Tags

,

Tid er dyrebar, og vi må ikke spilde den. Er den først brugt, får vi den ikke tilbage, og i vores livs sidste øjeblik fortryder vi mere de ting vi ikke nåede, end de ting vi gjorde. Jeg har generelt for lidt tid, eller for mange ting jeg gerne vil nå. Der er aldrig tid nok.

For et par år siden gik jeg ned med stress. Jeg troede først, at jeg var fysisk syg: hjertebanken og åndedrætsbesvær. Jeg sov dårligt, og vågnede nogle gange med et gisp, som om jeg ikke havde trukket vejret i et par minutter. Det var virkelig ubehageligt! En morgen vågnede jeg, og den var helt gal. Hjertet hamrede derudaf, og jeg troede, at jeg skulle dø. I stedet for at tage til bryllup, tog jeg på skadestuen, hvor jeg blev indlagt og placeret på enestue med hjerterytmemåler og hvad har vi. Der lå jeg nogle timer og slappede helt af, mens jeg læste lidt i en bog. Så kom en læge ind, og hun kunne se, at min puls var faldet til normal, og hun fortalte at alle undersøgelserne ikke viste, at noget var galt. ‘Har du overvejet om det kunne være stress?’ spurgte hun. Min hjerne tænkte ‘Pjat, jeg får da ikke stress. Jeg har styr på det’. Men hele min krop åndede lettet op (i bogstaveligste forstand): endelig havde nogen sagt ordene. Endelig fattede jeg alle dens vink: at det ikke var den, det var galt med. Det var mig.

Jeg lærte af det, at jeg bliver nødt til at sige nej til invitationer. At jeg ikke kan nå at se alle de gode film i biografen. At der bliver nødt til at være ting, som jeg – desværre – går glip af. Ærgerligt.

Min mor sagde på et tidspunkt, at jeg jo kunne nøjes med at sige ja til de sjove ting. Men det er det hele jo. De kedelige ting er der slet ikke tid til. Men nu siger jeg også nej tak til de sjove ting (i denne weekend alene gik jeg glip af en fødselsdag, et aftenliverollespil, en fortællerfestival i Helsingør og et middelaldermarked i Valby). For tingene skal hænge sammen. Og man oplever ingenting, hvis man er død af stress.

Nu skal dette her ikke være et indslag om hvor populær og aktiv jeg er, men en påmindelse om hvad der er vigtigt. Jeg har lært at sige nej, at sige fra og melde fra. Jeg har lært, at det ikke bare er ok at sige nej, fordi man ikke skal noget: det er nødvendigt. Jeg skal gerne indrømme, at det stadig er svært. Jeg bliver næppe nogensinde god til det, for jeg hader inderligt at gå glip af noget. Men jeg vil meget hellere leve 🙂

Advertisements