Tags

, , ,

Da jeg var lille, boede jeg langt ude i en skov. Der var et par børn i nærheden, men de var ældre end mig, og gik i skole. Så fandt jeg selv på nogle venner: Hi-hi, Ha-ha og Ho-ho. Hi-hi var en pige, og forfærdelig fræk. Jeg kunne forarget fortælle lange historier om hende, siger min mor. Ha-ha og Ho-ho var drenge – de var der ikke helt så meget som Hi-hi, men nogle gange er det bare rart med flere venner. Hi-hi boede i Split i (daværende) Jugoslavien, og da vi engang var på ferie der, foreslog min mor, at vi besøgte hende. Jeg fortalte studst, at hun ikke var hjemme, og talte aldrig siden om hende. Min mor savnede hende, og fortrød, at hun havde afsløret mig. Jeg savnede hende måske også. Jeg kan ikke huske det. Jeg kan kun huske, at vi legede, og at det var smadderskægt.

Hende den Lange havde usynlige søskende. Altså dengang hun var knapt så Langagtig, og ikke var storesøster endnu. Hendes far og jeg var lidt længe om at levere varen, og så må man jo klare det selv. Der var både ældre og yngre søstre og brødre, og især (den usynlige) lillebror havde en prægnant rolle. Engang hørte jeg hende skælde ham ud: ‘Det er ikke ok at drille nogen, bare fordi de ikke er usynlige!’. Og det har hun jo i og for sig ret i.

Sønnike har Lillemand. ‘Har’ i nutid, for bare fordi man er 9 år og har en hel del gode venner (som er virkelige), så er det altså rart med sådan en god kammerat, som altid er der, når man har brug for ham. Jeg skal gerne indrømme, at Lillemand primært har været brugt som prügelknabe det sidste års tid: det er ham, der glemmer at slukke lyset på Sønnikes værelse, som lader vandet løbe på badeværelset, som spilder på gulvet og glemmer og tørre op. Den slags. Jeg har mange, mange historier om Lillemand og hans omfangsrige familie. Dem vil jeg skåne jer for.

Jeg har også en BIFF (Best Imaginary Friends Forever) i dag. Han er altså virkelig nok (jeg sværger!). Han bor på Fyn og trods det, at jeg kun har mødt ham én enkelt gang, så har vi været på talrige eventyr. De involverer gerne zeppelinere, mammutter, ostemadder, redningsaktioner i Colosseum i det gamle Rom, arbejdsopgaver for Galaxity og den slags. Så han findes, men vores fælles oplevelser er helt og aldeles imaginære.

Ikke desto mindre kan de redde min dag. Hvis dagens første FB-status har været en smule morgengnaven og mavesur, så swooper Ulf lige ind med zeppelineren og tager mig med på eventyr. Så er det slut med gnavenhed. Så ved jeg, at nogen tænker på mig og gerne vil muntre mig op. Det er rart. Og det er vist hele pointen med usynlige venner (og søskende): Man er aldrig alene. Der er nogen, der gider lege (som oftest i hvert fald – jeg har også hørt om imaginære venner, der ikke gad. Sådan nogle skal fyres! Omgående!). Der er nogen, som gider lytte, trøste, og som gider tage på eventyr med én. Og som tager skraldet, når man har lavet ulykker… Der er mange, mange anvendelsesmuligheder for imaginære venner. Jeg kan kun anbefale det.

 

(Disclaimer: Jeg kan til gengæld kun fraråde at lytte til stemmer i ens hoved. Nogle vil måske mene, at de er beslægtede med imaginære venner, men det er ikke tilfældet. Imaginære venner = godt, stemmer i hovedet = dårligt)

 

Advertisements