræbt, fordi hun tog uovervejede beslutninger. Hun var ekstremt belastende for sine omgivelser, og skønt jeg blot beskrev hende som samspilsramt og misforstået, så kaldte de fleste andre i gruppen hende for helt igennem sindssyg og blæst i roen. Det var hun også. Men hun hjalp mig helt utrolig meget. Jeg kom af med en masse aggressioner og frustrationer. Jeg behøvede ikke at tænke fornuftigt, og jeg behøvede ikke at tage ansvar. Det var fantastisk! Jeg kan stadig tænke tilbage på hende med en vis vemod. Hun endte selvfølgelig med at blive slået ihjel, men for katten da også, hvor var det episk! Og smukt! Og rigtigt! Jeg er på nippet til at kalde det orgasmisk, men det var i hvert fald overordentligt tilfredsstillende!

Det bedste rollespil opstår, når vi har spillet i rigtig mange timer i træk. Når vi er overtrætte, måske lidt fulde, og har været under huden på vores karakterer i timevis. Så opstår der magiske øjeblikke, hvor alting klikker, hvor vi er særligt heroiske, dybsindige og fantastiske. Det er nogle gange så stort, at det næsten ikke kan rummes, og det ender som legender som vi minder hinanden om og deler med andre entusiaster (eller bare andre stakkels uskyldige, som kommer til at spørge ind til det, eller bare befinder sig det forkerte sted…).

Jeg er til dagligt egentlig ret godt tilfreds med at være Louise. Men jeg har igennem tiden været så heldig at have været Hatchepsut, Moira Halfface, Judith Jones, Manon de Bergerac, Kaptajn Fiona Blackwell, Chloë Freemont og Inez y Ceara . Og mange andre. Og det har været guld værd!

 

PS. Jeg har skrevet om en række af dem. Og offentliggjort det sågar på min hjemmeside. Man kan læse om dem her. Det er sikkert internt og uforståeligt for andre end dem, der var med til at spille scenarierne. At jeg linker til det er muligvis kun for at understrege, hvor vigtige disse karakterer i tidens løb har været for mig, for min selvforståelse og min mentale sundhed.

Advertisements