Tags

Jeg holder aldrig op med at lege. Det betyder ikke at jeg lider af Peter Pan kompleks og ikke vil være voksen, slet ikke. Jeg kan faktisk godt lide at være voksen – det er bare sjovere at være det, når der også er plads til leg. Jeg bliver aldrig træt af at gå på line, bygge LEGO, spille brætspil og rollespil. Jeg råber stadig ‘gul bil!’, når jeg ser én (i håbet om at jeg for en gangs skyld er hurtigere end Sønnike). Jeg giver stadig lammer, når jeg ser en Audi (ditto). Jeg bliver aldrig en ørn til Playstation spil, og Sønnike siger at det er fordi jeg ikke øver mig nok. Det skal nok passe.

Jeg kan godt huske den periode i folkeskolen, da det pludselig var forkert at lege. Da udvalgte piger i klassen pludselig ikke længere gad at sjippe eller lege kronskjul, men i stedet begyndte at gå rundt med hinanden under armen og hviske og fnise. Jeg husker stadig ordene ‘Guud, hvor er I barnlige!’ udtalt med en inderlig foragt over, at vi ikke alle sammen var nået lige langt i den der udvikling til at blive voksne. Selv da folkeskolen sluttede, var jeg ikke nået særlig langt. Heldigvis blev jeg reddet at et år i Californien. Der fandt jeg en flok galninge, der stadig legede, selvom de var et par år ældre end mig. Og det bedste ved det var, at de godt gad at lege med mig. Jeg var altså ikke enestående, fordi jeg stadigvæk legede – der var folk som mig! Jeg blev ret god til at spotte dem. I gymnasiet gik de til drama allesammen – det er jo også en slags leg. Og da jeg fyldte 19 år gav min fætter mig nogle sære terninger, og så havde døren til rollespillet åbnet sig. Det var fantastisk!

Så på trods at den lidt uafklarede periode i folkeskolen, hvor jeg havde fået indtrykket af, at et goddag til voksenlivet var et farvel til leg, så var jeg nu tilbage på det rette spor: at det ene bestemt ikke udelukker det andet!

Jeg kender heldigvis masser af familier, hvor det at lege sammen og spille sammen er helt naturligt. Jeg kender også familier, hvor børn og voksne lever i helt forskellige verdener, og ikke rigtigt har noget at sige til hinanden. Det synes jeg er synd. Legen er et sted, hvor vi mødes. Lige meget om man er barn eller voksen.

En eller anden klog person har på et tidspunkt sagt ‘Vi holder ikke op med at lege, fordi vi bliver gamle. Vi bliver gamle, fordi vi holder op med at lege’. Så jeg bliver nok aldrig gammel. Bare ældre.

Advertisements