Tags

Jeg er ikke politiker og jeg er ikke jurist. Måske er det derfor jeg ikke forstår den. Offentlighedsloven. Jeg forstår ikke, hvordan lukkethed støtter op om demokratiet. Jeg forstår ikke, hvorfor politikerne føler trang til at skjule hvad de har gang i. Er det fordækt? Laver de noget, vi ikke bør se? Foregår der forhandlinger, som de ikke vil stå ved? Måske. Måske ikke. Men hvis vi ikke må få aktindsigt, så ved vi det ikke.

Jeg er ikke en fan af konspirationsteorier, og jeg tror ikke for alvor på, at politikerne ønsker at føre os bag lyset. Eller at de vil kaste sig ud i korrupte og lyssky handlinger for egen vindings skyld. Vel? Eller… Jeg ved det ikke. Jeg HÅBER det ikke! Jeg er kendt for at være en smule mere naiv end hvad der er godt for mig, så jeg kan tage fejl.

Jeg har det sidste halve års tid haft fornemmelsen af, at der lige præcis foregår et eller andet bag kulisserne i Folketinget. Jeg føler, at vi bliver tromlet, og at politikerne ikke forklarer hvorfor deres plan er den gode plan. Lærerkonflikten føltes fra starten af som noget iscenesat, hvor kun nogle af konfliktens parter var instruerede og informeret om stykkets beskaffenhed. Lærerne måtte improvisere, og måtte til sidste indse, at ligegyldigt hvordan de spillede deres rolle, så måtte de ende med at tabe. Lige nu er noget tilsvarende ved at folde sig ud mod de praktiserende læger. De har så muligheden for at sabotere stykket i noget højere grad end lærerne havde, men slutningen på dét stykke er alligevel stadig uvist.

Det føles som om, at regeringen har en stor og forkromet plan, men de vil ikke forklare, hvad den går ud på. Vi kan ikke gennemskue om den er fornuftig, hvis vi ikke har indsigt i hvad beslutningerne er blevet  baseret på. Umiddelbart virker det hele usikkert og uovervejet – eller i hvert fald ikke overvejet baseret på de fakta, der foreligger.

Og nu – i dag – offentlighedsloven. Som vil begrænse pressens (og dermed vores) indsigt i kommunikationen mellem to ministerier, og mellem et ministerium og en styrelse, hvis opgave det er at rådgive en minister i vedkommendes beslutninger. Hvorfor skal dét være hemmeligt? Hvis politikerne bager rævekager, så skal vi vide det. Jeg regner med, at de står ved deres beslutninger, og at disse træffes på saglige og fornuftige fakta. Hvorfor skal det så være skjult? Gennemsigtighed fremmer tillid. Ved mørkelægning vil jeg være noget så frygtelig nysgerrig efter at vide, hvad der foregår i det skjulte. For det må vel så være noget, nogen ønsker at hemmeligholde? I private hjem er det i orden med mørke gardiner – der har jeg ingen ret til at smugkigge (lige meget hvor nysgerrig jeg er). Men der er vel ikke noget mere offentligt end vores Folketing? Vi har jo selv valgt dem. Og de udfører deres arbejde til fælles bedste. For at gøre Danmark og danskere til det bedste land og de gladeste verdensborgere. Ikke? Der må ikke fejes noget ind under gulvtæppet – var det ikke dét vi var enige om engang? Blev vi ikke frygtelig forargede og vrede, da det blev afsløret at bunken af skidt under gulvtæppet havde kostet menneskeliv og var moralsk forkastelig?

Kæreste Folketing – eller alle jer, der stemte for offentlighedsloven i dag i hvert fald – vær nu søde at indse, at vi bliver mere og mere utrygge jo mere I behandler os som små børn, der ikke må vide, hvad de voksne laver. Det her er jo trods alt et demokrati, og i morgen fejrer vi Grundlovsdag, som vel ret beset er en dag, hvor vi fejrer, at vi er med til at bestemme. Men det føler jeg ikke, at vi er lige nu. Lige nu træffes der valg hen over hovederne på os, som jeg synes er uretfærdige og uforståelige. Jeg er blandt de over 85.000, som skrev under på protesten mod offentlighedsloven, og indrømmet, 85.000 er kun en brøkdel af den danske befolkning. Ikke desto mindre er det den største online underskriftsindsamling nogensinde i Danmark. Og I har ikke lyttet. Jeres kolleger i andre partier har protesteret, og komme med ændringsforslag til loven, og I har ikke lyttet.

Jeg håber, at I lytter næste gang vi stemmer.

 

Advertisements